Noget om ynkelighed

Jeg har lige haft et hysterisk anfald. Med skrig og skrål og ægte tårer. Fordi min bluse havde sat sig fast i mit hår, lige som jeg var på vej ud på toilettet for at smugtage den smertestillende pille, jeg ellers havde sagt til mig selv, at jeg godt kunne undvære.

Jeg forsøger at trappe ned, efter jeg var forbi tandlægetype i går for at få fjernet sting (Hoooosianna!) Hun var for det første meget imponeret over, at jeg slet ikke havde fået blå mærker i ansigtet oven på den omgang, hun havde udsat mig for. Jeg undlod at rode mig ud i en længere teori om, at det muligvis har noget at gøre med, at mine kinder er usandsynligt tykke, og ydersiden derfor sjældent opdager, hvad indersiden render og laver.

Derudover virkede hun også lidt overrasket, da jeg sagde, at jeg faktisk ikke syntes, det gjorde voldsomt ondt i min kæbe. Men oven på ydmygelse grundet højlydt hønsevandingsshow under operationen tænkte jeg, at jeg hellere måtte mande mig op og udgive mig for at være en fandens karl, der ikke regner sådan en smule smerte for noget. Det var først bagefter, jeg kom i tanke om, at hun muligvis ikke var klar over, at jeg stadig dopede mig med hestepiller hver sjette time. Jeg tog det som en selvfølge, at hun vidste det. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg jo ikke kunne være i egen krop. Eller egen mund, om man vil. Da hun efter fjernelse af stingene sagde, at jeg lige fik en Panodil for en sikkerheds skyld, virkede det nærmest som om, at hun helt undtagelsesvis gav mig en lille præmie for god opførsel. Derfor kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at sige, at jeg skam allerede var dækket så rigeligt ind med receptmedicinen.

Så nu prøver jeg altså at trappe ned. Det er ingen fest. Jeg havde virkelig ikke meldt mig til det her show, hvis jeg på forhånd vidste, at jeg skulle leve med at være så pjevset på syvendedagen. Helt ærligt – folk får sgu da fjernet pløkker hele tiden. Skulle det nu være noget?

Oven i det hele springer mine neuroser ud i fuldt flor, fordi jeg (de få gange jeg forsøger at få fast føde ned) kun kan tygge i højre side. Og den går altså ikke, der hvor jeg kommer fra. OCD kræver balance, blev der sagt!

Nå, i det mindste er jeg begyndt at kunne drikke af et glas uden at skulle bruge sugerør. Det handler jo om de små succeser …

ocdhelvede

Noget om rumvæsener og død og begravelse

Jeg drømte, at jeg var tæt på at dø i nat. Jeg var på hemmelig krigsmission i rummet. Så hemmelig, at jeg ikke engang selv vidste, hvad den gik ud på, og hverken havde fået at vide, hvem fjenden var, eller hvordan mit våben virkede. Da vi endelig stod over for krapylerne, troede jeg derfor, at det var ude med mig. Men lige pludselig blev alle gode venner, og så blev de andre hentet af deres familier, mens jeg lettere chokeret måtte tage S-toget hjem alene. Linje C. For den kører nemlig ud i rummet. Efter den nye køreplan …

Da jeg vågnede, følte jeg mig voldsomt levende. Ikke mindst på grund af den satans tand (eller manglen på samme), som var så sød at minde mig om, at så længe man er i smerte, er man i live. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, men kom i stedet til at ligge og dyrke noget tidlig morgenneurotik over det opløftende tema: døden.

For nogle uger siden var jeg til sådan noget fancy pancy branchebar for web-typer sammen med musen og guldfisken. Den slags events, som er lavet, for at man rigtig kan mingle og small-talke med fremmede. Det er jeg simpelthen så dårlig til. Jeg er meget bedre til at udnytte den gratis alkohol på det groveste. Men musen hankede op i mig, og vi fik da også sat kløerne i et fremmed offer, som vi fik snakket varm over det lige så opløftende tema: begravelser.

