Bittersød erfaringsnote #9

Kære mig selv

Hvis du en lørdag aften skulle befinde dig i en situation, hvor du ligger fastende og tømmermændsbluesende i din seng og pludselig får en sjusinvitation fra lillebjørn, så tag lige og kværn et par hundrede kalorier, inden du begynder at hælde drinks i stakkels tom mave.

Bortset fra utrolig hurtig promillestigning var impulsdruk og dans på Rådhuspladsen dog det helt rigtige i går. Mit humør speedsteg fra den ene ende af skalaen til den anden på under en time, og der skulle ikke meget mere end halvanden GT til, før jeg syntes, verden var det mest fantastiske sted i verden. Da det sidste band gik på scenen, og jeg stod og følte mig lidt lesbisk for sjov, fordi forsangertøsen var så stanglækker og havde verdens mest fascinerende lår, blev jeg mindet om, at de bedste byture ofte er dem, der opstår ud af det blå.

I dag må jeg så tage straffen. Først de moralske tømmermænd over, at jeg alligevel formåede at sprænge ugens budget, selvom jeg få timer inden sprængningen helligt havde fortalt storesøs om, hvor pengedukset jeg har været i løbet af ugen. Men på det tidspunkt regnede jeg jo stadig med, at lørdag aften skulle tilbringes i sengen. Umiddelbart efter blev jeg ramt af fastestraffen, og min mave skreg først på pizzaburger, så tortillapizza, og til sidst landede trangen på den evige vinder: frysepizzaen. Eftersom jeg stadig ikke har regnet ud, hvordan man fixer en teenagehumørsyg ovn, der nægter at blive varm, måtte jeg i desperation ty til tricket med pizzatilberedning ved hjælp af mikroovn og gasblus. Så inden klokken havde ramt ni, sad jeg i den røde sofa med en muligvis ikke perfekt, men i hvert fald spiselig frysepizza og havde tømmermændsoptur over, at sådan en nat i regnbuens tegn bliver efterfulgt af en søndagssommersolkinsdag. Måske den sidste i år. Enter efterårsblues …

pandepizza

Noget om baconbrændmærker og snigere og regnbuer

Det er sådan en slags tømmermændslørdag, hvor jeg vågnede op med udsædvanligt øm gane – muligvis (forhåbentlig) på grund af lidt for ivrig omgang med brandvarm, baconsvøbt pølse til firmafest engang i nat. Jeg brugte første halvdel af dagen på at forsøge at danne mig et overblik over, hvad der skete i løbet af gårsdagens sidste halvdel.

Jeg husker noget med, at jeg formåede at spise bøf bearnaise hele to gange. Og jeg fik chefen til bords, som til sidste års sommerfest måtte bære mig ned i armene på en stakkels guldfisk, da mine ben begyndte at svigte. Den lille, uheldige episode blev selvfølgelig nævnt under middagen. Og jeg valgte at snakke udenom ved at fortælle løst og fast om alle mine andre gigantbranderter, selvom jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke gjorde førnævnte situation mindre pinlig. Og der var medaljeoverrækkelse, hvor jeg var meget forarget over, at jeg ikke engang havde haft mulighed for at gøre mig fortjent til en tabermedalje i år. Og så var der en lang blod-er-ikke-altid-tykkere-end-vand-diskussion med sidemanden. Umiddelbart inden jeg gik over til hård sprut og begyndte at sende homoerotiske billeder til en langhalset type. Muligvis var der også noget danseri, og jeg var i hvert fald helt sikkert den første kunde i den gratis pølsevogn. Fantastisk koncept trods brændt gane. Men brændt barnlig type skyer åbenbart ikke ilden, for jeg er ret sikker på, at jeg nåede at kværne to styks. Og så var det, jeg muligvis kom til at lave snigeren, fordi jeg mistede evnen til at læse mine sms’er. Bitter erfaring har lært mig, at læsningsbesvær er stadiet umiddelbart før bensvigt, og for at undgå at være det primære samtaleemne under næste års middag havde jeg lovet mit ædru jeg at forlade selskabet omgående, hvis jeg skulle nå dertil.

