Noget om alt det der er sket

Jeg havde store planer om at skrive et blogindlæg, som ville revolutionere. Som ville ændre din opfattelse af verden-as(s)-you-know-it. Som ville bringe ny mening til dit liv og berige dig med grin og godterier og glædescancan.

Men så skete der en masse. En døgnrejse skete. Og en poetiske nat fuld af Kina med kål og skål og æg skete. Og en delfinunge skete – den fineste af slagsen leveret af min seje storesøs, som fortjener stående ovation for den imponerende indsats og det fantastiske resultat. Og en treretters smagsorgasme på vinbar skete. Og en snøffelsdagskage til dagens lækre, langhalsede fødselsdagsvoksenbarn skete.

Og nu sker der det, at jeg ligger i min seng og forsøger at få bare en lille smule overblik over alt det, der skal ske de kommende par dage. Når det er sket, vender jeg bomstærkt tilbage med sidste nyt fra det store savannecirkus.

snoeffelsdagskage

Destination snabelhi

Lige om lidt tager jeg hjem på ubestemt tid for første gang, siden min krop blev voksen. Sådan cirka i hvert fald. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er landet i Kastrup uden at vide, hvornår jeg skulle lette derfra igen. Uden at kende min næste destination. Derfor er jeg heller ikke helt tryg ved situationen nu, hvor det rent faktisk er tilfældet.

Men ak og ve, jeg skal spare og være så satans wannabe-voksen-og-fornuftig, og det betyder åbenbart også, at bankbogen ikke skal åbne sig op for ikke-livsnødvendige udenlandske eventyr (og her er det åbenbart bankrådgivertype, der afgør graden af livsnødvendighed. Vi er ikke helt enige, skulle jeg hilse og sige …)

Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, når min kuffert ryger på loftet, så jeg ikke længere behøver at gå og skvatte over den i spisestuen. Men jeg overvejer at bygge en hule. Sådan en stor og varm og vamset vinteragtig én med plads til to savannedyr plus det løse. Og med den plan i elefantærmet er det faktisk helt okay at skulle hjem.

Vig sles på den anden side …

20131006-060516.jpg

Noget om en guldfisk

Jeg har tidligere sagt, at jeg har været kronisk single de første 28 år af mit liv. Men hvis jeg skal være ærlig, er det ikke helt rigtigt. I de år havde jeg muligvis ikke prøvet sådan noget klassisk kæresterishow. Men jeg har levet i, hvad der svarer til en form for venskabsægteskabeligt cirkus med guldfisken, siden vi mødte hinanden for syv år siden.

Jeg hapsede den purunge akvarievårhare allerede på vores rustur – primært fordi hun var den, jeg følte, jeg havde mest tilfælles med, når det kom til uhæmmet druk med tåkrummende historier til følge, frustration over manglende mad, smugrygning i krogene (jeg er altså holdt op for længe siden, mor) og generel uambitiøs journalistisk tilgang til målsætning om aktindsigt og regeringsvæltning. Vi ville bare gerne have det sjovt.

Og det har vi haft. Mange gange i selskab med solsorten og musvitten og musen og tusindbenet og andre fantastiske studiedyr, som heldigvis godt kan overskue den ægteskabelige tilstand, vi af og til falder ind i. Andre gange helt alene sammen.

Der gik ikke mange kvarte øjeblikke, fra jeg sendte den første venskabsflirtende sms med et helt ligegyldigt improviseret spørgsmål bare for at skabe kontakt (smooth operator), til hun flyttede ind i min ejendom, og vi indledte vores makkerskab, som varede hele studiet igennem.

Folk omkring os var bekymrede, da vi blev færdiguddannede, fordi de ikke kunne forestille sig, hvad der dog skulle blive af os, når vi ikke længere kunne få lov til at gå konstant kærligt småhakkende op og ned ad hinanden. Men måske findes der en eller anden højere magt, som også synes, vi hører sammen, for da guldfisken fik job, fulgte jeg efter på samme arbejdsplads i samme afdeling to uger efter – hvilket betyder, at jeg har siddet og kigget på hende over computerskærmen hver dag i snart tre år.

