Noget om en langhalset heltetype

Der findes helte, som på dramatisk vis kaster sig ud foran kørertøjer i fulde fart for at skubbe gamle kællinger i sikkerhed, og som tager både kugler og snebolde for at skåne fremmede folk fra at blive ramt af noget ubehageligt. Og der findes helte, som slukker ildebrande med de bareste næver for at redde piphanser og andre lodne kræ. Men i min verden findes der én helt, som er meget vigtigere end alle de andre tilsammen.

Det er ham, som får hevet mig ud af hysterisk, panisk og stortudende anfald af fremtidsfrygt og slipgivningsangst ved at spørge, om jeg trænger til noget massage. Og som efterfølgende bruger sin weekend på at afkode mine fremtidsfantasier for at kunne modellere dem, til de ligner noget realistisk.

Det er ham, som forærer mig en lang jakke, der kan afværge katastrofalt pinlig scene, hvis mine gamle, trofaste bukser pludselig (og i øvrigt alt, alt for højlydt) skulle vælge at sprække i skridtet ved kassen i Kvickly,

Det er ham, som hver morgen formår at få mig til at grine med lyd på, inden jeg vælter ud af sengen. Selv på en mandag.

Og så er det i øvrigt også ham, som gider bruge to timer af sin fredag aften på at trave Malmøs gader tynde for at finde byens bedste godisbutik. Og som bestemt ikke synes, at to kilo syntetslik er i overkanten.

godis

Noget om bacon i svøb

Efter mange måneders intens irritation over verdens mest voldbrugte tegn, har den mørke side alligevel fået magten over mig: Jeg har lavet mit første hashtag. Men det er altså udelukkende fordi, at hamsteren siger, det kun giver mening at være på Twitter, hvis man rent faktisk anderkender hashtaggets eksistensgrundlag og som minimum kaster et enkelt eller to ud af ærmet en gang imellem.

Så nu er det sket. For at gøre processen så smertefri som overhovedet muligt har jeg dog valgt det sejeste tag af alle. Et billigt trick i håbet om at forhøje mit yderst ynkelige antal af følgere. Hvis du vil give min Twitter-selvtillid et tiltrængt skub i den rigtige retning, findes jeg på @skudamudacom.

bacon

Bittersød erfaringsnote #18

Kære mig selv

Hvis du finder et tilbud på nettet, som er for godt til at være sandt, så er det sandsynligvis fordi, det rent faktisk er for godt til at være sandt. Og så er det utrolig dumt at indtaste dine kortoplysninger på siden.

Det er nemlig en smule pinagtigt at ringe til ny bank og spærre dit eget kort for anden gang på alt for kort tid. Specielt når du bliver nødt til at fortælle døgnvagtsbankrådgivertype, at det den her gang udelukkende er din egen skyld, fordi du har været lige så snotdum som de der typer, der svarer på mails fra ukendte, amerikanske slægtninge, som har brug for kontooplysninger for at kunne overføre en svimlende arv.

Jeg plejer at kunne grine af den slags. Men jeg er så heldig at være pjevset ud over det sædvanlige for tiden og var derfor meget tæt på at tænde helt op for tårekanalen, da bankrådgivertype informerede mig om, at jeg skulle betale 100 kroner for et nyt kort og i øvrigt fik en ny pinkode.

‘Men jeg kan altså ikke huske en ny kode. Jeg HAR jo lige fået en ny kode,’ peb jeg i så ynkelig en dur, at han til sidst lovede mig, at jeg så gerne måtte beholde den gamle (banken er vel trods alt også interesseret i, at jeg bruger kortet i ny og næ).

Bagefter var jeg to centimeters rygrad fra at lave en Maude og gå direkte hjem i regnen og lægge mig. Men jeg hankede op i mig selv – godt hjulpet på vej af langhalset type, som fik mig overbevist om, at ynkelighed ikke rigtig holder i savanneretten.