Derfor vil jeg gerne sende en officiel undskyldning til panteren og pumaen, som jeg muligvis kom til at efterlade, selvom de var det bedste selskab, en helspekulerende type kunne ønske sig. Jeg tager revanche næste år. Og samtidig kan jeg glæde mig over, at jeg rent faktisk for en gangs skyld har formået at lære af mine erfaringer. Som musvitten sagde i dag: ‘Du bliver jo klogere og ældre hele tiden’.

cheeseburgerelefant

PS: Efter gennemgang af gårsdagens begivenheder kastede jeg mig ud i den for en fastende type yderst konstruktive disciplin: at kigge på billeder af cheeseburgere. Heldigvis blev min opmærksomhed fjernet fra fastefrustrationstanker, da jeg havnede midt i regnbuehimlen med musvitten og solsorten og tusindbenet. Det var en fest, og jeg er meget stolt over at bo i et land, hvor statsministeren bruger sin lørdag eftermiddag på at vise vigtigheden af frisind. Nu står den til gengæld på tømmermændsblues. Det er svært at undgå, når man ligger alene og sulter i sin seng en lørdag aften – men heldigvis ved jeg, at bluesen er væk, og maven er fuld igen i morgen …

PPS: Bedst som jeg lå og var fastehellig, fik jeg et af den slags sjustilbud fra lillebjørn, som man ikke kan sige nej til. Det er jo også utroligt dårligt for mit image at holde mig ædru en lørdag aften. Fuck fasten – vi ses i byen!

Mens jeg drømmer om en dobbelt baconcheeseburger med ekstra ost og ekstra bacon og ekstra burger …

Jeg faster. For første gang siden den legendariske kålsuppekur, som de fleste hvalpede teenagetyper fejlagtigt forsøger at kæmpe sig igennem, er jeg hoppet på sådan noget diætfidus. Egentlig er jeg ikke den store fan af den slags (alt for mange regler – alt for lidt mad), og jeg har sendt mange fnys efter de hellige typer, der har forsøgt at overbevise mig om, at mit liv ville være mere fuldendt og harmonisk, hvis jeg forbød mig selv at indtage hvidt brød eller begyndte at leve som en stenaldermø.

Nu forholder det sig bare så uheldigt, at min krop er blevet utidig og i flere måneder har behandlet mig som om, jeg fortjener indvendige rap med en nihalet pisk (og det, der er værre). Det er ikke rart, skulle jeg hilse og sige. Så da haren præsenterede mig for det nymodens 5:2-hejs, hvor man tilsyneladende gør sine organer en guttermandstjeneste ved at skåne dem for mad to dage om ugen, tænkte jeg (efter store forbehold og megen skepsis), at jeg vel ikke omkom af at prøve. For det kan jo rent faktisk være, at det hjælper, og min krop bliver lykkelig af det, og livet bliver en fest.

Så her sidder jeg så for enden af fastedag nummer to og synes allerede, jeg fortjener en medalje (en af dem med flødeskum, tak!) Da jeg startede, proklamerede jeg ellers helligt, at sult ikke har den store effekt på mig, og at jeg er i aldeles fremragende kropogsindbalance, hvilket holdt sådan cirka lige indtil chefen tidligere i dag begik den graverende fejl at stille mig det samme spørgsmål hele TO gange. Næsvisheden udløste øjeblikketligt en længere diskussion (hvis man altså betegner envejsspydighed som en decideret diskussion (‘Altså hvor mange gange skal du have svar på det??? Det var dog utroligt!!! Jeg har ikke fået noget at spise!!! Don’t piss me off!!!!!!!!’)), som først sluttede igen, da panteren pippede et forsigtigt: ‘Mor og far må ikke skændes …’

Måske blev den ikke helt retfærdige irritation også udløst af en dyb fastefrustration over, at selvsamme chef har bedt mig om at bruge en stor del af min arbejdsdag på at klippe madprogrammer (Oh the irony!) Kloge typer anbefaler ellers, at fastende stakler skal holde sig fra at læse madopskrifter, men det bliver muligvis en lille smule svært at overbevise chefen om, at det vil være godt for mit stofskifte at skifte stofområde – for eksempel til programmer om overvægtige. Måske det kunne være motiverende (hvis det altså ikke lige var fordi, at de altid skal bruge så frygtelig lang tid på at smide hele poser chips og slik ud, hvilket bare giver mig endnu mere lyst til at svømme en tur i syndens saltsøde skraldespand).

