Noget om mig og Peter

Jeg ved godt, at jeg aldrig bliver super feminin. At jeg ikke bliver hende, der kan kaste koket med de lange lokker og stå helt stille på et par yderst passende stilletter. Jeg er alt for glad for at kommentere på ting, hun sagde i går, og overgå langhalset type i upassende udtryk fra morgenstunden til nogensinde at blive betragtet som en pige-pige.

Men altså – når lægesekretærtype afslutter vores telefonsamtale med sætningen: ‘9.40 næste fredag. Det er en aftale, Peter’, tænker jeg, at jeg muligvis bør tage mit toneleje og ordvalg op til overvejelse. Det var i øvrigt specielt foruroligende, fordi jeg rent faktisk ringede for at booke tid til rutinetjek for celleforandringer i et område af kroppen, som jeg tror bliver meget svært at finde på en Peter. Men hvad ved jeg om det mandlige underliv …

det_mandlige_underliv

Noget om succes #3

Jeg gjorde det fandeme! Imod alle odds kom jeg igennem dyppelsesritual uden det mindste grineflip. Oppe ved døbefonten, altså. Jeg havde lige haft mindre flip under præstens prædiken, men det tæller ikke i det store regnskab, har jeg bestemt.

Og jeg lavede heller ikke nogen scener eller noget. Eneste anke fra moderens side var, at hun ikke syntes, hun kunne høre, jeg sagde navnet på delfinungen, fordi jeg snakkede så lavt. Men hey, så er der i hvert fald ingen, der kan klandre mig for, at jeg sagde det forkert.

Jeg havde på forhånd forestillet mig forskellige scenarier for, hvad jeg kunne finde på at lave af upassenheder i sådan en smule Marmorkirke. Derfor havde jeg også forsøgt at planlægge forløbet på en måde, så risikoen for upassende scener forårsaget af mig var nede på et minimalt niveau. Jeg havde endda taget en yderst dåbspassende kjole på (efter gudstjenesten gjorde giraffen mig godt nok opmærksom på, at jeg havde et stort hul i ryggen, men lad nu det ligge).

Jeg havde ellers overvejet, om der findes regler for, at man ikke må være kjoleoverdressed. Sådan ligesom til bryllupper. At jeg ikke måtte tage babydrengens shine ved at overgå hans lange, broderede, hvide kjole (åh, der er bare så meget forkert ved den sætning). For nogle uger siden jokede jeg lidt med kollegerne om, hvorvidt det ville være skandaløst, hvis jeg selv trak i en lang, hvid kjole, når jeg skulle gå ned ad kirkegulvet med drengen på armen. Chefen mente dog, det først ville være rigtigt upassende, hvis jeg også havde iklædt ungen et lille, fint brudgomsjakkesæt. Og det kunne han da for så vidt have ret i. Jeg er dog sikker på, at det ville have været uforglemmeligt.

Men nu var det jo ikke fordi, jeg skulle skrive om alt det, der kunne være gået galt. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på en af de sjældne succesoplevelser. Eller i hvert fald en oplevelse, som jeg ikke fuckede op. De findes – selv på en søndag. Jeg vil nu forsøge at fortsætte i succesporet og gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at fucke op som det gode, kristne forbillede, jeg har lovet at være. Åh gud, det kommer til at holde hårdt!

marmorkirken

Noget om betydningsfulde roller – part II

Jeg skal være gudmor til en delfinunge i morgen. Det er meget voksent og seriøst.

Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, det er det en lille smule foruroligende, at højdepunktet for min aften i går var en video af to skildpadder, som knalder. Jeg får stadig grineflip, hver gang jeg kommer til at tænke på det fesne paddestøn, og eftersom jeg har en tendens til at tænke upassende tanker på de helt forkerte tidspunkter, frygter jeg, at netop dén lyd trænger sig på, når jeg skal stå med lækker unge på armen og forestille at være en fornuftig og ansvarlig type i noget Marmorkirke. Specielt fordi min track record for grineflip ved døbefonten ikke er noget at blære sig med på en søndag.

Eneste formidlende omstændighed er, at det var barnets egne forældre, der viste mig videoen. Som de i øvrigt selv havde filmet på deres ferie i Thailand (Two Oscars coming up!). Jeg tænker, den meget passende kan bruges som isbryder, den dag delfinungen stiller det obligatoriske spørgsmål om, hvordan han egentlig er blev lavet.

