Der findes to slags mennesker …

Når vi alligevel er ved toiletvanerne, så kan vi da lige så godt lave en naturlig overgang til teorien om, at der findes to slags mennesker i denne verden – dem, der aldrig bruger toiletbørsten på deres arbejdsplads, og dem, der bruger den til at slette de andres spor, så man ikke selv risikerer at blive forvekslet med den skyldige.

Det er en ret så ydmygende tjans at være en sletter på andres vegne – men dog marginalt mindre ydmygende end at overlade toilettet til en kollega med ordene: ‘Ja, det var altså ikke mig’.

Nu, hvor det åbenbart er slået fast, at jeg er lige lovligt ordentlig på kummen, er det vist ingen hemmelighed, hvilken kategori jeg hører til. Man ved vel egentlig også kun, at den sidste kategori findes, hvis man selv hører til den. De andre render forhåbentlig rundt i god tro om, at det er toiletfeen, der kommer forbi og sletter deres spor, og ikke en stakkels, ydmyget kollega …

toilet_brush_motherfucker

Bittersød erfaringsnote #12

Kære mig selv

Hvis du er inviteret til julefrokost i et andet land med 40 mennesker, du ikke kender, og du vil forsøge at gøre et godt førsthåndsindtryk, så er der forskellige ting, du skal prøve at undgå. For eksempel er det en rigtig dum idé at møde op på Øresund station, når bussen kører fra Ørestad station. Det er nemlig meget, meget pinligt at træde ind i en bus fyldt med fremmede mennesker, som har siddet og ventet alt for længe på dig, fordi du lige skulle bruge en halv evighed på at rejse tværs over en lorteø.

Normale typer ville nok forholdsvis hurtigt komme over den slags. For hey, jeg havde jo bare læst forkert i mailen (alle de sytten gange jeg åbnede den for at tjekke, at jeg havde husket tidspunktet rigtigt, fordi der udtrykkeligt stod, at bussen IKKE ventede). Men jeg rystede hele vejen fra Øresund til Ørestad. Og alt for langt ind i Sverige. Ikke kun fordi det var pinligt (meget, meget pinligt), men nok også fordi det fik mig til at føle, at jeg ikke gjorde det godt nok. Jeg var så oven på, da jeg kom 25 minutter for tidligt til den forkerte station. Og så langt nede, da jeg alt for sent opdagede, at jeg er en uduelig idiot, som ikke en gang kan finde ud af at læse en skide mail. Heller ikke efter sytten forsøg.

Selvom jeg hverken blev mødt med vilde bebrejdelser eller buh-råb, kunne jeg først begynde at give slip på den dårlige samvittighed, da kaninen i går aftes hev mig ud af min nedsmeltningscentrifuge og spurgte, om den der helt-ude-af-proportioner selvbebrejdelse muligvis bunder i noget andet end en metromisforståelse. Og det gør den jo nok.

En del af det handler tydeligvis om, at jeg er så fandens bange for at gøre noget forkert. Noget, som skuffer og får gode mennesker til at tænke dårlige ting om mig. Og så handler det nok også om, at jeg er helt vildt nervøs for, at jeg muligvis render rundt og tror, at alt er på en bestemt måde, og jeg så lige pludselig finder ud af, at det slet ikke er, som jeg tror, det er. At det, der er helt rigtigt for mig, er helt forkert for andre.

Lige nu tror jeg dog, det er mest rigtigt for mig at arkivere metrostunt i skuffen med alle de andre top utjekkede dumheder, som potentielt set kan udvikle sig til fremtidigt underholdende historier. For der er jo heldigvis ikke noget, der er så skidt for nogen, at det ikke er sjovt for andre …

toiletdiskussion

PS: Apropos ting, der ikke er, som jeg tror, de er, fik jeg tidligere i dag et chok, da jeg fandt ud af, at det ikke er alle mennesker, der folder deres toiletpapir. Tværtimod er det åbenbart mig, der er mærkelig og ordentlig og anal, for jeg er omgivet af krøllere. Både guldfisken og musvitten og solsorten (musen vandt jeg heldigvis over på min foldede side, selvom han ikke var meget for at indrømme det). Tænk en gang at det skulle overgå mig at være lige ordentlig nok …

Noget om skandaløse julefrokoster

Det er julefrokostdag, og det bliver IKKE mig, der kommer til at stå for skandalerne i år. Den beslutning tog jeg for lang tid siden (vel egentlig allerede efter sidste julefrokost). Og jeg har tænkt mig at holde fast i den.

