Noget om et brev til mit yngre jeg

For cirka tre år siden anbefalede solsorten mig at læse en bog, der hedder ’Brev til mit yngre jeg’. På det tidspunkt var jeg sådan lidt vaklende i det, og jeg tror, hun kunne fornemme, at jeg trængte til en form for bogstøtte, der mindede mig om, at alting nok skulle gå. Bogen er kort fortalt en lang række breve, som en lang række kvinder har skrevet til en yngre version af dem selv. For at forsøge at gøre dem klogere på den fremtid, der venter.

Jeg fik aldrig læst bogen dengang, hvor jeg havde allermest brug for at læse den. Men for kort tid siden fandt jeg den helt tilfældigt i den form for antikvariat, som jeg virkelig håber også findes, når mit yngre jeg bliver rigtig godt og grundigt gammel. Jeg er lige blevet færdig med den. Og jeg kan godt forstå, hvorfor solsorten tænkte, at den havde været god for mig, dengang jeg havde for travlt med at fare vild i verden til at tænke på at læse mig klogere på livet.

Jeg fik helt lyst til selv at skrive et brev til mig selv i den version, jeg var for tre år siden. Eller for ti år siden. Eller dengang min krop var barn. Måske skriver jeg det brev inden længe. Men indtil videre vil jeg bare dvæle lidt ved den her film, musvitten fandt for nylig. For den opsummere i virkeligheden bogens budskaber på den fineste måde.

PS: Ja, jeg tudede første gang, jeg så den (og anden gang …)

Noget om onsdagsblues

Jeg bruger størstedelen af min dag på at være sammen med mig selv og ingen andre. Før i tiden, da jeg havde sådan et rigtigt voksenjob, var der gode mennesker overalt, som jeg kunne dele hverdagenes op- og røvture med. Nu er jeg bare mig fra 9 til sådan cirka 17, og det er helt fint meget af tiden. Det skulle det også gerne være, for jeg har selv valgt det. Men nogle gange (i dag for eksempel) kunne det alligevel være rart at have nogle typer omkring mig, som kunne hive lidt opad, når verden presser nedad.

Flere faktorer spillede ind i min røvtur, men jeg vil nøjes med at beskrive kulminationen, som jeg har valgt at kalde ’De fem Bonesspænd’. Det har nemlig været sådan en dag, hvor småbekymringerne fik storhedsvanvid, og verden føltes som en krudtbanan uden egentlig at være det. Sådan en dag, hvor jeg bare havde rigtig ondt af mig selv uden egentlig at have noget decideret belæg for det.

Der er noget, som altid kan hive mig lidt op af selvmedlidenhedshullet. Nemlig ting, der er trygge. Som for eksempel en salat fra Bones. Folk, der ikke er fra provinsen, forstår muligvis ikke hvorfor. Folk, der er fra provinsen, forstår muligvis heller ikke hvorfor. Men jeg kender en håndfuld mennesker, som kender til den sande tryghedsværdi, der findes i netop en salat fra Bones. Og hvis bare de forstår mig, er jeg helt på det rene med, at andre synes, jeg er en tosse.

Derfor besluttede jeg mig for at behandle min onsdagsblues med blandet salatmedicin. Så jeg gik hele den lange vej (7 km ifølge Google) til det mørke Amager med tunge fødder – drevet af tanken om, at alt lige om lidt ville være helt okay, fordi selv den værste blues kan behandles med bacon i krymmelform (som jo er den vigtigste ingrediens i en salat. Det ved alle.) Og så havde de lukket. LUKKET! På trods af at jeg to gange havde tjekket deres åbningstider på nettet for at sikre mig, at de syv kilometer ikke blev gået forgæves.

Jeg var alle former for rasende, skuffet, hysterisk og trist på samme tid. Da alt blev kogt sammen havde jeg faktisk bare virkelig ondt af mig selv, mens jeg stormede tilbage ad Amagerbrogade og halvfældede en bøf med rygmærke foran KFC, fordi jeg syntes, det var unfair, at han tydeligvis lige havde spist sig mæt. Jeg følte mig som den eneste i verden, der kunne forstå mig selv og min følelse af totalt salatsvigt. Indtil jeg så en velkendt skikkelse komme imod mig. Min lillesøs. Som var på vej mod Bones for at købe en salat.

Ja, hun er også fra provinsen, men alligevel er det da ret fascinerende, at verden er sådan indrettet, at vi begge to vælger at være lige der på samme tidspunkt med det samme formål i en by med flere hundrede tusinde mennesker (eller en million? Jeg ved det faktisk ikke og orker ikke at Google mere i dag). Af alle mennesker mødte jeg netop en af de få, som kan forstå, at frustrationen over verdens ondhed engang imellem kan koges ned til manglen på en salat fra Bones. 

Det er sådan set ret fantastisk, synes jeg. Og måske er verden i virkeligheden slet ikke så ond, når der findes en lillesøs, som er klar på at give en krammer sådan en trods alt nogenlunde solrig onsdag på Amagerbrogade.

hoptimist