En overraskende heldig type

En af de gode ting ved ikke at have styr på særlig meget er, at jeg elsker overraskelser. Engang troede jeg fejlagtigt, det måtte betyde, at alle andre også elsker overraskelser. Jeg har dog efterhånden lært, at ordensmennesker kan have lidt svært ved at kapere den slags, fordi overraskelserne saboterer alt det planlagte. Derfor er det en god idé lige at varsle en overraskelse hos et ordensmenneske, inden man overrasker. Man kan for eksempel sende en besked om, at ordensmennesket gerne må sætte kryds i kalenderen en bestemt dato og i øvrigt spare appetit op, inden man overrasker med en spontan gourmet-middag. For mit eget vedkommende er en helt bestemt del af min mave indrettet til netop den slags, så lige meget hvor mange frysepizzaer og karamelvafler, jeg har kørt ned i løbet af dagen, er der altid plads i overraskelsesmaven.

I Miami overraskede guldfisken og jeg hamsteren med en luksusovernatning den sidste aften. I dagene op til kom jeg dog til at tænke på, at jeg muligvis ikke kendte hamsteren godt nok til at vide, om hun havde et ordensmenneske gemt i sig. Måske foretrak hun i virkeligheden brunt, gulvtæppebeklædt lufthavnsmotel frem for lys og overdådig balkon-suite ved stranden – fordi det jo var sådan, vi havde planlagt den sidste overnatning hjemmefra. Heldigvis blev hun glad på den helt rigtige måde, og det gjorde mig glad på den helt rigtige måde. Det bedste ved overraskelser er nemlig, når de gør afsenderen lige så begejstret som modtageren.

Forleden modtog jeg en af de helt igennem gode overraskelser. Da jeg kom op fra frokost på arbejdet, stor der en kurv på mit skrivebord med 24 pakker i. Jeg var helt forvirret og tænkte først, at den var havnet et forkert sted (jeg ved ikke, hvorfor min første indskydelse ved modtagelse af overraskelser som regel er, at de ikke er til mig). Heldigvis var den havnet det rigtige sted. Jeg har ikke helt forstået, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det, men haren syntes åbenbart ikke, at en overraskelses-rejse til London var nok. Hun har også lavet pakkekalender til mig. En over-kodyl-fantastisk en af slagsen. Selvom hun ikke fejrer jul på samme måde, som jeg gør, ved hun, at jeg elsker december lige så meget, som jeg elsker overraskelser. Gaverne er helt rigtige, men indpakningen er næsten endnu bedre. Med hver gave følger nemlig et vers fra en sang, som både passer til gaven, men som jeg også kan mærke, hun har tænkt over i forhold til mig. I morges, da jeg skulle lede efter dagens pakke, kom jeg til at smugkigge på sangen til d. 24. … og blev endnu engang mindet om, at jeg på mange måder virkelig er en heldig halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert.

sidste_time

Breve fra dengang min krop var barn

Konfirmationsmappen er altså ret lærerig at dykke ned i. Den kommer med en slags svar på spørgsmål, som undrer mig. For eksempel har jeg haft lidt svært ved at finde mening i, at jeg i en alder af 27 år netop har investeret i et sovedyr (og nej, det er ikke en gramsebamse). Muligvis forsøger jeg at krybe tilbage til barndommen, fordi jeg engang havde lidt for travlt med at blive voksen.

Fri fortolkning af gemte breve fra dengang, min krop var barn, tyder på noget i den retning. Min mor har gemt en del af dem, jeg har skrevet til hende gennem årene. Her er et par eksempler (som endnu engang er service-oversat fra barnsk til dansk).

Mor skal huske at have sig nonnetøj med på arbejde i morgen.

Mor skal huske at have sit nonnetøj med på arbejde i morgen.

skattejagt

Kære mor
En lille skattejagt til dig. Start ved døren ind.

julemand

For det første har jeg ingen idé om, hvorfor min mor skulle være fromt påklædt på sin arbejdsplads. Men jeg synes, det er ret pudsigt, at jeg har følt behov for at huske hende på det. Andre børn ville måske stole på, at deres forældre er gamle nok til at have styr på egne kostumer. Og eftersom min mor er en ret tjekket type med (lidt for) mange egne huskelister, virker det endnu mere mærkeligt.

Så er der det med skate-jagten, som jeg altså tror var en skattejagt. Min mor har nemlig aldrig været den store skater-type. Jeg elsker skattejagter. Men det plejer vel at være de voksne, der arrangerer den slags for børnene og ikke omvendt? Måske var skattejagten det tætteste, jeg kom et rebelsk oprør mod normalitet.

Nu er det jo 1. december i dag, og derfor synes jeg, at brevet om julemanden er ekstra passende. Jeg elsker jul. Det har jeg altid gjort. Det er trygt. Og jeg elsker også at tro på magiske fænomener som julemanden. Da min krop var barn fyldte den følelse tilsyneladende tilstrækkeligt meget til, at jeg også havde behov for at forsøge at overbevise min mor om, at han findes*. Hvorvidt hun blev overbevist, ved jeg ikke. Men konfirmationsmappen har i hvert fald lige overbevist mig om, at der måske er en mening med, at jeg er en forholdsvis barnlig voksen, når nu jeg engang var et ret voksent barn.

* Til tvivlerne kan jeg afsløre, at julemanden rent faktisk findes. Jeg kender ham personligt, men vil afholde mig fra at afsløre hans sande identitet her.