Jeg har på fornemmelsen, at idéen med sådan noget branchebar er, at man sammen med nye mennesker kan braine over nye forretningsidéer. Vi valgte i stedet at braine lidt over upassende sange, som man kan spille til begravelser. Musen foreslog “The Show Must Go On” efterfulgt af “Highway to Hell”, og den er jo lidt svær at komme igen på.

Guldfisken mente, at det ville være meget passende at spille et stykke med Lone Kellerman til min begravelse. Her syntes jeg naturligt nok, at “Se Venedig og dø” ville være det mest oplagte valg. Og nu hvor vi alligevel var i gang, benyttede jeg da også lige lejligheden til at understrege, at jeg, når uheldet en dag er ude for mit vedkommende, gerne vil have, at der bliver drukket gravøl på en bodega. Ikke mindst fordi det giver folk mulighed for at bestille to kolde fra kassen.

Da vi nogle dage efter diskuterede emnet med chefen, toppede han den ved at foreslå, at der også skulle være en pølsevogn ude foran, og det kan jeg virkelig godt se det fantastiske i, men jeg er bange for, det ville blive for meget for min salige sjæl, som ville være alt for bitter over ikke selv at kunne deltage i sådan en omgang festivitas i topklasse.

Derfor tror jeg, det er bedst, hvis jeg forsøger at udskyde den der begravelse så længe som overhovedet muligt. Så vil jeg i stedet koncentrere mig om at snuppe min del pølsevognsbesøg og kolde fra kassen og hits med Lone Kellermann og i øvrigt nyde det der liv, til jeg segner. Det er planen. Men nu ved I, hvordan jeg gerne vil holde min sidste fest, hvis jeg en dag bliver pløkket af rumvæsener, inden jeg når at hoppe på Linje C tilbage til virkeligheden …

20140525-103801-38281755.jpg

Ding dong the wisdom is dead

Åh, den skønne følelse af at sige nej tak til fest for tredje aften i træk for at ligge inde under dynen, mens solen skinner udenfor!

Jeg er ynkeligere end ynkelig, jeg ligner Quark i i venstre side af ansigtet, og jeg er alvorligt bange for, at jeg er godt i gang med at udvikle junkie-lignende abstinenser efter Ibuprofen af den ekstra stærke slags. Årsagen til min elendighed er den satans tand, som viste sig at være en endnu større djævel, end jeg frygtede.

Da jeg endelig fik lagt mig i stolen i mandags med angsten holdt i helt stramme tøjler og endda havde overskud til kækt at opfordre tandlægetype til bare at rykke tanden ud med det samme, kiggede hun først på mig, så på røntgenbilledet og så på mig igen med det der ansigtsudtryk, som tandlægetyper bare ikke skal have. Derefter prøvede hun pædagogisk at forklare mig, at hvis hun rykkede til, ville min kæbe sandsynligvis følge med, for djævletanden havde valgt at vokse sammen med knoglen. Og skulle opereres ud. Hurtigst muligt.

Jeg ved godt, at der findes en million andre stakler, som har været igennem samme omgang, og jeg derfor bare burde klappe ynkeligheden sammen og gemme den til en regnvejrsdag. Men altså … jeg håber virkelig aldrig, jeg behøver høre lyden af en knoglefræser igen! For det var den, de måtte hive frem, da jeg igen hoppede i stolen torsdag. Først syntes jeg faktisk, jeg klarede den skide godt. Jeg pev slet ikke, hverken da tandlægetype igen forklarede, at det blev et vanskelig omgang, eller da jeg blev bedøvet med den der voldsomt lange kanyle. TRE gange. Jeg pev ikke engang, da de begyndte at skære og hive og slide i mundtøjet. Så da hun, efter hvad der føltes som elleve evigheder, sagde: “Så kom vi endelig igennem det”, var jeg faktisk ret stolt af mig selv og min Supermands-præstation. Lige indtil det gik op for mig, at det ikke var overstået. Det var bare lykkes dem at skære sig igennem mit tandkød, som åbenbart er af den ekstraordinært stærke slags. Tanden sad stadig i kæben og hyggede sig. Så kom knoglefræseren.