I dag kan jeg så lune mig ved tanken om, at det i det mindste lykkedes mig at klippe det rigtige kort i stykker. Man er vel i træning …

fuck

Noget om en frygtelig version af mig

Ja, nu er min krop åbenbart blevet invaderet af sådan en type, som febrilsk pløjer tilbudsaviser på nettet igennem for at finde den billigste forlorne hare (servicemeddelelse: Faktas er 9 kroner billigere end den i Kvickly).

Hvad er jeg dog for et menneske??? Og hvad bliver det næste??? Den 11-årige-pige-inden-i-mig skriger i smerte over den dybt bekymrende voksenadfærd, jeg pludselig udviser.

Eneste formildende omstændighed er, at jeg heldigvis også bed mærke i, at de har parisertoast og Haribo-poser til en femmer …

taffel

Noget om modighed

Forleden var jeg til læge. Det synes jeg altid er en lidt pinlig affære. Mest fordi jeg føler, at jeg ligner en type, der selvforskyldt har pådraget mig en eller anden skamfuld sygdom. Så jeg forsøger som regel at sidde og fremprovokere lidt hoste, så jeg kan virke influenza-agtig. Bare for en sikkerheds skyld. For de andre patienter har selvfølgelig ikke andet at gå op i end at fundere over, hvad jeg mon har påført mig selv af diverse skank-diagnoser.

Mens jeg sad der og hyggerømmede mig, kom der pludselig en pige ind, som gik direkte hen til lægesekretæren, mens hun helt tydeligt og uden den mindste rystelse i stemmebåndet sagde: ‘Jeg skal have taget en klamydiatest’.

Jeg var fuldstændig i chok over hendes modighed (og måtte selvfølgelig diskret dreje nakken, så jeg fik så meget af samtalen som overhovedet muligt med). Jeg tør knap nok hviske den slags ting direkte til lægen bag lukkede og låste døre. Hvis jeg (selvfølgelig totalt hypotetisk) nogensinde skulle have bedt om sådan en test, ville sætningen uundgåeligt være ledsaget af en længere mumleforklaring om, at der bestemt ikke er nogen som helst grund til bekymring, fordi jeg jo altid har været en pæn pige. Men den fremmede pige stod bare der og lod som om, at det var det mest naturlige i hele verden. Hvilket det vel egentlig også burde være, for det er jo uden tvivl dummere at lade være med at blive testet for den slags.

Jeg var mere imponeret end foraget. Og selvom jeg slet ikke kender pigen (og knap nok nåede at få et ordentligt glimt af hende, fordi jeg er så skide diskret), inspirerede hun mig til også at være modig. Ikke lige på det punkt, dog. Men sådan helt generelt. TIl at sætte ord på mine tanker og sige tingene, som de er. Klart og tydeligt og (så vidt muligt) uden rystende stemmebånd. For jeg tænker, det faktisk kan ende med at gøre alting meget lettere, hvis jeg tør åbne munden og sige det, der skræmmer mig.

Fortsættelse følger …

balancerende_elefant

Noget om at stjæle

For nogle uger siden fandt jeg en hundredekroneseddel i en indkøbskurv i Netto. Jeg kom ind i butikken og nåede at snuppe kurven med sedlen i, inden jeg havde overvejet konsekvenserne. For nu stod jeg jo pludselig i et frygteligt dilemma. Skulle jeg beholde sedlen eller aflevere den til en medarbejder i butikken? Spørgsmålet bankede rundt i hovedet på mig, mens mit hjerte bankede endnu højere af frygt for, om jeg mon blev overvåget. Om jeg var blevet fanget i en eller anden tv-test, der handlede om ærlighed vs. grådighed.

I ren panik begyndte jeg at fylde alverdens varer i kurven, så jeg hurtigt som en Ninja kunne dække sedlen – også den slags varer, som jeg egentlig slet ikke havde planer om at købe. Men når jeg nu hurtigst muligt skulle skjule bevismaterialet, var midlet til målet ikke afgørende. Og i øvrigt kan man jo altid bruge to pakker impulsbacon.