Kollegerne bytter om på os, ligesom studiekammeraterne gjorde, selvom guldfisken er høj og lyshåret (ret atypisk for en fisk af den art, men hun er også meget speciel), og jeg er lille og mørkhåret. Men vi er muligvis sådan et par, der ligner hinanden i vores forskellighed. Vi har altid noget at snakke om, og hvis vi alligevel ikke har, drikker vi os bare så fulde, at vi ikke kan huske noget, så vi kan snakke om det hele én gang til på bedste Groundhog Day-manér, som om det var første gang.

De første fire-fem år sov vi sammen noget nær hver anden nat, spiste sammen, næsten hver gang vi var sultne, og når jeg havde tømmermænd, vidste guldfisken altid, hvornår et glas lækkert danskvand og en våd klud på panden var altafgørende for min overlevelse. Derfor vil jeg ærligt indrømme, at jeg ikke var helt tilfreds med tingenes tilstand, da storebjørn pludselig møvede sig ind og fratog mig min konstante adgang til våd ansigtsklud og andre fiskefortræffeligheder. Men jeg lærte hurtigt at se fordelene i, at det blev ham, der så måtte samle hende op fra Gothersgade, når hun besvimede ude foran Alpehytten, mens jeg kunne drikke videre og danse på bordene på af og til usvigtende bentøj. Og jeg fik da også hurtigt lov til at være tredjehjul (nej, ikke tredjeben) i deres forhold, hvilket betød, at jeg i en lang periode var fast inventar i deres søndagshyggekæresteshow.

I går gjorde guldfisken mig opmærksom på, at vi muligvis har en hang til at dyrke noget upassende kollegial opførsel (nej, ikke på den måde) – for ekempel når vi insisterer på at sove i samme seng i Mexico (stadig ikke på den måde) i stedet for at være lykkelige over, at vi er så heldige at have en luksushybel med to gigantsoveværelser. Men hvis jeg ligger helt inde i et andet værelse, hvem skal så berolige den stakkels isøvnesnakkende fisk, når hun panisk vågner om natten og tror, hun er ved at smide en baby på gulvet? Og hvem skal sørge for at få mig op, når jeg igen-igen har formået at slå mig selv ud med en overdosis af lige dele antihistamin og tequila-long-islands-fadøl-hvidvinssjusser?

Hun er en fantastisk kollega-rejsemakker-veninde-kone, og da hun i går luftede spørgsmålet om, hvad vi dog skal gøre, hvis vi en dag ikke kan få lov at arbejde sammen længere, skiftede vi begge hurtigt emne, fordi vi ikke kunne overskue konsekvenserne af det scenarium. Efter syv års parløb er vi enige om, at vi ikke fornemmer snerten af syvårskrise. Og helt ærligt, hvor mange kan lige sige det?

Derfor er dette indlæg en hyldest til fisken i mit liv!

guldfiskeseng

10 timer i luften part II

Der findes mange gode steder i verden, og så findes der steder, som både er gode og trygge og fyldt med minder.

Den magiske læsesten i parken i New York, som nogle gange er dobbelt så stor og andre gange er halvt så lille.

Altanen i Sydfrankrig, som er fyldt med glade grin og krilrende historier og bobler i maven.

Badekaret i München, som bliver bedre og bedre af mange årsager – og altid er trygt, fordi der ikke kan gå ild i det (modsat udklapningsskabssengen, som er dejlig og farlig på samme tid af lige så mange årsager).

Og så er der hængekøjen i Mexico, som jeg er på vej til lige nu – i skrivende stund svævende i luften på sjette time ud af ti. Jeg glæder mig til at fortælle den om alt det, der er sket, siden jeg tog afsked med den for et år siden. Alt det gode, som jeg ikke vidste skulle ske, da jeg lå og drømte i den sidst. Og så glæder jeg mig til at gynge videre og drømme videre

haengekoeje