Projekt ny og bedre livsstil kapitel 3

Ja, det er ikke for at blære mig, men jeg vil bare lige meddele, at jeg var på shopping i går. Uden at købe noget. Ikke engang de elefantøreringe til 40 kroner, jeg fandt i Urban Outfitters, og som jeg instinktivt følte, jeg ikke kunne leve uden.

Det er meget skræmmende, og jeg har endnu ikke helt afgjort, om jeg overhovedet bryder mig om hende den nye, fornuftige version af en ufornuftig type. Til gengæld er jeg helt sikker på, at jeg ikke brød mig om budskabet i den bog, jeg fandt blandt butikkens ellers  så fantastiske samling af oppustelige enhjørninghorn til katte, fiskeøjekameraer og Irish Accent-mundspray. For hvem er det nu, der har bestemt, at en toastmaskine ikke kan være fræk? Ja, jeg spørger bare …

masturbationsforbudtoast_og_gun

PS: Jeg er ret sikker på, at det primært går så godt med at være økonomisk fornuftig, fordi jeg kender en langhalset type, som er mere end normalt god af sig. Og mere end normalt toastlysten. Af og til har jeg lyst til at give mig selv et slag med en kæp, fordi jeg føler mig lidt for heldig …

Noget om Nemesis

Indrømmet, jeg var skeptisk grænsende til det hånlige, da kollegerne begyndte at pive over sådan en smule storm først på eftermiddagen. Hey, jeg er fra Jylland. Der kender vi en storm, når vi mærker den, and this ain’t one of them, fætter purløg. Så mens de andre begyndte at pakke stormfrugterne, sad jeg stædigt og arbejdede videre. Og syntes egentligt, det hele var meget festligt. Lige indtil taget begyndte at blæse af bygningen overfor. Så begyndte jeg alligevel at overveje at lette røven. Og tage hamsteren under armen, selvom hun insisterede på, at hun blev nødt til at arbejde videre. Men jeg havde da ikke mere travlt, end at vi lige kunne slå et smut forbi bageren, så jeg kunne købe boller med til planlagt flæskestegssandwichfestmåltid med giraffen. Dog blev jeg en lille smule bekymret over, at fortovet var blevet udskiftet med et lag af smadrede tagsten.

Men jeg fik handlet, og vi kæmpede os ned i metroen og fik på mirakuløs vis et sæde. Helt forrest godt nok, hvilket ikke var noget problem, indtil hamsteren sagde, at hun altid undgik at sidde der, fordi hun forstillede sig sådan et flammehav komme mod metroen ligesom på film. Hvorefter hun tilføjede et ‘Gud nej, sådan noget skal jeg jo ikke sige til dig!’ Og efterlod mig alene tilbage i en nu propfyldt vogn, da vi nåede hendes station. Jeg forsøgte at tænke på min vejrtrækning og ignorere, at toget kun bevægede sig frem i korte ryk. Indtil det holdt helt stille. Midt i tunnellen. SÅ gik jeg i panik. Med brun bollepose på låret og en fremmed kvinde ved min side begyndte jeg at hyperventilere og kunne ikke fokusere på andet end det faktum, at jeg ikke kunne få vejret, og at mine bukser strammede (hvilket jeg, hvis ret skal være ret, desværre ikke udelukkende kan give vejret skylden for). Og så tænkte jeg på, om jeg mon havde nået at sige ‘Vi ses‘ til giraffen (meget, meget vigtigt). Klaustrofobien og neuroserne kæmpede en rimelig jævnbyrdig kamp om min opmærksomhed, mens barnet bag mig sad og tog det hele så satans cool, at jeg fik lyst til at pande ham én, bare for at skabe lidt balance og lære ham, at livet er hårdt.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg muligvis overdrev en lille bitte smule. Og pludselig kørte vi. Og ramte en station. Og en metromedarbejder kom ind og pillede ved pulten, så vi kunne køre endnu længere og se lyset for enden af tunnellen, som nu var blevet mørkt, fordi der var gået så lang tid.

