Det var så året hvor jeg … – vol. 2

– Mødte en giraf

Det er corny, jeg ved det, men da jeg begyndte at tænke over, hvad der er sket i år, overskyggede det alt det andet i en sådan grad, at jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om, hvad der ellers er sket. Sidste år var jo spækket med skandaler og pinligheder og megabranderter, og dem syntes jeg bare ikke, der har været så frygtelig mange af i år. Indtil jeg kom i tanke om, at det her jo også var året, hvor jeg:

stjal en kegle og skovtissede i et af Ruslands mest trafikerede lyskryds

– tabte min yderst ydmyge(nde) formue på casino i Sunny Beach

– lærte, at der er forskel på Øresund og Ørestad station, og at det ikke er fede tider at komme alt for sent til en bus fuld af 40 fremmede mennesker, som jeg ellers havde de bedste intentioner om at gøre et fabelagtigt førstehåndsindtryk på

– erfarede, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i egen mund. På én gang. Efter adskillige snapse, som ellers burde sætte gang i opkastrefleksen (ja, jeg er stadig dybt imponeret over mig selv og ikke bange for at indrømme det …)

Derudover var det også året, hvor jeg:

– for alvor begyndte at frygte, at selv jeg kan blive ramt af noget voksent og fornuftigt og røvkedeligt

– blev sjaskhamrende uhelbredeligt forelsket i en delfinunge

befløj et himmelskib med bankende hjerte og langhalset hånd i min

– fik smæk i røven på en nøgen mandag i russisk banya

– formåede at være til to bryllupper uden at besvime af stangstivhed til nogen af dem (stor bedrift!)

– erfarede, at jeg er en folder

– tilfredsstillede mit indre barn ved indkøb af livsnødvendig slikautomat

– fik taget min rigtige Roskildemødom efter flere års hedt forspil

blev julevoksen på den barnlige måde, hvor det trods mangel på egen familie den hellige aften stadig var mig, der sad med alle gaverne (næsten)

– tog tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER. Ja, jeg siger det bare …

Det sidste punkt i sig selv er jo en bedrift af en sådan kaliber, at året må betegnes som en sand succes. Og hvis jeg sidste år udnævnte 2012 til at være det hidtil vildeste, er jeg skam ikke bleg for at udnævne 2013 til det hidtil bedste.

Skide godt nytår!

savannenytaar

Noget om betydningsfulde roller

Beæret er et stort ord, som passer præcis til den følelse, jeg sad med, da jeg juleaften fik et kort fra delfinungen med det her spørgsmål:

gudmorNu er han ikke helt gammel nok til selv at stille spørgsmålet, så initiativet kom fra forældrene. De modige, modige forældre, som for det første har tiltro til, at jeg kan klare mig igennem kirkelig seance uden at tabe ham på gulvet, og for det andet vil lade mig sige ja til at opdrage ham i den kristne tro, på trods af at jeg for få uger siden overvejede at melde mig ud af Folkekirken (nu sætter jeg ret stor pris på, at jeg alligevel ombestemte mig …)

For mig handler gudmor-rollen dog ikke så meget om, hvorvidt jeg er i stand til at give ungen en grundig indføring i Første Mosebog, og hvad der ellers findes af kristelige højdepunkter (selvom jeg uden alt for meget blær vil vove at påstå, at jeg rent faktisk kan referere mere fra Biblen end de fleste, primært grundet ekstremt nørdet pubertetsperiode). Jeg synes mest af alt, rollen handler om at gøre en indsats for at lære ham, hvordan man bliver en (tæt på) godhjertet type.

I virkeligheden er det vel egentlig det, alle former for religion burde handle om …

PS: Derudover agter jeg selvfølgelig også at lære ham, hvordan man åbner håndbajere med lightere og skjuler tømmermænd til familiefødselsdage og klapper med røven. Men alt det gemmer vi lige et par år endnu. Hånd-i-mund-tricket arbejder vi dog allerede på, og han er godt på vej til at gøre sin kommende gudmor meget stolt!

delfinhaand_i_mund

Noget om babydrømmerier

Jeg er virussløj. Det bliver jeg som regel, når jeg har ferie, og det er jo super arbejdsgiverfint, fordi jeg kan bruge min fritid på at dandere den i sengen med dåsecolaer og fire timers middagsmorfædre. Knap så fint, fordi jeg egentlig havde vilde planer om at starte det helt store træningsprogram i går. Med løbeture og armbøjninger og alt det dyre. Det må jeg desværre skifte ud med total afslapningsudsplatning under dynen. Pisse ærgerligt, altså. Jeg har endda åbnet en bog. Sådan en rigtig en på flere hundrede sider, som jeg plejede at kværne på halvandet døgn i de gode, gamle dage. Hvad skal det dog ikke blive til?

