Det andet køn

Jeg ved ikke altid, hvem jeg er. For 10 år siden vidste jeg det næsten aldrig. Da jeg lige var flyttet hjemmefra og startede i gymnasiet, troede jeg for eksempel, at jeg var typen, der læste feministiske, franske mursten oversat til tysk. 100 sider inde i ‘Det andet køn’ følte jeg mig dog nødsaget til at skifte identitet til sådan en lidt-mindre-intellektuel-lidt-mere-knaldromans-agtig type. Men jeg nåede at læse ret mange tyske gloser om forskellige dyrearters samliv og forplantningsprocesser. Spændende og skræmmende information.

I går var jeg til middag hos guldfisken. I virkeligheden er hun ikke en rigtig fisk. Men hun har tre af salgsen i et lille akvarium. Engang havde hun fem, men i juni valgte to af dem at tage deres eget liv ved at springe op af det lille foder-hul i hjørnet, så de landede på gulvet, hvor en chokeret storebjørn fandt dem begge to helt stive og døde. Jeg forestiller mig, at en Romeo-og-Julie-ulykkelig kærlighedhistorie ligger bag den dramatiske handling. Nu er der altså tre tilbage, og dem ved guldfisken en masse om, for hun er nemlig vokset op i et hus med et helt akvarie-rum og en far, der er Danmarksmester i akvariefisk (det er ikke med løg på). Derfor kunne hun også fortælle, hvorfor den ene fisk (hannen) er ved at miste sine striber. Det er åbenbart fordi, han er i gang med at blive kønsmoden og derfor skifter farve til gul. Jeg har ikke kunnet opstøve en logisk forklaring på den proces, men jeg er nået frem til, at kønsmodne hanner vel aldrig opfører sig helt logisk, lige meget hvilken art de tilhører.

Eftersom fiskene bor i et akvarium, er de tvunget til at leve sammen. En han og to hunner. Et paradisisk scenarium for de fleste typer af det andet køn, forestiller jeg mig. Hvis man ser på parforholdet hos andre mere frie dyrearter, har jeg læst mig til, at mejser og musvitter normalt holder sammen hele livet. Skilsmisser kan dog forekomme og følger oftest et mønster – jo færre unger des højere skilsmisserate. Efter sigende er ænder som regel kun monogame i en enkelt sæson, mens egern ikke lader sig friste af andre artsfæller på muligt grønnere græsplæner. De er derimod langtids-trofaste og yngler flere gange årligt. Egernhannen er tilmed en rigtig mand, der beskytter sin dame og sit afkom mod verdens ondskab og skræmmer mulige bejlere væk.

Og elefanterne … det er en helt anden historie. Jeg burde muligvis have kastet min kærlighed på en anden art, men naturens tiltrækningskraft er umulig at bekæmpe, så jeg bliver vel nødt til at acceptere min skæbne og få det bedste ud af tingenes tilstand.

Elefanter der danser i takt

Først havde jeg tænkt mig at skrive verdens korteste blogindlæg. Noget i retningen af: ‘Bite me, karma!’

Så fik jeg en mail fra en klog mejse, som gav mig lyst til at skrive noget andet kort i retningen af: ‘Jeg betaler gerne prisen for at være mig’.

Så gik jeg forbi det røde hjerte og opdagede, at det var væk. Det gav mig trang til at skrive noget endnu kortere i retningen af ‘Lorteø!’. Eller endnu bedre: ‘Lorteverden!’.

Egentlig havde jeg allerede set, at hjertet var væk, da jeg kørte fra lufthavnen i mandags. Men jeg håbede, at det bare var noget, jeg bildte mig ind. Det var det desværre ikke. Nogen må have fjernet hjertet, mens jeg har ligget i den orange hængekøje. Det gjorde ondt at erkende. Meget mere ondt end dengang, jeg opdagede, at det grå hjerte var væk. For det røde hjerte var på mange måder meget mere rigtigt. Og så var det placeret lige ved skinnerne, hvor det rigtige tog kører. Det, som i én retning fører til flyvende eventyr og i den modsatte retning fører hjem til et trygt hus af guld.

Men så læste jeg det her. Det gav mig lyst til at skrive, at jeg tror på, det er et godt tegn, at der er genforeningsglæde i elefanthuset. Jeg havde på fornemmelsen, at der var sket noget godt derinde, sidst jeg kiggede over hegnet. Nu ved jeg, hvorfor to af elefanterne danser i takt.

Hurra for den glade alders-skizofreni

Jeg skal til 40 års fødselsdag hos lille-bjørn. Jeg har en ven, der bliver 40! Jeg kan huske, da min mor blev 40. Dengang var hun meget voksen og mor-agtig. Det er lille-bjørn heldigvis ikke (hverken det første eller det sidste). Han har dog givet så meget slip på sin barnlige side, at han ofte føler trang til at mobbe mig med, at jeg hvert år til jul får tilbagevendende optur over soundtrack’et til ‘Jesus og Josefine’ (det ER altså godt).

Jeg har en veninde, som er så ung, at hun ikke kan huske, at der engang blev sendt ‘Dollars’ i tv. Til gengæld får hun helt naturligt flettet talemåder som at ‘faldbyde sig’ eller ‘svinge træbenet’ ind i sine sætninger. En anden af mine veninder var biografduelig, dengang ‘Harold & Maude’  havde premiere (gid, det var mig). Til gengæld er hun ikke for gammel til at græde over Toy Story 3 (helt ærligt – hvis man er blevet så voksen, at man kan se slutningen med helt tørre øjne, så er der altså ikke meget håb).

Jeg har tidligere nævnt den-11-årige-pige-inden-i-mig. Det er hende, der bygger huse af Guld i en verden af Lego. Det er også hende, som har titelmelodien til ‘Nana’ som den mest afspillede sang i iTunes (jeg havde samme frisure som Nana og stillede muligvis også mange af de samme upassende spørgsmål, dengang min krop var barn (det med spørgsmålene stoppede vist aldrig)). Ved siden af hende den-11-årige-pige-inden-i-mig sidder en 63-årig mand og råber om ro, så han kan koncentrere sig om sin farvefri film med gamle skuespillere, som engang spillede på gamle teatre. Når filmen er færdig, smutter han på Kanalbodegaen eller Bobi Bar og håber på et stykke med John Mogensen.

Ind imellem de to findes der selvfølgelig også en masse andre typer i en masse andre slags aldre. Jeg er ret glad for dem alle sammen. Og et eller andet sted inden i mig findes der også en pige på 27. Hun er ikke så god til at følge reglerne for ordentlig opførsel, men det synes jeg faktisk er helt okay. I min verden er det nemlig lige præcis den alder, hvor det er meget passende at være gammel nok til at vide, hvad man ikke skal gøre, men ung nok til at gøre det alligevel.