Men på en eller anden måde er der også en form for masochistisk tilfredsstillelse i at bruge flere timer på at sidde og klippe kokketips sammen og sende savlende smil efter videoklip med den ene lækre madret efter den anden. Det er lidt ligesom at pille i et sår. Frygteligt rart.

Da kollegerne gik til frokost i dag, var der dog ikke langt til tårer (ja, jeg er stadig grådlabil, men onsdag er altså også dagen, hvor der både er sandwich og kage i kantinen). Dog fandt jeg en form for trøst i den tankeafledende overspringshandling ‘Scan dit eget pasbillede’, som guldfisken hjalp mig med. For da resultatet af vores ihærdige indsats ved kopimaskinen dukkede op på skærme, og jeg lignede en meget behåret udgave af en helspekulerende type (godt, vi ikke arbejder i en teknisk afdeling (host)), nåede jeg frem til, at jeg trods alt hellere vil være en sulten og vrissen version af mig selv, end jeg vil være en af dem her.

Fortsættelse følger …

pasfoto

Noget om bufferbøssen

Dengang min krop var barn, opdagede jeg en dag, at der fandtes checks. Jeg syntes, det var det sejeste nogensinde. Min mor skulle betale nogle penge til en veninde, og så skrev hun bare på en seddel, hvor mange penge sedlen skulle være værd. Bagefter spurgte jeg hende, om hun ikke ville skrive en check på en million til mig. Jeg havde nemlig ikke helt forstået det der med, at pengene blev hævet på hendes konto. Indtil det gik op for mig, syntes jeg, at voksne var de dummeste i verden, fordi de gik og skrev sjatchecks på et par hundrede kroner i stedet for at give den gas med nogle nuller i enden.

Vi havde ikke særlig mange penge dengang. Jeg husker det stadig som lidt af en fest, når jeg fik lov til at købe Havartiost til min toast. Eller Frosties i stedet for de der cornflakes, som kommer i en plastiksæk (uden det centimetertykke sukkerlag. Skandale!) Og det år, hvor jeg gerne ville på ridelejr (fordi det er sådan noget, normale børn gerne vil, og jeg derfor bildte jeg mig ind, at jeg også gerne ville, selvom jeg var ved at lave ballade i buksen af skræk over at skulle tilbringe en uge i selskab med ridelærere og staldpiger, som kunne finde på at råbe helt uden grund), tjente jeg pengene til at komme afsted ved at spille violin på den lokale gågade. De få, der har hørt mig spille, kan nok godt regne ud, at det tog meget, meget lang tid at køre den plov hjem. Jeg har stadig ondt af egernet, som var min eneste trofaste tilskuer.

Men den slags gjorde også, at jeg tidligt fik en fornemmelse af, hvad penge er. Desværre lærte jeg også, hvordan man bruger dem. Og jeg må erkende, at jeg er bedre til at bruge dem end til at tjene dem. Derfor går jeg stadig og håber på, at millionchecken falder ned fra himlen, eller at storesøs og jeg endelig har held i det der Lotto, eller jeg pludselig opdager et skjult pokertalent, som skriger på at blive dyrket. For selvom min mor lige siden dengang med checken har prædiket, at man ikke bliver lykkelig af penge, så er jeg stadig overbevist om, at det i hvert fald som minimum kunne gøre mig en god tand gladere, hvis jeg slap for klejnebekymring.

Indtil den store formue lander på min slunkne konto, forsøger jeg dog at finde en form for balance på bankbogen. Stærkt opmuntret (nedmuntret) af bankrådgivertype i ny afdeling er jeg derfor begyndt kun at bruge kontanter. Kort er forbudt (med mindre jeg er meget, meget fuld). Jeg må hæve 1000 kroner om ugen, og når de er væk, er det bare ærgerligt (med mindre jeg altså har brugt de sidste penge på at drikke mig fuld nok til alligevel at måtte hæve flere).