Og S-togene holdt stille, så jeg måtte gå det sidste stykke vej gennem parken, drevet af logikken som hedder, at der ikke var nogen tagsten, jeg kunne få i hovedet. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at træer også afstøder grene i ny og næ. Som gør rimelig niller at få i hovedet med den vindstyrke. Det gør blade i øvrigt også, skulle jeg hilse og sige. Så jeg gik helt alene i mørket og råbte ‘Av for helvede!’, selvom det føltes en lille smule åndssvagt og nyttesløst, når jeg ikke engang selv kunne høre det på grund af blæsten. Og jeg forcerede et væltet træ og noget vejarbejde, men har muligvis aflivet mine støvler på vejen. Og jeg kom hjem i varmen med krop og boller i behold og en sjæl, som sikkert hurtigt kan lappes. Og jeg lærte min lektie, thi Nemesis er stadig en tøjte.

Og nu skal jeg spise flæskestegssandwich sammen med en langhalset type, som lige er kommet ind ad døren, og så er alt alligevel skide godt …

metrobolleposepanik

Sidste nyt fra Lego(l)and

Jeg har lige været til fødselsdag hos musvitten. Det plejer at foregå med skrig og skrål og grønne drinks med rigelige mængder alkohol, men da hun har en musvitunge i ovnen (eller maven, om man vil), ville den slags kalas nok være en smule upassende på nuværende tidspunkt. Til gengæld var der pøllehorn og boller og kagekone med ekstra snask og marcipan og slik i miniformat, så alt var godt.

Derudover var der også to nye legoænder i vindueskarmen. Musvitten fortalte, at hun og hanmusvitten har bygget dem til den første omgang fødselsforberedelse, som åbenbart handler om, hvordan man plejer sit parforhold, når man får et barn. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg (eller musvitparret for den sags skyld) forstod den store, pædagogiske idé bag Projekt Legoand, men de havde i hvert fald hver især fået udleveret en omgang klodser, så de kunne kreere deres helt egen fugl. Bagefter skulle de så kigge på dem begge to og konstatere, at ingen and er ens, og at der ikke er nogen ænder, der er bedre end andre. Det handler bare om at acceptere hinandens and. For eksempel skulle musvitten acceptere, at hanmusvittens and lignede en hund. Og de fik lov at få ænderne med hjem, fordi de så fra nu af kan tale gennem dem, hvis de skal sige noget svært. Derefter gik de over til en længere indføring i, hvordan man hver især skal opføre sig, når man besøger hinandens øer (ikke ører, selvom det nok havde været sjovere).

Jeg er tosset med, at musvitten har en unge på vej. Ikke kun fordi at ungen uden tvivl bliver sejere end de fleste. Men også fordi at hun allerede inden fødslen er leveringsdygtige i så mange fantastiske anekdoter fra en verden, jeg slet ikke kender til. Jeg er imponeret over, at hun klarede sig igennem første session af undervisningsforløbet uden at lække i bukserne af grin (jeg ved jo fra pålidelig, familiær kilde, at det kan være svært at undgå, når man i forvejen bliver presset på blæren). Og jeg glæder mig allerede til at høre mere fra projekt baby(l)and.

PS: I øvrigt fik jeg lov til at bygge en af ænderne om til fødselsdagen. Belært af fødselsforberende dame ved jeg jo, at jeg ikke skal gå og bilde mig selv ind, at den er bedre end alle de andre. Men den står altså sylans godt til mit hus af guld, som måske/måske ikke stadig står i det rigtige land af Lego.

legoand

Noget om tøjdyrssjæle

I går fortalte hamsteren, at hun havde gemt sin bamse væk, fordi hun var bange for at blive hende den mærkelige single med tøjdyrene. Min umiddelbare indskydelse var at føle dyb sympati med det stakkels, svigtede dyr, hvilket fik mig til at tænke over, om jeg muligvis tillægger døde ting lidt for levende personligheder. Den tanke blev endnu stærkere, da jeg i nat rykkede rundt i sengen, fordi jeg var bange for, at Bodil II ikke kunne få luft, når jeg lå oven på hende (og ja, jeg stiller hende også altid på sengen med ryggen til vinduet, så hun ikke får solen i øjnene i løbet af dagen).