Da jeg kom op til kassen, tog jeg en rask beslutning. Jeg læssede varerne op på båndet og stak diskret sedlen i pungen. For en sikkerheds skyld lavede jeg et lille overraskelsesansigtsudtryk, da den kom til syne i bunden af kurven. I tilfælde af, at jeg virkelig blev video-overvåget, altså. Så kunne jeg jo altid argumentere for, at jeg først så sedlen ved kassen og derfor var af den overbevisning, at det var min egen seddel, som var havnet i kurven sådan lidt hovsa-agtigt.

Beslutningen om at beholde skatten blev truffet efter en grundig afvejning, som endte med den konlusion, at hvis jeg selv havde glemt hundrede kroner i Netto, ville jeg hellere have, en tilfældig kunde skulle have glæde af dem, end at Netto skulle. Jeg undlod dog at betale med den. Det syntes jeg ville være for groft.

Alligevel havde jeg dårlig samvittighed bagefter. I flere dage. Fordi jeg følte mig som en tyv. Først alt for sent indså jeg, at den helt rette løsning nok havde været at give sedlen til en hjemløs. Så var alle forhåbentlig glade. Men på det tidspunkt havde jeg desværre allerede brugt pengene på øl. Jeg konfererede med musen, som mente, at den femmer, jeg havde tilbage i min lomme, også ville gøre en hjemløs godt. Så jeg besluttede mig for, at jeg nu altid skal sørge for at have mønter i min lomme, jeg kan give. En slags afladsskilling, vel egentlig. Problemet er bare, at jeg lige siden slet ikke har mødt én eneste hjemløs, som har bedt om en mønt. Og jeg har ellers sørget for at lufte min klirrende dårlige samvittighed på diverse torve og stationer.

Åh, jeg arme stakkel. Det er ikke let at forsøge at være en god og ordentlig type nutildags!

tyveri

Noget om fremtiden

‘Jeg håber ikke, det her kommer til at lyde forkert – men tænker du egentlig nogensinde over fremtiden?’

Spørgsmålet kom fra løven fredag morgen. Og det lød ikke spor forkert. Jeg ved nemlig godt, at min opførsel for det meste signalerer, at jeg på ingen måder har en struktureret voksenplan gemt i neonærmet. Til gengæld skal man passe på med at stille en halvneurotisk, helspekulerende type den slags spørgsmål, for siden har jeg selvfølgelig ikke været i stand til at lave andet end at tænke over den der fremtid. Tankerne har fyldt så meget, at jeg slet ikke har haft overskud til at skrive. Og så er den altså gal!

For det gik lige pludselig op for mig, at den vildeste fremtidsplan, jeg har lagt i år, var, da jeg investerede i et luksustelt til Roskilde Festival. Imens køber folk omkring mig rigtige huse med vaskesøjler og samtalekøkkener, mens andre føder tigerunger og bliver chefer for rigtige voksne mennesker.

Forleden sagde guldfisken: ‘Om en måned får jeg en opvaskemaskine, og så er mit liv fuldendt’. Jeg ved godt, at hun sagde det for sjov. Men det fik mig alligevel til at spekulere endnu mere. For hvad vil egentlig give rigtig mening for mig i fremtiden? Jeg ved, hvilke personer det vil give mening for mig at dele fremtiden med. Men hvad skal jeg selv gøre for at sikre mig, at min fremtid er mest muligt meningsfuld?

Spekulationerne fortsætter. Og det føles lige dele skide farligt og fantastisk …

PS: Dilemmaet omkring, hvordan jeg vil forme min fremtid, fører mig uundgåeligt tilbage til harens gode, gamle og noget mere håndgribelige dilemma: Hvad vil du helst – én kæmpe stor tand eller tusindvis af små tænder? Så det spørgsmål stiller jeg lystigt alle, jeg snakker med for tiden. Mest fordi det føles så dejligt afklarende at høre andre tage stilling til noget, hvor intet er på spil, mens jeg selv prøver at tage stilling til fremtiden, hvor alt for meget er på spil. Det kammede dog over, da jeg helt ubevidst kom til at lave en freudian slip på kontoret i dag, og ved en fejl råbte: ‘Hvad vil du helst – én kæmpe stor pik …’ Godt, man ikke har kontorplads lige ved siden af den administrerende direktør!

fremtiden