Noget om dybt vand

Jeg har været i havet i dag. Godt nok kun i indsøen, men det var vildt nok til mig, og jeg kom under med hoved og hale og det hele i gysende 11 grader koldt vand. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne. Så derfor blev jeg nødt til at gøre det. Jeg tvinger mig selv til at gøre mange ting for tiden, som jeg ikke tror, jeg kan. For jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg kan, hvad jeg vil.

Vandet ligger nemlig sådan, at jeg er kommet til at sige mit dejlige job op. Om et par måneder skal jeg vinke frivilligt farvel til verdens bedste arbejdsplads og velkomstkramme en krilrende ny tilværelse ude i friheden. Det er frygteligt, forvirrende og fantastisk på samme tid. Jeg har det som om, at jeg slået op med en kæreste, jeg stadig elsker, og nu håber jeg bare på, at vi kan blive ved med at være venner, selvom vi også begynder at se andre.

Jeg var jo forberedt på, at det skulle ske på et tidspunkt. At jeg skulle give slip på trygheden og hverdagen med guldfisken og hamsteren og pumaen og alle de andre fabelagtige arbejdsdyr. Jeg vidste bare ikke, at det skulle ske nu. Før jeg vidste det, altså. Det skete en tilfældig tømmermændsmorgen, hvor jeg luntede rundt på min strand og lige pludselig kunne mærke, at jeg ville starte mit eget web-produktionsselskab. Hvis jeg da overhovedet kan tillade mig at kalde det et selskab, når det indtil videre kun består af én person. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg den morgen på stranden følte mig sindssyg og dum og modig og sej på samme tid. Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg de sidste tre år har lavet tv til nettet i alle former og farver, aner jeg ikke, om jeg kan holde røven oppe, når den faste løn er en blottet saga, og jeg i stedet skal hale opgaver ind ude fra det store hav.

90 procent af tiden tænker jeg, at det hele nok skal gå. At min røv har godt af et kærligt los, at mine fødder kommer til at elske den usikre grund, og at mit hoved trænger til at blive tvunget ud i noget nytænkning. De sidste 10 procent går med hysteriske tuderier og banderier og svovlerier og rysterier i den inderste underbuks, fordi jeg slet ikke ved, om jeg overhovedet ved, hvad det er, jeg har gang i.

Heldigvis kender jeg en langhalset type med to brede skuldre, 20 flasker rødvin på lager og en imponerende evne til at overbevise mig om, at alt bliver skide godt. Jeg har besluttet mit for at lytte til ham, fordi han er meget, meget klog. Så lige nu føler jeg, at det hele virkelig bliver skide godt. Og hvis det ender med en fiasko, bliver det i det mindste en skide god fiasko. Det er da ikke det værste, man kan ende med …

strandbodil

 

Noget om at ødelægge og bygge op

Jeg er blevet sådan en stærk og svedig håndværkertype. Næsten. Jeg har i hvert fald fjernet tapet fra verdens mindste væg hos giraffen. Fanget i et øjebliks jubeloptimisme tilbød jeg det selv i forsøget på at bidrage lidt til fællesskabet, når nu jeg nasser så voldsomt på hans lejlighed i girafhuset (jeg kan kun få mig selv til at indrømme det her i en parentes, men jeg er alvorligt bange for, at jeg har fundet et sted, hvor jeg føler mig endnu mere hjemme end på min egen lorteø).

Giraffen har selv fjernet alt tapetet i resten af lejligheden, og der manglede kun det lillebitte frimærke i gangen. Så sådan en smule kunne jo ikke være nogen sag, tænkte jeg. Specielt ikke fordi der kun var tale om et enkelt lag tapet mod fire lag i stuen.

Guldfisken og storebjørn har lige revet deres gamle køkken ned, og ifølge dem er det voldsomt let at rive noget ned, men knap så let at bygge noget op igen. Derfor regnede jeg med, at tapetnedrivningen ville tage et sted mellem 12 og og 16 minutter (ifølge logik for snabeldyr). Det tog fem timer. Fordelt over tre dage, fordi min højre arm var foruroligende tæt på at amputere sig selv fra min krop i protest over udsættelse for unødvendigt hård aktivitet. Men jeg var stædig, og jeg klarede den, og jeg følte mig som en fandens håndværkerkarl, da jeg endelig, endelig, endelig kunne kalde mig tapetvægssejrherre.

Andre havde nok fundet en lidt mere effektiv teknik til, hvordan man ondulerer sådan en smule væg, men jeg kan nu konstatere, at jeg er ualmindeligt dårlig til at rive ned. Det havde måske været muligt at spare en time eller to eller tre, hvis ikke jeg helt automatisk var kommet til at fokusere så meget på, hvordan jeg kunne bygge noget op i ødelæggelsesprocessen. Men i min verden er de små ting (heldigvis) stadig vigtigere end tiden, der går …

tapetkaerlighed

 

Noget om elefantgøgl

Jeg har vidst det længe, men i tilfælde af, at der stadig skulle findes et par tvivlere derude, er her dokumentation for, hvorfor elefanter er verdens sejeste dyr.