Det er snart et år siden, jeg købte hende. Og da jeg mødte giraffen, løb der en del beskeder frem og tilbage, før jeg indrømmede, at jeg sover med sovedyr. Jeg vurderede dog hurtigt, at han godt kunne klare sådan et styks hårdtslående information – og blev helt rolig, da han sendte mig et billede af Go-Go og Tigermis, som han har ligget i ske med, siden han var en lille girafunge. I min verden er en (forholdsvis) voksen mand, der uden flovhed tør indrømme, at han sover med sovedyr, både sej og modig. Og meget, meget sød.

Endnu sødere var han forleden, da han kom hjem fra det høje Nordjylland med en lille, blød tøjgiraf, som kan holde Bodil II med selskab, når nu jeg er blevet så dårlig til at passe min egen seng. Så da jeg i morges tog hjemmefra, var jeg helt tryg ved tanken om, at der nu er det allerbedste grundlag for hede blikke og tyk flirt i min ellers så tomme lejlighed …

bodil_II_og_nixon_II

Noget om tilbagevendende drømmerier

Dengang min krop var barn, drømte jeg den samme drøm igen og igen. I drømmen havde vi en stor stentrold ude i haven, som min søster blev ved med at give brunkager, selvom det slet ikke var en rigtig trold. Jeg syntes, det var dumt. Indtil trolden en dag blev levende og jagtede mig, fordi jeg skulle straffes for min uvenlighed. Jeg spænede rundt i haven og i huset, indtil jeg fandt et gemmested under et ikke-eksisterende skab i et ikke-eksisterende bryggers, hvor jeg lå og rystede i barnebuksen, mens min søster stod ved siden af og grinede, fordi hun jo havde sit på det tørre. Jeg vågnede altid, lige inden trolden fandt mig, så jeg nåede aldrig at få den straf, som jeg vidste var på vej. Men frygten hang stadig i mig hele dagen. Nogle gange i flere dage. I de helt slemme tilfælde sad drømmen i mig, helt indtil jeg drømte den igen.

Jeg tror, troldedrømmen stoppede, da jeg var 6-7 år. Den blev erstattet af andre tilbagevendende scenarier, som har varieret gennem årene. Nu handler drømmene om noget helt andet. Ikke så meget om farlige monstre, som er efter mig. Mere om frygten for at falde, frygten for at køre galt, frygten for ikke at slå til og frygten for, at alt slet ikke er, som jeg tror, det er. For tiden fylder den slags drømme lidt for meget – måske fordi jeg sover anderledes, nu hvor det er blevet mørkere.

Jeg er blevet bedre til at efterlade drømmene i sengen, men i morges sad nattens mareridt i mig lidt for længe. Det er mærkeligt, for selvom jeg som regel kan huske næsten alt, hvad der sker i mit hoved om natten (hvilket ikke altid er en fest, men heldigvis er det en gang imellem), kunne jeg ikke huske drømmen i morges. Jeg kunne bare huske følelsen. Af usikkerhed og uro og frygt. Jeg fik først kastet den fra mig igen, da jeg mindede mig selv om den for tiden mest populære tilbagevendende drøm, jeg har. Den optimistiske. Den om flystyrtet. 

Måske lyder den slags ikke umiddelbart som fede tider i drømmeland, men det er det for mig. Drømmen har forskellig karakter – jeg flyver med forkellige mennesker i forskellige sammenhænge. Hændelsesforløbet er dog altid det samme. Vi styrter. Ved landingsbanen, på havet, mellem højhuse. Og alle går i panik, mens de forbereder sig på det værste. På katastrofen, hvor alt går galt. Men jeg er helt rolig. Fuldstændig overbevist om, at det hele nok skal gå. Og mens andre med lignende drømme sikkert plejer at vågne, lige før flyet rammer jorden, fortsætter min historie, som altid ender med, at kaptajnen får styr på lortet lige i det øjeblik, hvor det ser mest sort ud. Alle overlever. Alt er okay. Måske endda bedre, fordi vi klarede det, som virkede umuligt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor min underbevidsthed bliver ved med at spille netop den natteforestilling, som lige så godt kunne være taget ud af en eller anden klichéfyldt, amerikansk b-film. Måske er det en form for selvregulerende, positiv terapi. Men det hjælper. Det hjælper specielt at tænke på den sådan en tåget tidligtirsdagmorgen alene på stranden.

nattetryghed

Sidste nyt fra Zoo – part II

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg til tider (de fleste tider) er ret så begejstret for mit job. Allermest når jeg er på eventyr med guldfisken. I dag fandt jeg ud af, at eventyret ikke nødvendigvis behøver at finde sted på den anden side af kloden. Det findes også i Kokkedal.