Noget om at melde sig ud af verden

Jeg fik ros af musvitten i går. Fordi jeg den her uge har været usædvanligt god til ikke at lægge planer. God til at give mig tid til at være alene med mig selv. At sumpe og se serier og skrive og sove og lave alt andet end at forholde mig til verden omkring mig. Det har jeg altid brug for, men jeg glemmer alt for tit at give mig lov til det. For der er jo så meget andet. Så mange mennesker, jeg gerne vil se, og så mange planer, som på snedig vis får sneget sig ind i kalenderen og besætter de dage, som egentlig skulle være tomme. Men det virker bare så fesent at sige nej til en koncert eller en hverdagsrødvinsbrandert eller en omgang fandango med argumentet: ‘Det kan jeg ikke, for der står i min kalender, at jeg skal hjem og hygge mig med mig selv’ (nej, ikke på den måde).

‘Jeg håber ikke, du misforstår det her, men har du altid så mange planer? Du skal jo noget hele tiden’, sagde løven til mig i sidste uge. Hun har kendt mig, siden min krop var barn, og ved derfor også, at jeg altid har vaklet mellem at være meget social og meget isoleret. Derfor kan hun nok bedre end så mange andre se, at der ikke rigtig er balance for tiden.

Men jeg er jo bare omgivet af så mange dejlige mennesker, som jeg gerne vil være sammen med. Jeg er alt for bange for at gå glip af noget til at kunne finde ud af at sige nej. Og så er jeg nok mest af alt bange for ikke at være der, når jeg burde være der. Ikke at slå til. Ikke at gøre nok. Jeg bliver ved med at drømme, at jeg er tilbage i gymnasiet og får trukket en masse dårlig samvittighed ned over hovedet, fordi jeg bliver skældt ud på grund af for meget fravær. Det var først i morges, det gik op for mig, at det muligvis har noget at gøre med, at jeg helt grundlæggende er afsindigt angst for at være for fraværende. At pjække for meget fra verden og prioritere mig selv for højt.

Så selvom det føles godt at gøre, får jeg alligevel dårlig samvittighed, når jeg som i går aftes hopper i seng klokken 20.30, fordi jeg er for træt til at være tilstede i mit eget hoved. Og så straffer samme hoved mig og giver mig mareridt i en sådan grad, at det eneste, der hjælper, er at stå op og dufte lidt til giraffens badeværelsesskab (han er på feriegræs, så derfor kan jeg ikke være alene med mig selv sammen med ham den her uge. Jeg må nøjes med Go-Go og Tigermis, som heldigvis også er ret så krambare, selvom de er lavet af tøjdyr).

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan finde balancen igen. Måske ville det være lettere, hvis der var en venlig sjæl, som kunne forklare mig, at verden rent faktisk godt kan klare sig uden mig. At jeg sandsynligvis overvurderer vigtigheden af min egen tilstedeværelse en lille smule. Og at jeg muligvis kan gøre verden en tjeneste ved en gang imellem at lade den være i fred, så den også kan få lov til være alene med sig selv …

go-go_og_tigermis

Noget om mit arbejde

‘Dry hump’er man en pige, eller dry hump’er man med en pige’, spurgte guldfisken i dag.

Det var et arbejdsrelateret spørgsmål. Endda et relevant et af slagsen.

Vi har begge taget en uddannelse, hvor det var på højeste mode at rende rundt og råbe aktindsigt og stræbe efter at skubbe til ministre for at se, om de mon ville vælte. Men underviserne glemte altså at lære os de basale regler for, hvordan man omtaler sex, som ikke er rigtig sex.

Gad vide, hvordan voksne mennesker arbejder?

store_tasker

Noget om Big Band Theory – part II

Jeg gjorde det. Jeg kom igennem Tiramisu-koncerten uden at sprække nederdelen, strinte på stolen eller skvatte i jack-jack-kablet (ja, giraffen forsøger at lære mig nogle fagtermer). Jeg spillede endda næsten ikke forkert. Inde i mit hoved spillede det hele faktisk meget godt.

