Noget om held og fugle og kønsdele

Det er ikke let at finde en firkløver. Det er endnu sværere, når man opdager, at den samling planter, man så ihærdigt tæller blade på, rent faktisk er mælkebøtter.

Indrømmet, jeg er ikke verdens sejeste til sådan noget med natur. Indtil i går troede jeg for eksempel, at Djämes Braun synger, at han kigger på fugle, “når de sidder på min pik”. Og selvom sangen har nogle rimelig lumre undertoner, kan jeg da godt se, det giver mere mening, at fugle sidder på en hæk og ikke på en kønsdel.

Heldigvis føler jeg mig lige for tiden rimelig heldig sådan helt fra naturens hånd. Så jeg skrotter de ugrønne fingre op og glæder mig i stedet over det, der rent faktisk fungerer for mig. Det føles nemlig ret så skide godt, skulle jeg hilse og sige.

IMG_2949.JPG

Noget om cyber-skizofreni

Min Facebook-profil lever sit eget liv for tiden. Enten er min konto blevet hacket, eller også er der vrøvl med teknikken. Jeg har i hvert fald fået flere notifikationer fra mere eller mindre fremmede mennesker, der har accepteret venneanmodninger, jeg aldrig har sendt. Samtidig har jeg også fået besked om, at jeg har deltaget i diverse politiske demonstrationer og andet gøgl, som jeg slet ikke anede fandtes.

Det er en lille smule skræmmende, at mit cyber-jeg lever sit eget liv. En ting er, at cyber-jeg sender signaler til omverdenen om, at jeg har en meget stærk holdning til emner, jeg meget nødig vil tvinges til at forholde mig til, fordi jeg grundlæggende mener, verden er et bedre sted, hvis man blander sig uden om konflikter, man ikke ved nok om. Noget andet er, at jeg tilsyneladende stalker både mænd og kvinder verden over og kaster mit venskab i grams som en anden desperado-dulle, der har opgivet alt håb om at finde venner i den virkelige verden.

Jeg ved ikke, hvor mange ufrivillige invitationer jeg har sendt afsted. Jeg ved dog, at nogle har accepteret dem. Det er meget sødt. Nu er problemet så bare, at jeg ikke ved, om jeg kan tillade mig at slette dem fra vennelisten igen, fordi jeg som udgangspunkt prøver at holde mig til kun at være venner med folk, som jeg også ville sige hej til ude i virkeligheden.

Det kan jo rent faktisk være, at de nye venner synes, det er noget så dejligt at blive stalket af et styks fremmed, kontakthungrende kvindfolk. Og så ville det da være synd at vrage dem helt koldt og kynisk. Når nu de lige har rakt en venlig lillefinger frem, mener jeg.

Åh, det er hårdt at forsøge at være et ordentligt menneske!

skyggeshow

PS: Der er selvfølgelig også den mulighed, at der hverken er tale om hackning af konto eller tekniske problemer, men at jeg ganske enkelt er blevet cyber-skizofren. Måske ligger jeg inde med en ekstra personlighed, som er meget mere interessant og gøglet end hende, jeg selv tror, jeg er. Eller også har jeg bare alt for meget tid til at sidde alene på kontoret og snakke med mig selv, mens jeg funderer over livets ligegyldigheder …

Noget om potentielt genial sindssyge

Jeg er tosset med mit nye kontor. Og selvom jeg savner kollegerne fra verdens bedste arbejdsplads, er jeg faktisk også ret tosset med at sidde alene og arbejde. Fordi jeg får lavet meget mere og kører på en eller anden arbejdsadrenalinrus, som jeg ikke har oplevet før.

Dog mener mine omgivelser, at jeg selv er godt på vej til at blive tosset af al den alenetid, fordi jeg ikke bliver så socialt stimuleret i løbet af dagen – selvom jeg da jævnligt fører interessante samtaler med både min havenisse, min pubfrø og min helt egen Bodil på hjul, som min far forærede mig i sidste uge (dermed nåede han lige at opfylde et af mine hedeste barneønsker, inden jeg fylder 30).

I går kom giraffen forbi kontoret efter en lang arbejdsdag fyldt med diverse sociale stimulanser. Han smed sig i den røde sofa og havde tydeligvis set frem til at kunne lukke øjnene et par minutter og få noget ro. Men så let slap han ikke. Han fik lige nøjagtigt 14 sekunders stilhed. Så var jeg over ham som en lille hund, der har jagtet sin egen hale hele dagen.