Det er bare som om, at det er lidt svært, når det første, jeg blev mødt med på arbejdet i morges, var kommentaren: ‘Hold da op, du er godt nok bar!’ Ikke et skide fedt udgangspunkt for en uskandaløs dag. Men det var bare fordi, at jeg havde fået en nedsmeltning og var kommet til at tage lige lovlig festlig paillethelvedsjakke på hjemmefra, selvom den først skulle påføres, når festlighederne begynder. En nedsmeltning afledt af hæmmet tømmermændhjerne, altså. Fordi jeg arbejder efter en teori, der hedder, at jeg ikke bliver lige så fuld på dage med tømmermænd. Derfor hjalp musen og solsorten mig med at banke en rødvinsbrandert på benene i går, så jeg kan undgå at blive alt for fuld i dag. Og derfor stod jeg så i morges og skiftede tøj i åbent kontorlandskab, fordi tømmermændene også fik mig til at glemme, at det er en smule upassende at strippe foran kollegerne fra morgenstunden. Selv på en julefrokostdag.

Småskandalerne begyndte altså allerede at rulle seks timer før første øl. Jeg forsøger dog at trøste mig med, at de ikke kan rulle videre blandt mine egne kolleger, fordi jeg er godt i gang med at rulle til et andet land. Til julefrokost med en masse mennesker, jeg ikke kender. For alle ved jo, at det er så meget mindre pinligt at opføre sig skandaløst i selskab med fremmede, som dermed for evigt vil have et skandaløst førstehåndsindtryk af mig.

Gad vide, om man kan tage de moralske tømmermænd på forhånd? Bare for at få det overstået …

i_used_to_drink

Projekt ny og bedre livsstil – kapitel 5

Jeg har skiftet bank. Og jeg har talt i telefon med ny (overraskende venlig og hjælpsom) bankrådgivertype flere gange uden at begynde at tude. Og jeg har klippet alle mine gamle kreditkort i stykker. Og jeg har fået to nye dankort med to forskellige og lige uhuskelige koder, som forhåbentlig fungerer som et rimelig effektivt værn mod at købe shotsbakker i kæmpe branderter klokken kvart over kvalme. Og jeg har været nede i min nye bank for første gang uden dårlig samvittighed, fordi der på mirakuløs vis var plus på alle konti. Og jeg var rent faktisk dernede for at sætte penge ind, så der var dobbelt-op på dydsmønster.

Og ja, jeg er også blevet sådan en type, der fryser tilberedningsklare toast ned i små poser for at spare penge.

Er der nogen, der ved, om det er muligt at lægge sag an mod sin egen personlighed, hvis jeg føler mig delt i to, og den ene del mener, at den anden del er godt i gang med at hive os begge ned i et pissehamrende røvsygt fornuftshul? Jesus Christ, det ender jo med, at jeg en dag kan komme til at bruge penge med god samvittighed …

anarkistagtig

Noget om hvordan mit hoved fungerer

Jeg render rundt med en ret så kronisk hjernenedsmeltning, fordi jeg aldrig lærer at forstå, hvordan hoveder fungerer. Slet ikke mit eget. Det meste af tiden er jeg egentlig bare helt og aldeles grundlæggende forundret over, hvorfor min hjerne for eksempel:

– kan få min krop til at ryste af skræk ved synet af en nåsåer, selvom jeg efterhånden burde have lært, at der inde bag brillerne og hugtænderne bare gemmer sig en Uffe fra Sønder Bjert med tinnitus. Men når først angsten er plantet hos en seks-årig type, tager det altså mere end 22 år at tvinge den ud af kroppen igen.