En af sideeffekterne ved at være lidt feberagtig er, at jeg drømmer endnu vildere, end jeg plejer (ja, det kan rent faktisk godt lade sig gøre). Lige nu forsøger jeg derfor at komme mig over netop afsluttet drøm, hvor jeg som en slags blød intro startede med at være i åben kamp med min nabo, fordi han forsøgte sig med et friskt, fysisk overgreb fra morgenstunden. Umiddelbart efter havnede jeg på Klinik for unge mødre med den gravide musvit, hvor hun skulle have tjekket musvitungens ve og vel inde i maven. Det foregik på den måde, at lægetypen lige hev ungen ud for en kort bemærkning, så baby kunne få lov til at spæne rundt i venteværelset med musvitten lige i hælene (for han var jo stadig i navlestrengssnor). Det syntes den lille laban var en vældig fest, så han skyndte sig at brænde en masse krudt af, mens den stakkels musvit måtte følge med til superungens tempo, hvilket i teorien nok har set lidt absurd ud (ikke mindst fordi de begge var nøgne og indsmurt i blod), men faktisk virkede overraskende naturligt i drømmen, som sluttede med, at starutten (som selvfølgelig sagtens kunne løbe, på trods af at han var minus 23 dage gammel) stoppede op, kiggede smilende på mig og blinkede lumsk, inden lægetypen igen sendte ham ind i musvitmaven, hvor han kunne få lov til at hygge sig de sidste uger inden den rigtige fødsel.

Jeg har hørt, det er normalt, at gravide kvinder drømmer meget fantasifuldt om deres ufødte barn. Men hvis jeg kan få det her ud af en venindes graviditet, tør jeg slet ikke tænke på, hvad jeg skulle døje med af traumatiserende drømmerier, hvis jeg rent faktisk selv bar rundt på en arving. Godt, det ikke er tilfældet! Og godt, der er mange timer, til jeg skal sove igen!

savanneske

Noget om julevoksenhed

Jylland er det tryggeste land, jeg kender. Specielt lige nu, hvor jeg sidder mindre end en meter fra Elvis på træet og kan høre opvaskerens rumlende bumlen blande sig med lokalradioens nostalgitoner.

Når jeg sidder her, er jeg et barn. Men når jeg lige om lidt rejser mig, skal jeg prøve at være en slags voksen. Sådan en type, som siger farvel til alt det trygge for at holde jul et helt nyt sted. Uden forældre, søskende, nevøer og niecer i den ene eller anden kombination.

Det er både farligt og fantastisk dejligt. Mest det sidste, heldigvis. Og lige meget hvor voksen, jeg kommer til at føle mig, når jeg siger farvel inden længe, ved jeg, at det er småting i forhold til den tussegamle voksenhedsfølelse, som sandsynligvis kommer til at overmande mig, når jeg om et par dage vender tilbage til min egen ø for at finde det obligatoriske julekort fra revisortype i postkassen.

Glædelig jul. Det bliver skide godt …

juleboots

Noget om identitetskrise

Vi har fået julekort på kontoret. Og mens kollegerne primært har modtaget stor tak for deres fabelagtige evner og arbejdsindsats, fik jeg en tak for alle de røverhistorier, jeg har leveret i årets løb. Så kender man ligesom sin plads. Og den har jeg det faktisk rigtig, rigtig fint med. Men det giver også en smule præstationsangst. Specielt  fordi jeg endte med at vralte hjem fra årets sidste kollegabrandert på Johns Kro fredag aften klokken 23, da den lille (okay, efterhånden lidt for decemberstore) krop ikke kunne holde til mere.

Tænk nu, hvis jeg ikke formår at indsamle nok røverhistorier i det nye år, fordi jeg ikke en gang kan holde til efter midnat, hvor de vilde historier plejer at rulle, Hvad sker der så? Hvem er jeg så? Skal jeg så virkelig til at imponere med evner og arbejdsindsats, fordi jeg ikke kan klare mig på røverhistorierne alene? Eller skal jeg finde mig en helt anden niche?