Og ja, ja, så kan det da godt være, at der er nogen, som har filmet en del af koncerten, hvor det ligner, at jeg bare sidder og drikker Elefantøl, men det gjorde jeg altså kun noget af tiden. Til gengæld spillede jeg med på to numre i stedet for et. Det sidste med mere end fire toner (det vil sige fem).

Det lader faktisk til, at drengene stadig gerne vil have mig på prøve i deres band. Så skal vi bare lige diskutere os frem til, om det i så fald betyder, at jeg bliver en af drengene, eller om de bliver tre af pigerne. Jeg er villig til at maskulinisere mig selv, hvis vi så til gengæld kan blive enige om, at den Tiramisu, som bandet er opkaldt efter, er lavet på kakao i stedet for kaffe.

Det bliver råk og rul!

tiramisukoncert

Noget om Big Band Theory

Jeg har fået en bas. Sådan en rigtig en med fire spritternye strenge og alt muligt. Den er både akustisk og elektrisk, og den har en eddersmart dimmer på siden, som lyser rødt, når den ikke stemmer (gid, jeg selv havde det samme). Den er sej, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg kender en langhalset type, som tror på, at jeg kan blive god til at spille et instrument (han har selvfølgelig heller ikke været vidne til de deciderede voldtægter af alt fra violin til jagthorn, jeg praktiserede, dengang min krop var barn).

Jeg fik bassemanden i fødselsdagsgave, og de sidste par uger har jeg hygget mig lidt med noget Hammertime og andet 90’er-guf. Det er alt sammen meget fint, men jeg synes altså ikke, en bas er verdens mest oplagte soloinstrument. Slet ikke efter jeg i sidste uge var til noget indie-møder-Big-Band-koncert med Vanddyret og endnu en gang blev mindet om, hvor fedt det føles, når ting spiller sammen.

Da jeg fik bassen, tænkte jeg, det kunne være meget sjovt at spille sammen med et andet instrument eller to på et tidspunkt. Og så ved jeg ikke lige, hvad der skete, men to sekunder senere havde musen overtalt mig til at være gæstebasist, når hans legendariske band, Tiramisu, skal spille koncert i morgen. På trods af at jeg stadig ikke rigtig har lært navnene på strengene. Jeg skal spille fire toner. De samme fire tone hele tiden. Det kan ikke gå galt. Så det gør det selvfølgelig. Men jeg er ligeglad, for jeg har besluttet mig for, at jeg er blevet sådan en type, der tager imod en masse udfordringer.

Da jeg fortalte det til Vanddyret som svar på hans spørgsmål om, hvorfor jeg havde sagt ja til koncerten, spurgte han, hvad jeg så ellers har kastet mig ud i af udfordringer. For det lød tydeligvis som om, jeg havde bygget mig selv op til at være en fandens karl, som både havde sprunget elastikspring fra det runde tårn og smidt tøjet foran Johnny Merete. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en lang remse af seje ting, men den vildeste udfordring, jeg har givet mig selv ud over koncerten, er noget med ikke at spise så mange kager. Og det er simpelthen et alt for fesent eksempel.

Så hvis du ligger inde med noget genialt, jeg ikke tror, jeg kan, men alligevel skal gøre, så giv hyl. Jeg ved, at jeg nåede det absolutte max for egen nervøsitet i sidste weekend, så rammerne er rimelig bredde. Jeg lover ikke, at jeg siger ja. Men jeg lover at føle mig som en taber, hvis jeg ikke tør …

bassemanden

Mens vi venter på genforeningen …

Mine fingerspidser savner at danse tango på de trygge taster, men selvom der er blevet blæst genoplivningsluft i min Air, er vi endnu ikke genforenet.

Computerlavningstype siger dog, at det sandsynligvis vil ske i morgen, og derfor vil jeg vente lidt med lange ordbloggerier om Big Band Theory – ikke mindst for at undgå overbelastning af mobilskrivningstommel.