– først nu indser, at jeg ikke nødvendigvis skal råbe højt om, at jeg som barn havde et dybt passioneret forhold til klittrolden – med mindre jeg ligefrem længes efter perverse misforståelser (i øvrigt ønskede jeg mig også brændende en kæphest, men det er en helt anden fetish)

– drømmer, at der er stillet lovforslag om at afskaffe pegefingeren, fordi videnskabelige undersøgelser viser, at pegefingeren nu til dags kun bliver brugt til at pege med, og at den funktion sagtens kan erstattes ved at indføre pegning med hele hånden i stedet for kun den ene finger

– kan være fuldstændig overbevist om, at jeg har sagt ja til at tage i biffen for at se en kort dokumentarfilm om sangerinden Adeles liv og først alt for sent indser, at jeg i virkeligheden skal mentalforberede mig på tre timers lesbisk lykke på fransk. Ikke at det bliver svært, altså. Men fremover er det nok alligevel en god idé at tjekke traileren på forhånd.

En sjælden gang imellem sker det dog alligevel, at min hjerne imponerer mig. For eksempel har jeg en helt ekstremt veludviklet evne til at vurdere nøjagtigt hvor meget syntet-bland-selv-slik, der kan være i den store slikskål, uden slikket flyder over. Og den slags talenter skal man skam ikke kimse af. Jeg vil nærmest mene, at det opvejer for alle de andre brister. Mindst …

syntetslikPS: Ja, skålen stod på komfuret. I flere minutter. Jeg er en fandens karl!

Noget om Gert og hans banjo

En gang imellem sker der det, at jeg går rundt og tror, jeg kender en langhalset type. Og så hiver han pludselig dette vidunder frem fra pladesamlingen

mig_og_min_banjo

Ingen kan vel være i tvivl om, at jeg om muligt synes endnu bedre om giraffen, efter han afslørede, at han har hang til banjo og boller med smør. Som ekstra bonus behøver jeg pludselig heller ikke gå rundt og være så flov over, at soundtracket til Jesus og Josefine i øjeblikket ligger som mest afspillede på min liste. Og fik jeg i øvrigt nævnt, at han også er den stolte ejer af Bruce Willis’ ømme udgave af Under the Boardwalk på vinyl?

Alt er skide godt!

Noget om gamle breve og beskeder

Jeg skulle samle, sortere og smide ud i søndags. En disciplin, jeg ikke ligefrem mestrer. Det startede ellers så lovende. Måske fordi jeg lagde ud med rudekuverterne i et forsøg på at ordne bilag til revisortype. For syttan, hvor blev der smidt kedelige breve og papirer ud. Muligvis kedelige breve og papirer, jeg burde gemme, hvis jeg vil fortsætte forsøget på at være en form for fornuftig og ansvarlig type. Men det er lidt dumt at tænke på nu, hvor storskrald har været der.

Stærkt opmuntret af udsmidningssuccesen valgte jeg at blive lidt i samme kategori, så jeg dykkede ned i den store kiste med private breve i håbet om, at jeg også der kunne reducere indholdet betydeligt.

Her skal det igen siges, at jeg har gemt alle private breve og postkort, jeg nogensinde har fået. Som i ALLE. Selv hurtige beskeder fra min søster skrevet på en serviet eller små, sammenkrøllede sedler, som tigeren og løven kastede gennem klasselokalet i folkeren. Så der var nok at rydde ud af. I teorien. I praksis skete der det, at jeg ikke en gang kunne få mig selv til at smide ligegyldige kuverter ud. Heller ikke selvom de var fra en gammel penneveninde, som jeg slet ikke vidste eksisterede.

I stedet for at rydde ud, ryddede jeg ind. Fordi jeg pludselig blev så bange for, at jeg en dag skulle miste noget af guldindholdet. Derfor affotograferede jeg det vigtigste (det vil sige stort set alt). Så det nu også fylder i den digitale verden. Hurra for veludviklet oprydningsgen!

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume ...

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume …

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, som jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem, jeg heller ikke kan huske. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal analysere ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som mand siger ...

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem jeg heller ikke kan huske. Jeg erindrer ikke, hvordan jeg analyserede ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som man siger …