Noget om en elefantunge

Elefantungen i Zoo er død. Det er så trist, at jeg ikke engang har lyst til at skrive om det.

Jeg kendte ham ikke rigtigt, men jeg har været vild med ham, siden jeg besøgte ham første gang sammen med giraffen for snart to år siden. Derfor har jeg også hængt trofast ind over hegnet med mit kamera, hver gang muligheden bød sig.

Ingen kan bære hår på ryggen så flot som ham. Ingen kan dyrke mudderbad så lystigt og elefant.

Jeg burde muligvis skrive de sidste to sætninger i datid. Men jeg er ikke helt klar endnu.

Verden, din onde satan, vil du ikke nok prøve at opføre dig lidt pænere fra nu af? Bare lidt? elefantunge

Noget om relevante julefrokostemner

Jeg havde inviteret mine freelancere til julefrokost i går. I Grøften. Og på Jernbanecaféen. Selvfølgelig.

Vi kunne have diskuteret mulige arbejdsopgaver i det nye år. Vi endte med at diskutere foldning af toiletpapir.

Jeg bliver sandsynligvis aldrig sådan en rigtig konstruktive arbejdsgiver (føj for et voksenord). Men jeg tror faktisk, det er helt okay at indrømme, at jeg i bund og grund bare er en folder, der gerne vil have det sjovt med sjove mennesker. IMG_3206.JPG

Noget om skræmmende forandring

Jeg har ikke været alt for flittig til at besøge min ø de sidste mange måneder. I går fandt jeg ud af, at det manglende opsyn har givet bagslag. Jeg fik endelig tid til at gå en tur ned og klappe stranden. Før i tiden var jeg der mindst fire gange om ugen. Nu tror jeg, det er fire måneder siden, jeg har været der sidst.

Længere tid skal der åbenbart ikke til for at ændre det trygge og velkendte. Alt var anderledes. En byggeplads havde brækket skrammel op ud over den fine sti, så udsigten til Helgoland blev ødelagt. Der var store klumper af tang på steder, hvor store klumper af tang ikke skal være. Og værst af alt – mine to sten, som jeg har siddet på i årevis, havde pludselig rykket sig fra hinanden.

De har ellers altid ligge helt perfekt. To flade, urokkelige sten. En lille, som man kan sidde på, og en stor en til fødderne. De må veje mindst 50 kilo hver, så jeg forstår ikke, hvordan det kunne ske, men i den tid, jeg har forsømt dem, har den lille flyttet sig væk fra den store og er blevet til en rokkesten i stedet for en helt stabil en af slagsen.

Jeg kan jo dårligt tillade mig at blive fornærmet på stenene, fordi de udvikler sig under mit manglende opsyn. Men det var alligevel lidt trist. Samtidig med at det også var helt okay. Ting forandrer sig, situationer forandrer sig, mennesker forandrer sig, og sten forandrer sig.

Og i takt med det hele forandrer jeg mig nok også selv en lille smule. En skræmmende smule. Hvem ved, måske ender jeg endda med at blive sådan rigtig voksen et sted derude i fremtiden …

standlort

Bittersød erfaringsnote #24

Kære mig selv

Hvis du absolut skal vælge at halvbesvime i en propfyldt 6A, så prøv at time det så smart, at det ikke sker lige efter midnat på J-dag. For selvom du godt ved, at du bare har været i biffen og derfor er så langt fra spritter-teenage-stiv i julebajere, som man kan være, ser det altså ekstra sølle ud at blive slæbt ud af bussen i foruroligende bleg tilstand og vælte ned på fortovet på Vesterbrogade over for PlayHouse lige præcis den dag.

Heldigvis var den langhalsede der til at holde fast i mig. Og til at føre følgende samtale med slingrende teenagetøser, der havde fået øje på min ynkelighed.

Slingrende teenagetøs 1: “Vil hun have noget kakaomælk”.

Giraffen: “Nej tak, det tror jeg ikke”.

Slingrende teenagetøs 2: “Vil hun have noget vand?”

Giraffen: “Ja tak, har I noget?”

Slingrende teenagetøs 2: “Øh … nej”.

Ungdommen-nu-til-dags er nu så betænksomme. De har tydeligvis lært det der med, at det er tanken, der tæller, så den langhalsede måtte pakkere mig på en bænk foran 7-Eleven, hvor jeg sad og vrælede for mig selv, fordi jeg ikke kunne undvære ham de 45 sekunder, det tog at købe en flaske vand (det er altså helt ekstremt heldigt, at jeg har fundet verdens mest rummelige mand).

Bagefter fik han slæbt mig hjem i en nødstaxa. Og jeg lærte, at jeg slet ikke behøver alkohol for at virke sølle og stiv fredag aften. Det er nu så skønt at blive ældre og klogere …

briller_fundet

Noget om ikke at blive ældre og klogere

I torsdags fik jeg at vide, at jeg lød skræmmende voksen, da jeg fortalte om mine planer for weekenden.

Til de bekymrede sjæle, der måtte frygte, at også jeg er bukket under og har overgivet mig til et liv i ren fornuft og fordragelighed, kan jeg berolige jer med, at jeg ikke er nået helt så langt (endnu). Min weekend kulminerede nemlig natten til søndag, da mine brandertben knækkede under mig, og jeg efterfølgende sprællede rundt på badeværelsesgulvet i forsøget på at regne ud, hvordan man bedst brækker sig, når man samtidig er blevet ramt af et yderst voldsomt alko-hikkeanfald …

breaking_newsPS: Selvom jeg til hver en tid (og specielt i går) absolut anerkender junkfoods livsnødvendighed, vil jeg alligevel opfordre Domino’s til at slå begrebet “Breaking News” op. Jeg faldt ikke i pizzafælden, men holdt mig i stedet til en beskeden dagsmenu bestående af bacon og brunchpølser med kætter. Og hådågs. Og popcorn. Og Haribo. Og Big Mac. Og pommes. Og Chili Cheese Tops. Man skal aldrig gå ned på snaskede mundgodter. Som man siger …