Det var nogenlunde på det tidspunkt, jeg begyndte at tude. På den helt pinlige manér, hvor tårerne sprintede ud i hver en krog af lokalet. Og her var det så, at tandlægetype og klinikassistenttype forsøgte at trøste mig ved at sige, at det også var noget af det værste, de kunne udsætte mig for, fordi jeg kunne høre alle lydene fra fræseren, som jo var i gang med at fjerne en del af mig. Sådan havde jeg da slet ikke tænkt på det før. Så det fik mig bare til at tude endnu mere. Og vildere endnu, da både tandlægetype og klinikassistenttype hev omsorgenshandskerne frem og synkront prøvede at tørre tårerne af mine halvtopløste, halvblodige kinder.

Omsorg er det værste, man kan give mig, hvis man gerne vil have mig til at stoppe med at tude, for det får mig bare til at føle, at det rent faktisk er synd for mig. Det ville være meget mere effektivt, hvis de havde bedt mig om at flette vandslangen og tage mig sammen. Men det gjorde de ikke. I stedet forsøgte de sig med den klassiske afledningsmanøvre ved at skamrose mine øjenvipper (yderst logisk og forudsigeligt samtaleemne i enhver krisesituaiton). “Er de virkelig så mørke fra naturens hånd. Tænk engang, så behøver du jo slet ikke mascara. Hvor er du bare heldig.” Jeg kunne af gode grunde ikke svare, men priste mig lykkelig over, at jeg rent faktisk havde været forudseende nok til at droppe mascaraen netop den dag.

Og så fik jeg øje på de tre elefanter i loftet. En blå, en gul og en rød. De hypnotiserede mig, til tandlægetype endelig fik fræset knoglen over, flækket tanden i to, hevet begge dele ud og syet mig sammen igen. Men jeg tudede stadig. Mens radioen hyggede sig med en omgang kontrapunktisk hånemusik i form af Pharrells “Happy”, vrælede jeg lige så voldsomt, som da jeg sidste år begik den store fejl at kaste mig ud i det der nymodens Body SDS.

Jeg tudede, da tandlægetype fortalte, at det var rigtigt overstået, jeg tudede, da jeg bestilte tid til at få fjernet stingene, jeg tudede (endnu mere), da jeg endelig var alene i trappeopgangen, jeg tudede, da jeg i min forvirring kom til at gå over for rødt, og da jeg i desperation forsøgte at praje en skolevogn. Og så tudede jeg ikke mindst, da jeg nåede ud til storesøs, og hun på indiskret vis fik gjort mig opmærksom på, at jeg nok skulle vente med at åbne munden, til jeg havde kigget mig i spejlet og fjernet blodet fra hele perlerækken (den stakkels taxachauffør havde åbenbart været så sød at ignorere, at jeg lignede Hannibal the Cannibal på en dårlig dag).

Det er to dage siden, og jeg tuder (næsten) ikke mere. Kun en lille smule ved tanken om, at andre dyr lige nu drikker den røde vin og spiller fandango og danser på bordene, mens jeg ligger på sofaen og forsøger at regne mig frem til, hvornår jeg må få lov til at tage min næste dosis drugs, og hvornår jeg mon kan gå over til fast føde og sætte de resterende tænder i en toast igen. Heldigvis har jeg for en gangs skyld alle undskyldninger i verden for at mæske mig i milkshakes (med flødeskum i rå mængder), og heldigvis kender jeg en langhalset type, som kan blende den ondeste bananashake. Og heldigvis er det ikke mig, der har tømmermænd i morgen. Eller noget …

Skål!

bananashake

Noget om flirterier på turen

Jeg bruger ret meget tankekraft på at tænke mig frem til, hvordan jeg opfører mig pænest muligt over for flest mulige mennesker. Det udvikler sig til en form for konstant ligning i mit hoved: Hvordan sikrer jeg mig, at folk omkring mig er glade, og hvad er egentlig bedst – at nogle er meget glade, hvis andre som konsekvens af det er knap så glade, eller at glæden er fordelt jævnt og ligeligt uden dog at være rigtig høj nogen steder?

Det er sværest at vurdere, når det drejer sig om dem, jeg holder meget af. Men heller ikke altid let, når der er tale om folk, jeg ikke kender. For i den ideelle verden ville jeg bare gerne være sød og venlig over for alle og opføre mig, som dem omkring mig synes, jeg skal opføre mig. Den ideelle verden fungerer bare ikke så godt i praksis.

