I disse tider …

… hvor Air dør af alkoholforgiftning, og jeg forsøger at jonglere med to hænder på de resterende tre arbejdscomputere, mens hverdagstømmermændene lurer lige om hjørnet, og varmen strejker på kontoret, så koldt er koldere end et iskoldt slag med en kæp, gælder det om at holde fast i de små, lunende lyspunkter. For eksempel har jeg i dag taget fire armbøjninger. Hamsteren var overdommer og vurderede, at der var tale om vaskeægte bøjninger af begge arme – uden snyd eller noget. Dermed har jeg endnu en gang sat personlig rekord og kan konstatere, at 2014-versionen af mig allerede er 25 procent bedre end 2013-versionen.

Eller er det 33 procent? Godt, jeg endnu ikke er begyndt at blære mig med, at jeg kan regne …

sexy_muscles

Bittersød erfaringsnote #16

Kære mig selv

Din computer kan ikke lide øl, så lad for fanden i helvede være med at forsøge at drikke den fuld!

Ulykken skete egentlig i sidste uge, hvor jeg var så venlig at dele feriens sidste franske øl med min Air. Den indtog de våde varer direkte gennem tastaturet. Ikke nogen skide god idé, skulle jeg hilse og sige. Men takket være akut førstehjælp anført af langhalset type så den umiddelbart ud til at overleve. Den virkede da også næste morgen, og siden har jeg derfor holdt mig kørende i god tro om, at luftfætter levede i bedste velgående.

Jeg glemte desværre bare at tænke over, at jeg ikke har haft tændt for den siden på grund af crazy daisy travl uge foran arbejdscomputer 1, 2 og 3. Nu, hvor jeg så endelig har tid til at søndagshyggeblogge, er der ingen puls at finde. Og jeg er ikke nørdet nok til at bedømme, om der er tale om definitiv død, eller det snarere er et spørgsmål om utroligt langtrukne tømmermænd. Sidstnævnte kender jeg jo fra mig selv, og eftersom Air og jeg vel er i en form for familie, forsøger jeg at holde fast i et spinkelt håb om, at den kunne være ramt af det samme.

Hjælp!!! Hjælp mig, og du vil modtage evig taknemmelighed og øl i stride strømme. Med mindre det er upassende, det tragiske hændelsesforløb taget i betragtning? Pisselortefuck!!!

20140126-214410.jpg

Noget om fødselsdagsfilosofier

Jeg ved, at jeg er ved at blive gammel, når jeg:

– højlydt brokker mig over lydniveauet på fancy pancy drinksbar og på diplomatisk vis advokerer for, at vi finder et skønt sted med nogle siddepladser, lidt afdæmpet John Mogensen på jukeboxen og rigelig rummelighed til at kunne stikke hånden i munden uden skæve blikke

– holder kollegerne opdateret, hver gang jeg finder et nyt hår et mærkeligt sted på mig selv. (Hey krop, hvad fanden sker der for dig, dit gamle røvhul?)

– begynder at overveje at gøre noget alvorligt ved det der pensionsopsparing (overveje, altså. Det kan man gøre i både halve og hele årtier, skulle jeg hilse og sige …)

– snakker med passioneret forargelse om ungdommen-nu-til-dags og deres djævelske lakridsshots og sløsede tilgang til livet

– indser, at forargelsen over ungdommen-nu-til-dags primært bunder i noget misundelse over, at de er meget sejere til at holde djævelske lakridsshots i sig og i højere grad kan te sig tosset med god samvittighed (når andre så ofte er underlagt alderdommens tunge, moralske tømmermænd, fordi man efterhånden burde vide bedre)

Og jeg ved, at jeg er blevet alvorligt ramt af noget voksent og fornuftigt, når jeg formår at spare op til min egen fødselsdagsgave til mig selv i stedet for at bruge alle de penge, jeg ikke har, på noget, som jeg ikke har fortjent. Så når fødselsdagsfeberen har lagt sig tirsdag morgen, fiser jeg rundt et sted på himlen med kurs mod Sydfrankrig. For første gang nogensinde med helt igennem god samvittighed.

Åh, samtlige af mine tidligere bankrådgivertyper burde se mig nu. 29, du er en gammel dame fanget i en (dog stadig forholdsvis) ung kvindes krop. Men jeg kan sgu meget godt lide dig allerede. Vi ses i morgen!

elefantungePS: Ingen fødselsdag uden elefant (er jeg i øvrigt den eneste, der har lyst til en rask omgang ‘Er det hale eller penis’-quiz?)

Noget om succes #2

Det er netop lykkes mig at få gjort rent efter nytårsaften, og jeg føler mig som sejrsgudinde numero uno, som har uddelt røvfuldssmåkager til fuldstændig uoverskuelig udfordring.

Nogle mener muligvis, det ville være en lidt større succes, hvis jeg havde formået at gennemføre rengøringen den 1. januar. Sagen er bare den, at jeg var nedlagt af giganttømmermænd grundet afsindig nytårsbrandert. Hvis det ikke var for giraffen, havde jeg ikke en gang formået at tømme sjatter den dag (jeg er utrolig taknemmelig over at kende så rummelig en langhalset type, der kan håndtere, at jeg havner med hovedet i tønden efter halvandet minuts oprydning …)

Selve rengøringen ville jeg dog gemme til den 2. januar. Som blev til d. 3. januar. Som så blev til den 11. Hvor jeg skal have gæster lige om lidt. Og jeg synes trods alt, det er meget god stil at gøre rent efter sidste fest, før man holder en ny.

De seneste par uger har jeg højlydt og sådan cirka dagligt mindet mig selv om, at jeg stadig manglede at støvsuge konfetti op. Og giraffen har kvitteret med sætning: ‘Det er meget sødt, at du tror, du kun mangler at støvsuge’.

Det var nok også en smule optimistisk at tro, støvsugningen kunne gøre det, for projektet endte med at tage på den forkerte side af tre timer. Til gengæld blev jeg meget klogere på, hvad der var sket i løbet af den nytårsaften, der ellers er så sløret for mig. For eksempel fandt jeg de udtørrede mynteblade, som hanmusvit efter sigende skulle have kastet efter midnat. Og jeg slettede sporene fra den champagneflaske, som ifølge rygterne eksploderede ud over stuen.

Nå ja, så fandt jeg selvfølgelig også ud af, at undulaten nok havde ret, da hun forsøgte at rekonstruere aftenen for mig og fortalte, at jeg havde været oppe at slås med mine møbler grundet balancebesvær. Lamper giver da ikke syv års uheld, vel?

lampeskade

Noget om gyseren, der aldrig gøs

Stop alt! Det er lige gået op for mig, at jeg ikke har fået det obligatoriske julekort fra revisortype i år. Her har jeg i flere måneder frygtet for den ubehagelige ene dag om året, hvor jeg føler mig allermest ramt af noget voksent og ansvarligt. Og så skete der ingenting.

Måske er det alligevel rigtigt, når min kollega siger, at 90 procent af alle bekymringer slet ikke bliver til noget. Nu kan jeg så til gengæld begynde at bekymre mig om, hvorfor jeg ikke har fået noget kort. Har jeg mon gjort noget forkert? Mener han ikke, at jeg har fortjent det? Er han mopset over, at jeg aldrig har sendt ham et julekort? Eller har han – Gud forbyde det – fundet frem til bloggen og læst gyserhistorien fra sidste år?

Måske jeg burde sende ham et afladskort og en dusk som kompensation for det gale, jeg ikke ved, jeg har gjort. Åh, det er hårdt at lege voksen …

ord_kommer_ikke_let