Til gengæld koster det ikke mange tommelklik at give en billedlig beskrivelse af de sidste dages højdepunkter. Fra nyindflyttet liv i min vindueskarm (nej, jeg er ikke ansvarlig for at holde liv i dem, så bare rolig) over småstøvlet gadefinhed og hunde med røde sko til bollende snegle og andet hejs. Og så selvfølgelig det bedste …

20140212-231431.jpg

20140212-231539.jpg

20140212-231552.jpg

20140212-231613.jpg

20140212-231625.jpg

20140212-231645.jpg

PS: Guldfisken har udtrykt forundring over, at jeg ikke er gået ind i girafdebatten, da den jo ligger lige til højre forben for mig. Jeg har dog svært ved at finde argumenter for, hvorfor jeg skulle argumentere i den allerede uddebatterede debat. Men nu er måske et meget godt tidspunkt at indrømme, at min giraf slet ikke er en rigtig giraf. Han er til gengæld en rigtig voksen mandsperson med en 11-årig dreng inden i sig. Begge dele af hans personlighed sidder lige nu og bekæmper aliens et sted ude i rummet, mens jeg ligger under dynen i den anden ende af stuen og tænker på, at det er meget, meget dejligt at kunne være alene med sig selv sammen med en anden.

Bittersød erfaringsnote #17

Kære mig selv

Hvis du i løbet af en weekend modtager fem sms-beskeder fra NETS med en engangskode, og du ikke selv er i gang med at shoppe amokka på nettet, så bør du lige undersøge, om du muligvis er godt i gang med at blive taget i visarøven af en købelysten, italiensk fup-jas.

To måneder nåede jeg at leve i discountsus og dus som dydsmønsterkunde i ny bank. Ikke én eneste gang har jeg hævet mere, end jeg burde. Faktisk har jeg været så pissehamrende irriterende fornuftig, at jeg burde straffes for det.

Det blev jeg så også, da jeg tjekkede min konto i morges og kunne konstatere, at jeg igen-igen er blevet hacket af sydlandsk svindlertype, som har festet og købt møbler til hele solskinshytten på mit kort. Mit spritternye kort. Som jeg ellers lige havde lært pinkoden til. Og som jeg nu har klippet over på grund af en forbrydelse, jeg ikke engang selv har begået.

Det hjalp stort på nedturen, da jeg klagede min ynkelige nød til kollega, som kvitterede med et: ‘Men hvordan har du dog båret dig ad med det?’ For jeg har jo ikke gjort noget. Jeg har virkelig ikke gjort noget som helst!! Jeg har knap nok brugt kortet i en rigtig butik.

Det hjalp i øvrigt lige så stort, da guldfisken kom med den yderst støttende bemærkning: ‘Det er sjovt, at sådan noget altid sker for dig!’

Til gengæld kunne jeg så glæde mig over, at jeg fik en opringning fra computerlavningstype, som fortalte, at han har genoplivet min Air. Og at forsikringen dækker de 2930 kroner, det åbenbart koster at fodre tænd-knappen med en halv håndbajer. Lykken lunede øjeblikkeligt. Men holdt desværre kun lige indtil det gik op for mig, at jeg har en selvrisiko på 2700.

Tycho, din stodder – så fik du alligevel ret. Fra nu af melder jeg mig ud af verden 32 dage om året …

visamord

Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme – part II

Jeg har tilsyneladende formået at ryste mit kattedame-image af mig, efter min forholdsstatus på Facebook er blevet opdateret. Det ændrer egentlig ikke så meget i den virkelige verden, men i den virtuelle verden bliver jeg tydeligvis betragtet som en helt spritterny type.

Jeg havde hørt vilde rygter om, at det kunne ske, men regnede alligevel ikke med, at jeg fra den ene dag til den anden blev losset over i den helt modsatte boks og fik skiftet samtlige annoncer med yderst lystige og villige singlefyre ud med det her:

facebookpropaganda

Jeg ved næsten ikke, hvad der ville være det værste, man kunne udsætte mig for – graviditet eller Zumba. I øvrigt synes jeg, det er lige friskt nok af Facebook bare sådan uden videre at gå ud fra, at jeg er med rogn. For med mindre de har været forbi og rode med mit underliv i nattens mulm og mørke, tør jeg godt fastslå, at der ikke er nogen kage i min ovn (i øvrigt virker min ovn jo slet ikke …)

Det er ikke fordi, jeg savner de gamle annoncer, men jeg havde da håbet på en lille forbedring. Måske jeg skulle sende det der internet en venlig opfordring til at begynde at reklamere for relevante ting. Bacon for eksempel. Det ville jo være en vind-vind for både mig og annoncørerne.