Ding dong the wisdom i dead – part II

Den sidste helvedstand er død. Og jeg lever endnu. Jeg har endda samlet overskud til at skrive en top tre over sætninger, man ikke har lyst til at høre sin tandlæge sige:

1. Jeg tror desværre, vi bliver nødt til at fjerne et stykke af hovedet (tilføjelsen: “hovedet på tanden” ville hjælpe meget i forhold til at undgå panisk anfald på briksen)

2. Hvis det fortsætter sådan, bliver vi jo nødt til at stå her til i morgen (sagt, efter knoglen var blevet fræset 8-9 gange i forsøget på at få en eller anden slipgivningskompliceret rodspids ud)

3. Ja, jeg kan altså ikke vurdere, om din kind stadig er meget hævet, eller om du bare ser sådan ud normalt (jeg fik beroliget hende med, at hamsterkind er en del af min hverdag)

IMG_2832.JPG

Noget om alle verdens meningsløse konflikter

I går tror jeg, det gik op for mig, hvordan 99 procent af de meningsløse konflikter ude i verden opstår.

Jeg var på vej hjem fra Marokko med undulaten. Vi stod i køen til check-in, og den var uoverskuelig. Det var faktisk slet ikke en decideret kø. Mere en kæmpe klump af mennesker, som stod i fem-seks svajende rækker foran tre kasser.

Bag os stod et dansk ægtepar i midtlivsalderen. De var ikke tilfredse. For deres venner, som stod et par meter til højre for dem, rykkede meget hurtigere frem i feltet, end de selv gjorde. Så kvinden blev skide sur på sin mand. Hun råbte og skreg og beordrede ham til at holde sig til og presse sig på. Hvilket resulterede i, at han flere gang kørte deres vogn direkte op i os – sikkert i et desperat forsøg på at skubbe os fremad eller til siden eller ad helvedes til. Det hjalp ikke. Vi blev stående og nægtede at snyde foran andre, bare fordi vi blev presset bagfra. Det fik kvinden til at sende os dræberblikke og råbe endnu højere, mens vennerne nu stod oppe ved en af kasserne og grinede og vinkede.

Da parret kørte deres vogn op i os for femte gang, var jeg meget tæt på at vende mig om og smilende sige, at de da gerne måtte få vores plads i køen, hvis de havde travlt, for vi skulle bare nå samme fly som alle de andre, og det gik først to timer senere, så vi nåede det nok.

Men så langt kom jeg aldrig. For manden nåede at sige: “De kender tydeligvis ikke til køkultur i det her land”. Og kvinden nåede at råbe: “Nej! Men så må vi jo lære dem det!!”

Vi kom alle med flyet. Uden problemer. Og efter den sidste sætning blev undulaten og jeg enige om, at vi hellere ville sidde omgivet af skrigende møgunger, der sparkede i sæderne bag os, end at vi ville risikere at komme i nærheden af de to kø- og kulturforskrækkede personer. Vi endte med at være omringet af skrigunger i en grad, jeg aldrig har oplevet før i et fly. Det var helt okay, når man tænker på alternativet. Og heldigvis kan irriterende børn stadig nå at vokse sig til at blive en slags ordentlige mennesker …

marokko

Noget om at turde være glad

Jeg er glad. Sådan helt grundlæggende. Grundglad vel egentlig. På mange måder. Fordi jeg har så mange grunde til at være det. Mange flere end jeg før har haft.

Alt er skide godt. Alt udover grundangsten, som på ironisk vis vokser proportionelt med grundglæden. Og får mig til at tude helt hysterisk af ingen verdens grund og til ingen verdens nytte. Fordi jeg bliver bange for at miste det, der gør mig glad.

Måske er jeg i en form for choktilstand over, at så meget pludselig giver mening. Måske er jeg nervøs, fordi jeg har sluppet to tredjedele af mit sikkerhedsnet, og fordi den sidste del derfor får endnu større betydning, end den havde i forvejen. Og måske har jeg bare for meget tid til at tænke for tiden. Måske er det derfor, jeg lige har spontantudet for tredje gang i dag over et tilfældigt nummer på spillelisten. Og sandsynligvis kommer til at gøre det for fjerde gang, når jeg lige om lidt skal røre ved en dromedar, som er blød.

Måske synes jeg, det er lidt for overvældende at forsøge at blive en form for voksen. Måske har jeg svært ved at acceptere, at jeg nok aldrig vokser fra angsten. Eller angsten for angsten for, at jeg burde være bange for noget potentielt frygteligt lige nu.