Da jeg startede projekt ny og bedre livsstil for nogle uger siden, gik der sådan cirka 46 timer, før jeg ramte min første pengekrise. Heldigvis fandt jeg bufferbøssen – min nye bedste ven. Han stod i vindueskarmen, og af uforklarlige årsager havde jeg glemt, at jeg engang startede en opsparing i ham til en New York-billet, som jeg grundet manglende opsparingstålmodighed endte med at købe for min kassekredit (utroligt ansvarligt træk i øvrigt). Så der lå hele 148 kroner og ventede på mig i bufferbøssens mave. Planen er nu, jeg de uger, hvor jeg ikke bruger alle de 1000 kroner, kan spytte overskuddet i bøssen og gemme det til en regnvejrsdag.

Problemet er bare, at det er mandag aften, og jeg har 2 kroner og et par øreringe i min pung og en tom bøsse i karmen. Hvem er dog bare havde råd til en Havarti og en pakke discounttoast …

bufferboessen

Noget om børn og bryllupper og negle

Jeg aner ikke, hvordan det skete, men lige pludselig er jeg åbenbart blevet sådan en burde-være-voksen-type, som er omgivet af graviditeter og giftermål. Den her sommer er det gået helt amok, og eftersom jeg både er vild med børn og bryllupper, er det på mange måder rigtig dejligt (hvis man lige trækker nedsmeltning over manglende accept af pludselig voksenalder fra).

Min underbevidsthed har dog lidt sværere ved at vænne sig til tingenes tilstand og roder tydeligvis rundt i, hvordan verden egentlig hænger sammen. I nat drømte jeg for eksempel, at min mor var gravid. Og selvom det ikke er pænt at tale om en kvindes alder, fornærmer jeg vist ingen ved at afsløre, at det sandsynligvis ville være en smule urealistisk (og meget, meget skræmmende), hvis hun skulle være i den form for lykkelige omstændigheder.

Jeg glæder mig både over bryllupperne og allerede eksisterende eller kommende babyer, men en gang imellem er det lidt svært at forholde sig til den slags. Specielt fordi graviditeter ofte sætter gang i den alt for velkendte børnetilblivelsesnedsmeltning, som banker til hele min forvirrende forestilling om, hvorfor verden overhovedet findes. Og ikke mindst fordi det tætteste, jeg det seneste lange stykke tid selv er kommet på noget, der minder om skrukhed, var, da jeg i går blev kæledyrsforelsket i min frisørs hundehvalp (som i øvrigt udelukkende kom hen til mig for at pisse op ad mit ben. Det kan jeg så tænke lidt over …)

Efterfølgende mødtes jeg med gymnasiepigerne, og selvom ingen af os bærer rundt på forlovelsesringe eller levende miniversioner af os selv, gik der alligevel baby-/bryllupssnak i den. Den blev først afbrudt, da jeg helt ubevidst kom til at skifte emne midt i en andens sætning, fordi jeg fandt det strengt nødvendigt at analysere lidt på, hvor lang tid min neglelak havde holdt sig pæn.

For det er åbenbart så langt, jeg er i min voksenudvikling. Jeg har lært at passe og pleje mine negle, mens jeg lader andre om at producere rigtige levende mennesker. Og den rollefordeling føles egentligt dejligt trygt.

kakao

PS: Ud over babyer og bryllupper drejede aftenens helt store samtaleemne sig i øvrigt om, at jeg fik serveret en hel kaffekop fyldt med flødeskum til min kakao. Jeg har stadig ikke fået armene (inklusiv føromtalte negle) ned!

Noget om listelivserfaring

Okay, måske har jeg det virkelig ikke i mig, det der hævn. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skulle finde plads til det i et hoved, der er fyldt med så mange andre unødvendige nødvendigheder. Et kort øjeblik troede jeg ellers, det ville være et stykke med kage at finde på et eller andet dejligt ondskabsfuldt, men selvom jeg har modtaget flere opfindsomme hævnforslag (det bedste fra flamingoen*), må jeg nok indse, at hævn havner på min liste over ting, jeg forsøger at undgå, fordi erfaringen har lært mig, at jeg dermed gør mit liv en del mere rart og ukompliceret.