Den sidste aften i Manila kastede guldfisken og jeg os ind på hotelbaren for at høre noget filippinsk live-musik og drikke turens sidste øl. Vi nåede at sidde sådan cirka sytten sekunder, før vi blev overfaldet af to amerikanske soldater, som meget gerne ville invitere os over til deres bord. De havde været udstationeret i tre måneder, var på vej hjem til Staterne, men skulle ud og give den gas en sidste aften i Manila, inden virkeligheden kaldte.

Jeg håber ikke, jeg træder nogen over fordomstæerne, når jeg siger, at det var ret tydeligt, hvad deres hensigter med den invitation var. Og vi var ikke interesserede. Alligevel small-talkede vi pligtskyldigt med dem i nogle minutter og fik så venligt og smilende forklaret, at vi ventede på vores kolleger og gerne bare ville blive ved vores eget bord, men at de måtte have en sjov aften og en god tur hjem.

De var ikke tilfredse. Så den næste times tid forsøgte de igen og igen. Hver gang samme show, samme smøre. Hver gang samme forklaring fra os. Den ene af fyrene spurgte endda guldfisken, om hans ven havde fornærmet mig, fordi det åbenbart var så svært for ham at forstå, at vi foretrak vores eget selskab frem for deres.

Da resten af vores gruppe endelig dukkede op, lignede de to ellers tilsyneladende meget søde fyre nogle, der havde fået smidt en spand sur røvsnaps lige i synet. De så simpelthen så fornærmede ud, fordi vi tillod os at være nogle kolde kællinger, der ikke tog imod deres tilbud om sjovt selskab og gratis alkohol.

Jeg elsker at møde nye mennesker. Både hunkøns- og hankønsvæsner. Specielt når jeg er ude at rejse. På udenlandske barer, i busser, i parker eller i toiletkøen. Og jeg ved, at mange rent faktisk også bare er interesserede i at snakke, høre røverhistorier og lære noget nyt om en fremmed. Men selvom fyrene svajende forsøgte at give udtryk for deres gode intentioner, er jeg (efter en del års erfaring på flirteri-området) ret så overbevist om, at det ikke var dybe, intellektuelle samtaler, de søgte efter tre måneders tropisk uniforms-isolation (godt nok er jeg afsindigt naiv og godtroende, men jeg lærer dog en lille smule af de der erfaringer). Specielt ikke når den vildeste samtalestarter, de kunne komme på, var, at den ene fyr vist nok havde forfædre, som stammede fra Norge (helt ærligt, det har Oprah og Obama vel også).

Jeg ved ikke, hvad der er det mest rigtige at gøre i sådan en situation. Jeg har afprøvet forskellige muligheder flere gange og kender efterhånden standardudfaldene. Hvis vi sagde, at vi begge har kærester, som vi er meget glade for, ville de enten blive fornærmede og sige, at de skam ikke var ude på noget, eller tage det som en udfordring og køre endnu hårdere på for at hive fangsten i havn. Og det show ville blive ret energikrævende og kedeligt for alle parter. Hvis vi havde takket ja til deres invitation, sat os ved deres bord, drukket deres øl, small-talket om Norge et par timer og efterfølgende havde sagt, at vi ville gå i seng (altså ikke med dem), ville de sandsynligvis blive fornærmede over, at vi havde spildt deres tid og penge. Så jeg aner simpelthen ikke, om vi kunne have sneget os ud af situationen uden negative vibrationer.

Hvis nogen derude har opskriften til, hvordan man gør det, må I meget gerne sende den min vej, for jeg er åbenbart stadig for stor en pleaser til at synes, det er fedt at blive betragtet som en sur mokke, der har nok i mig selv (og min guldfisk).

bamsereunion

Noget om putterier på turen

Guldfisken er en fremragende rejsemakker. Specielt fordi jeg ved, hun altid gør sit bedste for at passe på mig – selv når hun forsøger at slå mig ihjel. Men på trods af at vi er meget tætte på turen (detaljerne må I fantasere jer til (hvis I tør)), så er hun altså ikke en lige så god putter som min hverdagssovemakker derhjemme.