Måske burde jeg bare bruge juleferien på hårdkogt alkotræning, så jeg fremover kan klare den smule John-most, jeg bliver udsat for. Jeg holder vel ikke ferie i Jylland for ingenting …

johns_elefanter

Noget om Elvis

Jylland er indtaget, og jeg er netop kommet hjem fra halvårlig date med tigeren, løven og pumaen. Ud over fælles konsensus om foldet toiletpapir fik vi også konstateret, at mange ting sker på halve og hele år. Flest gode ting, heldigvis, men alligevel kan det nogle gange være svært at spæne om kap med virkeligheden. Specielt når man proportionelt set er uretfærdigt udfordret på benlængde.

I en tid, hvor mange ting sker, kan det derfor også være meget betryggende at konstatere, at noget stadig er, som det altid har været. At Elvis stadig hænger på træet.

Alt er skide godt!

elvis

Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme

Jeg er temmelig flittig bruger af Facebook. Det første lange stykke tid, hvor jeg kunne se alle vennernes posts i kronologisk rækkefølge, var jeg ramt af en neurose, som sagde, at jeg for alt i verden SKULLE nå at læse alt det, folk havde postet. Det hele og intet mindre. Ellers ville det gå galt! (Hvad ville gå galt? Ingen ved det. Men galt ville det gå. Det sagde neurosen selv). Så hver gang jeg var på Facebook, sørgede jeg for at læse helt ned til det, jeg allerede havde læst én gang før. En proces, der let kunne tage både halve og hele timer.

Nu, hvor kronologien er svømmet sig en tur i nyhedsstrømmen, og det hele er blandet sammen, er det en umulig opgave at få alt med, hvilket jeg først så som et stort problem. Senere har det dog vist sig at være en kæmpe lettelse, fordi det har frigivet fantastisk meget tid. Og jeg har lært, at det utroligt nok slet ikke er livsfarligt at gå glip af noget.

Derudover har jeg også lært, at den moderne, elektroniske verden er stangvild med at putte mig i små, stereotype kasser, som de kan kaste relevante reklamer ned i. Og det er jo skide smart. Bortset fra at jeg muligvis er havnet et forkert sted, alene fordi jeg ikke har angivet, om jeg er single eller ej, hvilket Facebook vist tager som et klart tegn på, at jeg så er. Derfor bliver der brugt dejligt mange reklamekroner på dagligt at vise mig billeder af sprøde mandfolk med teksten: ‘Se dem, du skal på date med nu’ (Skal?? SKAL jeg virkelig det? Når Facebook nu siger det? Jeg plejer jo at være typen, som gør, hvad der bliver sagt. Meeeen …) Den slags annoncer kommer tydeligvis fra den ene singlekasse, jeg er havnet i. Kom-og-tag-mig-kassen, kan man vel kalde den.

Det er dog ikke helt så slemt, som den anden kasse, jeg hygger mig i: kattedamesinglekassen (for alle ved jo, at hvis jeg havde været single, så er der kun de to muligheder at vælge imellem, eftersom det er umuligt bare at være sådan en helt gennemsnitlig tilfreds og katteløs singlepige uden løs tråd). Under ‘Ting, du måske vil synes om’ er mine mest populære annoncer, ud over de lystige mandspersoner, derfor: ‘Ude & Hjemme’, ‘Julegaven til Bedste’ og ‘Alt til hund og kat’. Helt ærligt – det kan godt være, at jeg er blevet lidt kedelig, men det der synes jeg alligevel ikke, jeg har fortjent!

Jeg kan ikke lade være med at have en lille smule ondt af alle de annoncører, som spilder deres gode reklamekroner på mig, bare fordi jeg ikke har sat et kryds i en bestemt boks, og jeg derfor (ifølge Facebook-guderne) kun er et 90% fuldendt individ. Til gengæld er jeg nok heller ikke det mest taknemmelige reklameoffer, eftersom den eneste annonce, jeg kan huske, jeg har klikket på, er reklamen for bamser formet som kønssygdomme. En reklame, som selvfølgelig også er målrettet singler, fordi de sandsynligvis enten har en kønssygdom eller har brug for en gramsebamse. Det er vel efterhånden videnskabeligt bevist.

Oh well, i det mindste slipper jeg for graviditetsreklamer. For det er jo heldigvis også videnskabeligt bevist, at man skal være gift for at kunne blive gravid!

facebooksnager

Psssst: Det gode ved at have et alias, er, at man også kan få lov til at være to personer på Facebook. Mit alter ego, som slipper for at svare på alle de personlige spørgsmål, men som alligevel har tendens til rigelig selvudlevering, findes lige her: https://www.facebook.com/skudamuda