Indtil videre ser den liste nogenlunde sådan her ud:

Ting-jeg-forsøger-at-undgå

– Hævn (fordi det aldrig føles godt hverken i tanke eller i handling)

– Unødvendig jalousi (fordi det aldrig fører noget godt med sig. Heldigvis har jeg lært, at det ene ikke nødvendigvis har noget med det andet at gøre, hvilket gør afjalousineringsprocessen en del lettere**)

– Unødvendig dårlig samvittighed (fordi det netop er unødvendigt. Til gengæld er det meget sværere for mig at undgå end unødvendig jalousi eller vrede eller hævntørst, fordi den dårlige samvittighed helt naturligt kommer lettere til mig)

– Knibskhed (fordi knibsk er kedeligt, selvom kedeligheden er fanget i et fantastisk ord)

– Folk, der råber for at virke magtfulde (fordi de er farlige og sølle på samme tid og giver mig den helt forkerte klump i maven***)

– Førersædet i en bil (fordi jeg aldrig kan slippe tanken om alt det frygtelige, jeg potentielt set kunne være skyld i. Og det er ikke mavepinen værd)

– Shots i ølkrus (fordi djæ bar gøør ma virli virli dåm a hør pååå****)

– Excelark (fordi de er meningsløse og minder mig om, at jeg nok aldrig får helt styr på lortet)

*

haevn haevn1 haevn2 haevn3 haevn4

** For et stykke tid siden luftede kaninen en teori om, at der er to former for unødvendig jalousi – den fysiske og den mentale. Hun mener, at fyre generelt bliver jaloux på grund af frygten for fysiske forbindelser, mens piger lettere bliver jaloux over mentale forbindelser. Jeg ved ikke, om hun har ret, men det lød klogt, og jeg synes, det føles bedst at forsøge at undgå begge dele.

*** Ja, panter, det gælder specielt knibsk buschaufførtype.

**** Skønt flashback til firmafest med paryk og benstrejke og uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop og afsked med den sidste stump værdighed. Hvorfor skal den slags altid ske foran hele verden og samtlige chefer? Godt, jeg aldrig drikker igen!

Spejl et æg, og ønsk en gris

Den tøjte til Rusland har taget min ungdom. Efter overlevelsesturen er min krop åbenbart blevet så gammel og brugt (nej, ikke på den måde), at jeg ikke engang kan klare en sølle gennemgang af de bedste humlebobler på Trykbar uden at modtage yderst urimelig korporlig straf. Derfor har jeg indledt en passioneret lørdagsaffære med min seng (og Bodil den anden). Indtil videre er den kun blevet afbrudt af en stærkt tiltrængt pølsebrunch med musvitten. På vej derhen kom jeg forbi en af mine absolutte yndlingsattraktioner i København.

Rundetårn, havfruetype og Amalienborg gå hjem (nej, tømmermændsfingre, ikke Analienborg!). I kan på ingen måder hamle op med Chicky Grills sensationelle vinduesparti. Intet museum har nogensinde fascineret mig så meget som dette mekka udi skøn undren. For eksempel kan man her stifte bekendtskab med det fantastiske fænomen ‘Flæskestegssandwish’. Og ja, på en dag som denne, hvor fedt- og saltbalancen er i bund, er flæskesteg helt rigtigt et sandt ønske.

Jeg er passioneret fan af brune fortidslevn i alle afskygninger, og Chicky Grill er at finde allerøverst på min hitliste sammen med Kanalbodegaen og Eiffel og Palæ og alle de andre storfavoritter. På Chicky kan man nemlig spise gourmetmiddag og drikke sig en halv kæp i højre øre for det samme, som man giver for to centiliter rom og en myntedusk rundt om hjørnet på Karrierebar. Til gengæld afslører vinduesudstillingen, at man så også selv skal spejle sit æg til den pris …

spejl_aegPS: Hvis du lige som jeg er ordsnob af guds nåde, findes der endnu flere kongeeksempler på malplacerede mellemrum her.