Derfor har jeg taget en stand-in med i form af Nixon den anden. I starten var det dog som om, at lokalbefolkningen ikke helt forstod, hvor værdifuld han er. For eksempel var der hovedrysten at spore hos det filippinske lufthavnspersonale, da de opdagede, at jeg havde puttet min computer i kufferten for at gøre plads til mit sovedyr i håndbagagen. Men altså – skulle jeg miste en af de to ting, så er jeg slet ikke i tvivl om, hvad jeg ville vælge. Der findes jo masser af computere – men kun én Nixon den anden. Og hvordan skulle han klare sig, hvis filippinske røvere tog ham til fange? Han taler jo slet ikke deres sprog. Og tænk nu, hvis banditterne glemte at give ham al den kærlighed, han fortjener. Det ville jo være frygteligt!

Heldigvis findes der en stuedreng i Manilla, som behandler en bamse, som en bamse fortjener at blive behandlet. Derfor er jeg netop kommet hjem til en stolt og cool Nixon den anden, der tronede i sengen som en konge og lignede én, der var godt på vej til at bestille den helt onde omgang roomservice fra menukortet, som var lagt frem til ham. Så er jeg faktisk ret ligeglad med, at andre voksne mennesker i det her land griner, fordi de synes, jeg er for gammel til sådan noget bamseri. For der findes i hvert fald en enkelt filippinsk fyr, der er barn nok til at forstå mig .…

nixonii

 

Bittersød erfaringsnote #19

Kære min egen krop

Når du på vej til øde, filippinsk ø hører, at en rejsemakker frygter akut tandpine ude midt i ingenting, er det ikke en venlig opfordring til selv at spontanudvikle psykosmerte i egen mund. For det er virkelig ufedt at sidde fem døgn på en strand i Langbortistan med oprørsk, ond visdomstand for alle filippinerpengene, når der er fire timer til nærmeste tandlæge (som i øvrigt bor i et blikskur og opbevarer instrumenterne i en rusten værktøjskasse fra 80’erne).

Nå, nu ved jeg da, at jeg kan overleve en lille uge uden fast føde. Min krop består pt af 5 procent banana-shake, 10 procent Ibuprofen og 85 procent angst – for tandlæger i særdeleshed. Meget upraktisk, når jeg lige har lynbooket en tid i københavnerstolen til på mandag, hvor jeg agter at donere en fjerdedel af min visdom til videnskaben. Godt, min tandlæge er typen, som disker op med gratis alkohol i venteværelset …

PS: I det mindste kan jeg trøste mig med, at jeg kom igennem turen uden at blive dræbt på dødstømmerflåden. Af gode grunde var jeg nemlig ikke særlig meget i vandet – hvilket vel egentlig beviser, at der rent faktisk er noget, der er så skidt, at det ikke er vådt for noget …

20140515-184033.jpg

Noget om lykkefølelse og tømmerflåder

For sådan cirka lige præcis tre år siden fandt jeg ud af, hvorfor verdens bedste arbejdsplads virkelig er verdens bedste arbejdsplads. Det var ugen, hvor guldfisken og jeg første gang rykkede kontoret til Filippinerne.

På den tur blev jeg for alvor ramt af det, som vel bedst kan beskrives som en uges grundlykkefølelse – selvom guldfisken forsøgte at tage livet af mig på en tømmerflåde midt om natten (tilgivet, men ikke helt glemt endnu), selvom jeg ikke fik noget fast føde i syv dage (der må virkelig være mange vitaminer i øl, siden jeg ikke tog skade), og selvom jeg ved et uheld kom til at flyve ind over en hel tv-produktion, mens jeg klamrede mig hysterisk til den parasol, som hev mig op mod himlen (Mary Poppins ville være stolt).

Lige om lidt rammer jeg en af verdens smukkeste pletter igen. Sidste gang var der hverken mobilsignal eller internet. Så hvis jeg ikke giver lyd fra mig de næste ti dages tid, er der ingen grund til bekymring. Med mindre guldfisken altså får lokket mig med ud på den tømmerflåde igen.

Uh, sikke en klippehænger …

fili