Måske burde jeg bare give mig selv et los, tørre øjnene og beslutte mig for, at alt rent faktisk er lige nøjagtigt så skide godt, som jeg håber, det er. Måske prøver jeg den taktik lige om lidt. Hvis jeg tør …

IMG_2637.JPG

Noget om den første uge i resten af mit arbejdsliv

Status fra første uge som rigtig selvstændig:

– Min vigtigste og bedste arbejdscomputer (ja, jeg har fire og elsker dem alle) crashede efter en 16-timers arbejdsdag – bedst som jeg havde klippet noget, der var voldsomst tæt på genialt (tre et halvt år uden det mindste problem, og så vælger den at dø lige netop den her uge)

– Mit toilet på kontoret crashede i en meget kritisk tilstand (aldrig nogensinde før har jeg haft brug for at tilkalde professionel assistance til at fikse den slags, og så sker det lige netop den uge, hvor toilettet skal være repræsentativt for mulige kunder)

– Tandlægetype har informeret mig om, at endnu en helvedstand er groet sammen med kæben, og jeg derfor skal afsætte et par uger til operation og rekreation sidst på måneden (for jeg har jo uanede mængder af tid til at være ynkelig, nu hvor jeg ikke er sikret en fast indkomst)

– Min første arbejdsuge sluttede lige over midnat søndag, hvor jeg afsendte sidste arbejdsmail (hvilket vel egentlig på meget fin vis understreger, at sådan nogle selvstændige typer aldrig har fri)

Men hey – jeg har bland-selv-slik og rullegræs og havenisse og vin på køl. Og det regner kun en lille smule udenfor lige nu, og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at jeg har det skide godt. For jeg har selv valgt at være lige der, hvor jeg er, og derfor føles alt det forkerte overraskende rigtigt!

nattekontor

Noget om alvorlig overvægtsfare

Jeg har engang været til møde hos Google. Der har de bland-selv-slik til deres medarbejdere. Og hvis Google kan, så kan jeg også! I hvert fald lige i den her sammenhæng. (Jeg har dog ikke fået så meget storhedsvanvid (endnu), at jeg tror, jeg kan hamle op med Google på alle punkter).

Så i går holdt vi slikindvielsesfest på mit nye kontor. Alle os to, som indtil videre holder til på den Gamle Mønt. Jeg tænker, det er begyndelsen på noget stort, og at folk fra nu af vil flokkes til mit lille firma som fluer om et stykke syntetguf. Ellers er det nok bare begyndelsen på, at jeg selv bliver meget stor på den sliktykke måde. Det kan jeg ikke helt overskue.

Så kig forbi, hvis du er i nærheden, vil du ikke nok? Der er både smølfer og svampe og dødningehoveder og sutter og fine cellofanposer til at blande det hele i. Det koster kun dit selskab.

bland_selv_slikPS: Jeg arbejder også på at udvide sortimentet med Labre Larver og en endnu ubestemt sliksort. Foreslag til, hvad der skal være i det sidste glas, modtages med jubelcancan.

 

Noget om noget der går op

Nogle gange går ting bare op på så fin vis, at det næsten er for godt til at være sandt.

Storebjørn har fortalt, at fyren, som skulle lave den første præcise udregning af, hvor højt Mount Everest er, nåede frem til et tal, der var så rundt og flot med tre nuller i enden, at han blev nødt til at lægge et par ekstra meter eller fod eller hvad-ved-jeg oveni, fordi han var bange for, at folk ellers ville tro, at han havde løjet sig til det pæne resultat. Så det mest præcise tal blev i virkeligheden upræcist, for at folk skulle tro på, at det nu også var helt præcist.

I går nåede jeg frem til et lige så smukt resultat, og set i lyset af bjerghistorien vil jeg undlade at lyve, men i stedet blære mig med, at der er præcis 100 skridt fra mit nye kontor til den Trykke Bar. Muligvis kun 72 bjørneskridt, men 100 af mine helt egne af slagsen.

Jeg lavede opmålingen på vej ned for at drikke mine flyttesmerter væk. Da jeg nåede til den anden (eller var det femte) fadøl, filosoferede jeg højlydt over, at der nu er flyttet en pige ind i min lejlighed, som jeg har skiftet ble på. Det imponerede ikke storebjørn voldsomt. Han svarede bare, at det så måske var på tide, at hun lærte at gå på toilettet. (Til lillesøs’ forsvar vil jeg gerne understrege, at hun altså lærte at tisse selv for flere år siden).

Musvitten skiftede emne og spurgte, hvilken karakter fra Matador, jeg bedst kan lide. Det spørgsmål var så svært, at tankens kraft fik mig til at lave et siddende rullefald helt ned på fortovet. Jeg aner ikke, hvad der skete, men det lykkedes mig at hive to stole med i faldet og smadre begge knæ plus en enkelt albue. Jeg spildte dog ikke en eneste dråbe af den drink, jeg havde i hånden.

Dét imponerede til gengæld mit publikum. Og jeg blev helt rolig ved tanken om, at lige meget hvor mange forandringer, der sker lige nu, bliver alt okay, fordi jeg helt instinktivt passer bedst på det, der er vigtigst for mig. Og så skal alting nok gå op i en højere enhed.

20140803-231748-83868727.jpg