Jeg kunne dog hurtigt fornemme, at jeg ikke fik de dybe dialoger op at stå lige med det samme. Så derfor gik jeg i stedet i gang med en længere analysemonolog om det sindsoprivende spændende emne: navler. Jeg løftede skiftevis op i hans og min egen bluse og kommenterede på form, dybde og signalværdi (der er jo en verden til forskel på de dybe, mystiske navler og de flade, overskuelige af slagsen – for slet ikke at tale om dem, der bopper udad og aldrig rigtig er til at blive kloge på).

Det var svært at konkludere noget brugbart ud fra mine observationer, så i stedet konstaterede jeg bare til sidst, at den langhalsede i hvert fald render rundt med et ualmindeligt dejligt eksemplar. Han kvitterede for komplimentet ved at svare: “Man kan godt mærke, du har været alene hele dagen, hva’!”

Han har nok ret. Muligvis er jeg ved at blive en lille smule sindssyg og navlebeskuende af al den alenetid. Men hvem ved. Det kan også være, jeg bare er ved at blive genial på et niveau, som er svært for andre at forstå. Kontordyrene har sagt, at de tror på det sidste, så jeg er stadig optimistisk …

kontordyr

Noget om bekymrende bekymringer

Jeg bekymrer mig alt for tit unødigt over alt for mange ting. Ikke de mest oplagte ting. Jeg er sjældent bekymret over, om jeg mister min indtægt, lyder dum, bliver slået ned eller får dårlig lever af lidt for passionerede bodegabesøg. Til gengæld bekymrer jeg mig meget tit meget over, om to glas rører hinanden, om dørmåtten ligger skævt, eller om nogen forsvinder for mig, fordi jeg glemte at sige “Vi ses”.

Nogle personer har ekstra stort potentiale for at vække bekymring. Giraffen ligger meget højt på den liste. Forleden morgen havde vi en lang diskussion (det er løgn – vi orker aldrig at diskutere rigtigt, men det er nok det tætteste, vi er kommet), fordi han sagde, at han ville cykle på arbejde. Det mente jeg bestemt ikke, der var nogen grund til.

Som udgangspunkt er jeg helt på det rene med, at mine åndssvage bekymringer og neuroser ikke skal hæmme andre. Men altså – den langhalsede har en cykelhistorie, der blandt andet tæller et par udslåede tænder, to brækkede arme og en punkteret lunge. Og som han selv siger: “Jeg har altså lavet meget andet end det. Det der er bare de værste eksempler”.

Sjovt nok hjælper det ikke, når han prøver at bortforklare det med, at skandalerne kun skete, fordi han havde en dårlig cykel (eller mange dårlige cykler). For selvom jeg da ikke er i tvivl om, at han er en glimrende cyklist, har jeg alligevel en smule svært ved at overbevise mig selv om, at han nu har fundet den helt rigtige cykel, som holder ham sikkert kørende.

Han tog ikke cyklen den morgen. Og jeg havde ro i maven hele dagen. Det samme havde jeg dagen efter. Indtil han kom hjem og fortalt, at han havde cyklet, uden jeg lagde mærke til det. Jeg var dels forarget over, at jeg havde tilbragt en hel dag i lykkelig uvidenhed om, at jeg burde være afsindigt bekymret. Dels lettet over, at jeg var sluppet levende gennem dagen uden bekymringer.

Mest af alt var jeg nok bare blevet ekstra pinligt bevidst om, at bekymringer er noget af det mest unødvendige, der findes. Og at bekymringer hverken fjerner risici eller øger fare. Bekymringer gør faktisk ingen forskel. Overhovedet.

Jeg ville bare ønske, at den rationelle del af min hjerne ville overbevise den tossede del om, at den burde tage en afslapningspille, bekymre sig lidt mindre og bevæge sig lidt mere. Hen i retningen af det sted, hvor bekymringer bliver slået ned af alt det gode, som der er rigtig mange grunde til at være bekymringsløst glad for …

nuts

Noget om dårlig tønde-timing

Delfinungen tog sine første rigtige skridt i går, mens jeg var på besøg hos den lille familie. Det var et stort øjeblik og helt vildt fantastisk at opleve.

Det sagde min søster i hvert fald. For hun oplevede det rent faktisk live modsat mig. Jeg valgte nemlig at side på tønden lige præcis i de to minutter, hvor han afviklede det banebrydende glansnummer. Der kunne jeg så sidde og trøste mig med, at jeg i det mindste kunne høre storesøs råbe i ren og skær begejstring, fordi hun havde fået lov til at være vidne til noget så stort. Min begejstring for det store, jeg oplevede på samme tidspunkt, var knap så overvældende …

Åh timing, tak fordi du altid er der for mig!

timing