Noget om fejlbarlig ufejlbarlighed

Jeg har de seneste år skrevet og sagt en masse om, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt, at vi lærer at acceptere vores fejl og nederlag – og hvorfor jeg mener, livet både bliver sjovere og lettere, hvis vi dropper illusionen om altid at kunne gøre det helt rigtige på den helt rigtige måde på det helt rigtige tidspunkt.

Til mine foredrag er jeg flere gange blevet spurgt om, hvad der skal til, for at de mange børn og unge, som oplever mindreværd, lærer at acceptere deres fejlbarlighed. Jeg har ikke et perfekt svar på det spørgsmål. Men hvis nu ordbogen starter med at anerkende fejlbarlighed som et ord og en passende modsætning til det urealistiske, men dog sprogligt accepterede ufejlbarlig, er vi måske en meter længere mod målet.

Skærmbillede 2018-03-21 kl. 21.46.28

 

Noget om selvtillid og Fodspor i sne

Hvordan kan det være, at en lav karakter tynger mere, end en høj karakter luner? At en lunken anmeldelse sidder fast i baghovedet i flere måneder, mens glæden over en topanmeldelse fortager sig, allerede et par timer efter den er fortæret? At en negativ bemærkning skal opvejes af 10 positive?

I går udgav jeg min fjerde bog, og forleden sagde giraffen, at han synes, det er den bedste, jeg har skrevet. Min første tanke var: “Hvad er der galt med de andre?”

Selvom selvtillidsdjævlen stadig bider, er jeg blevet bedre til at lytte til det positive og ryste det negative af mig. Det har også været nødvendigt, for vejen til rent faktisk at få udgivet mine bøger har budt på langt flere afslag og nedadvendte tommelfingre end succesoplevelser. Jeg har været så drevet af at nå dertil, hvor jeg er nu, at jeg måtte finde en måde at overkomme de nødvendige nederlag uden at lade dem gnave sig alt for dybt ind i selvtilliden.

Og selvtilliden har det altså bedst, hvis sejrene bliver fejret. Så tadaaa: Her er min fjerde bog. Yderst pålidelige kilder siger, det er den bedste, jeg har skrevet (men de andre er nu heller ikke værst …)

forside_fodspor_i_sne