Der har vi her til aften lave optagelser til et indslag om sumpskildpadden Josefine, som er blevet kureret for råd i skjoldet. Det burde i sig selv være nok til at danne grundlag for en arbejdsdag lidt ud over det sædvanlige. Men der var meget mere. For i det udadtil helt gennemsnitlige parcelhus gemte der sig sådan cirka 79 andre krybdyr og krabledyr og kældedyr hos en familie, som har besluttet sig for at redde alt det, de kan. Derfor fik jeg både kælet for en kamæleon, beundret et hårløst albinomarsvin (okay, beundret er måske så meget sagt) og pludret med en papegøje, hvorefter jeg halvtissede i bukserne, da jeg troede, jeg blev besprunget af en kæmpeleguan, som viste sig at være en rimelig harmløs Golden Retriever.

Og så mødte jeg Elvis. Ikke kongen, desværre. Men slangen Elvis, som er i pleje hos familien. Min grundangst for slanger har jeg vist fortalt rigeligt om, så det vil jeg lade være med at gå i detaljer med nu. Der var dog et eller andet over Elvis, som gjorde, at han ikke var helt så frygtelig som artsfællerne i burene ved siden af. Måske var det navnet. Jeg ved det ikke. Men jeg blev nødt til at bide al angst i mig og befamle ham. Og eftersom jeg allerede havde halvtømt blæren én gang, kunne det jo ikke gå helt galt.

Jeg overlevede da også. Med bankende hjerte og klaprende baller holdt jeg en lille slange. Og det var faktisk slet ikke så slemt. Jeg nåede at blive næsten noget nær ikke udelukkende utryg ved ham. Lige indtil han blev sat ned i en kasse for at fortærre en gigantisk mus fra frostboksen. Med hår og hale und alles. Så var Elvis pludselig ikke helt så rock’n’roll-lækker længere.

Jeg ved nu en masse ting, som jeg ikke vidste, jeg manglede at vide i morges. For eksempel at der dagligt går 400 gram salatblade på en flok skildpadder (halvt rucola, halvt babyspinat), og at slanger skider ud ad halen (det sidste kunne jeg måske have sagt mig selv, men det var en lige så stor åbenbaring for mig som dengang, jeg fandt ud af, at fugle kan parre sig på hundemanér uden de store problemer).

Redningsfamiliens hus er nok det tætteste på Zoologisk Have, jeg nogensinde har oplevet uden for … ja, Zoologisk Have. Men alligevel var dyreflokken ikke helt fuldendt. For som datteren i huset til sidst pointerede, så er det hele først skide godt, når de også får plads til en elefant og en giraf.

elvisthesnake

Noget om typeforvirring

Sidste søndag vågnede jeg op til smagsresterne af to døgns dødsdruk. I dag havde jeg lige dele lyst til at klappe mig selv på skulderen og stikke mig selv en flad, fordi jeg formåede at spille sådan en irriterende, overskudsagtigt type, der stod op, mens det stadig var efterårssnuskregnsdunkelt, for at trække i svogers aflagte løbebukser med lidt for meget mellembensplads, hive umatchende teenagehættetrøje over hovedet og hoppe i neonlynskoene (som desværre ikke lever op til deres navn).

Det føltes som om, at jeg var kommet til at tage toget i den forkerte retning, da jeg luntede rundt i strømmen af walk-of-shames og postfestlige folk på vej hjem fra morgenværtshuset. Og det gør en lille smule ondt at indrømme, at jeg faktisk var mere glad for at slippe for hovedpine end ked af potentielt set at være gået glip af noget sjovt i går aftes, hvor jeg lå i ske med Bodil II allerede inden klokken 23.

Forhåbentlig er det ikke et tegn på, at jeg igen er ved at blive smittet med noget alt for voksent. Der er trods alt kun tale om et enkelttilfælde. Indtil videre … (uuuuh, kan I holde spændingen ud på en søndag?)

efteraarsfaelledPS: Når jeg har sovet én gang mere, er der kun to måneder, til det begynder at blive lysere.