I morges var jeg en smule mellemfornøjet over, at min første feriedag var fyldt med vand, men alt gav pludselig mening på en helt ny måde, da jeg kiggede forbi vennerne ved elefanthuset for et par timer siden. Nu ved jeg, at der ikke findes dårligt vejr – kun for lidt mudder.

elefantgoegl1 elefantgoegl2 elefantgoegl3 elefantgoegl4 elefantgoegl5

Noget om den blufærdige pizzamand

Bedst som jeg gik og nød opturen over at have opdaget, at pizzabakkemanden render rundt med røven bar, blev jeg så slemt skuffet, da jeg pludselig stødte på hans blufærdige fætter: den knibske pizzabakkemand – nu med underbenklæder.

Jeg giver en nummer nul med ost og pepperoni og ekstra ost og ekstra pepperoni til den venlige sæl, der kan forklare mig, hvorfor der findes to udgaver af den samme pizzabakkemand – en med og en uden bukser. Mine neuroser bryder sig bestemt ikke om det, men jeg kan muligvis lære at acceptere tingenes tilstand, hvis der findes en god grund …

blufaerdig_pizzabakkemand

fraek_pizzamand

 

Noget om at blive overset

Jeg er efterhånden alvorligt bange for, at der render en del mennesker rundt i storbyen og synes, jeg er en lige lovlig kølig type. Det startede med, at en kollega brokkede sig over, at jeg ikke hilste, da han cyklede forbi mig på gaden. Så kom der en klage fra en cheftype, som også mente, det var lige knibskt nok, at jeg ikke reagerede på hans tilråb. Og efter det fulgte endnu en klagesang fra en bekendt.

Derfor vil jeg gerne komme med en officiel undskyldning til den brede befolkning: Hvis du ser mig i trafikken og råber hej eller vinker med en vognstang eller forsøger dig med en høj femmer, som bliver hængende i luften, er min manglende reaktion på ingen måder intentionel. Tværtimod. Landet ligger bare sådan, at jeg hverken kan se eller høre før klokken 10. Specielt ikke når jeg har musik i ørerne (sådan et soundtrack fra Hannibal og Jerry er jo rimelig altoverdøvende).

Først troede jeg, at der kun var tale om et morgenhandicap. Men i går gjorde vanddyret mig opmærksom på, at jeg altså også er både blind og døv efter fyraften og uden musik i ørerne. Så jeg forhøjer hermed antallet af undskyldninger til det tidobbelte.

Eftersom jeg nu er blevet klogere på manglende verdensdeltagelse, forsøgte jeg at holde ekstra godt øje, da jeg i morges tulrede rundt i offentligheden med mine hyggetømmermænd (det er vel mandag). Og jeg tror altså ikke, jeg overså nogen. Til gengæld nåede jeg frem til, at årsagen til min svækkede evne udi at spotte folk, jeg kender, muligvis bunder i, at jeg har alt for travlt med at gå og lægge mærke til de små ting. Og ikke mindst har travlt med at forevige dem. Derfor indeholder fotoalbummet på min mobil cirka 4489 gadebilleder med motiver som det her:

neon_sign

PS: Jeg elsker at blive hilst på, så hils nu bare. Hils, og vær glad! Lige meget hvordan jeg reagerer (eller ikke reagerer), lover jeg, det ikke betyder, at jeg er en sur kylling.

Noget om drømmenes lyd

Jeg drømmer ekstraordinært meget for tiden. Mest i vågen tilstand. Når jeg sover, er det bare det sædvanlige kaos tilsat det ekstra tvist, som uundgåeligt tvister sig i sådan en periode, hvor mange ting sker. De sovende drømme bliver tit afbrudt af en langhalset type, som kommer til at mandebrøle mig direkte ind i ørekanalen, fordi hans sovetanker pludselig befinder sig i et stort badekar med nogle meget farlige fisk, som begynder at hyggespise ham. Hvis jeg er rigtig heldig, og det er jeg tit, fordi jeg har hapset mig verdens sjoveste sovemakker, så får jeg også et søvnforedrag om livsvigtige emner – for eksempel teorien om Damhuskroens store potentiale for alverdens singler, som kan finde den eneste ene lige netop dér (og så kan de synge da da da da daaa).

Men når jeg ikke sover, drømmer jeg, at der er en helt bestemt mening med det vågne virvar. Med usikkerheden og listetæerne og roderiet og det dybe vand. Jeg drømmer, at det hele nok skal gå, og at sværheden faktisk er helt okay, fordi det så kommer til at føles så meget bedre, når letheden på et tidspunkt i fremtiden (meget gerne i den ikke alt for fremmede fremtid) møffer sig ind i midten og kræver sin plads og sørger for, at meningen får lov til at give mening på den helt rigtige måde. Jeg drømmer, at alt bliver skide godt. Og jeg er heldigvis skide god til at drømme. Hvis jeg nu selv skal sige det …