Nu ved jeg at russere …

– ikke mener, at der er insekter i deres ’Bug dumplings’. Tværtimod er der tale om store dumplings og en mindre stavefejl

– er meget glade for ABBA og har lavet deres helt egen version af popgruppen

abba

– giver mange af deres huse tøj på (måske husene også er blufærdige?)

– bare kan det der med at få madretter til at lyde lækre (godt nok er jeg glad for sovs, meeeen …)

tongue_in_a_creamy_sauce

– anvender det anerkendte håndtegn for MTG X, når de vil signalere adgang forbudt

– er meget glade for store ting, der burde være mindre

haengelaas

– ikke nødvendigvis forstår et ord engelsk, bare fordi de arbejder i en engelsk bogbutik (tænk, at vi var så næsvise at tro det)

– ikke forstår det der med, at når man skilter med en hemmelighed, så er det altså ikke en hemmelighed mere

secret

– er afsindigt glade for dild og pynter alt med en lille dusk (tænker, hamsteren muligvis har russiske aner …)

– øjensynligt ikke har nogen mavesæk

mavesaek

– ikke giver finger mod betaling, når man får ordnet negle (det var nu heller ikke helt den service, vi bad om …)

PS: Hvis du ikke har været her endnu, så skynd dig at skrive Rusland på listen. Efter to uger i regnvejr synes haren og jeg stadig, det er fantastisk, og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage hertil igen en dag  (men det bliver også helt fint at komme hjem til den danske sommersol og de danske sommerdyr lige om lidt).

Et højpandet indlæg om moderne kunst

Okay, det er måske en smule svært at skrive noget decideret højpandet om et emne, jeg ikke forstår. Jeg synes selv, jeg har opsøgt min del museer verden over. Og jeg synes generelt, de fleste former for kunst er interessant på en eller anden måde. Men moderne kunst. Altså … måske er det bare mig, der er dum. Men jeg føler mig lidt taget i røven af svindlerne fra Kejserens nye klæder, når jeg betaler penge for at se det her:

moma

New Yorks bud på moderne kunst

mmoma

Moskvas bud på moderne kunst

Haren og jeg var på Moskvas Museum of Modern Art forleden. Når jeg skriver, at jeg ikke forstår moderne kunst, mener jeg ikke alt moderne kunst. Meget af det er vildt spændende og fascinerende (specielt det med Elvis, selvfølgelig). Jeg har bare en lille smule svært ved at fatte, hvordan en åben dåse sardiner i olie er så meget mere fantastisk og genialt i et museumslokale end hjemme på min køkkenbord (i øvrigt er sardiner vel altid frygtelige …)

Alligevel bliver jeg ved med at opsøge det. Måske fordi jeg så får afløb for min ustyrlige trang til at pille ved forbudte ting. Den slags museer er jo fyldt med forbudsskilte, som bare gør det endnu mere fristende at røre ved alting, når de voksne kigger væk eller sover. Problemet med russiske museer er bare, at der er kustoder overalt – og de sover aldrig! I hvert fald ikke når de er på arbejde. Men det er også med til at gøre rørningsmissionen endnu mere spændende (på den der hvor-meget-kan-jeg-mon-nå-at-røre-ved-det-her-fallosformet-slikpapir-uden-at-blive-opdaget-måde). Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste med den form for trang, men jeg har stadig ikke helt forstået den, ligesom jeg heller ikke har forstået, hvorfor jeg altid skal røre ved tallerkenen, når tjeneren advarer om, at den er brandvarm (for tjeneren har som regel ret, kan jeg afsløre efter adskillige års empiriske undersøgelser med efterhånden ret hærdede pilfingre).

MMOMA var hurtigt overstået, og jeg kunne konkludere, at det mest interessante ved hele udstillingen var en form for kikkert, hvor jeg kunne se mit eget øje helt tæt på (hvem sagde selvoptaget?) Og så selvfølgelig giftshoppen. Museumsbutikker er som regel hele museumsbesøget værd, og jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg skriver, at haren og jeg brugte mere tid i den lille butik, end vi brugte på selve museet. Men helt ærligt – hvem kan bebrejde os med det fantastiske vareudvalg?

giftshop

Og sådan fik jeg smæk i røven på en mandag …

Jeg ville egentlig have skrevet et højpandet indlæg om moderne kunst, men så stiftede jeg bekendtskab med en russisk banya.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, men jeg ved i hvert fald, at jeg er meget, meget ked af, at jeg ikke måtte tage billeder derinde, for det er svært at forklare med ord, hvordan det er at kigge direkte op i en ældre russisk kvindes allerhelligste (det skete flere gange ved en fejl). Til gengæld ville det måske være upassende med billeder af den slags herinde. Man ved jo aldrig, om der er børn tilstede.

Til dem, der ikke ved, hvad en banya er, kan jeg fortælle, at det er et russisk saunabad. Da jeg har stiftet bekendtskab med flere forskellige former for hamam både i Tyrkiet og i Bulgarien, tænkte jeg, at der skulle meget til for at imponere mig. Jeg har trods alt allerede prøvet at blive klasket i ansigtet med et par meget lange og rynkede bryster. Men ak, jeg skulle blive klogere.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, da jeg gik ind i badeområdet med mit American Dollars-håndklæde omkring mig (muligvis også en smule upassende håndklædevalg), men jeg blev hurtigt ekstremt fascineret af det, der kom til at foregå.

For det første synes jeg altid, det er en lille smule grænseoverskridende at være nøgen i selskab med folk, jeg ikke kender (eller med folk, jeg kender, for den sags skyld). Jeg er meget lidt blufærdig på mine egne vegne og er egentlig rimelig ligeglad med, om andre ser mig uden tøj på. Men jeg bliver hurtigt blufærdig på andres vegne. Derfor var det en tand underligt at stå fuldstændig Kong Hans og snakke med lige så nøgen russisk kvinde, fordi det jo er så satans svært at finde ud af, hvor man skal kigge hen, eller hvad man skal gøre af sine hænder (ikke fordi jeg stod og fik kinky idéer til fingersjov – men det virker jo dumt, når de bare hænger (sms)). Muligvis blev det også endnu mere akavet, fordi haren og jeg var i gang med at modtage gode råd til, hvordan vi bedst muligt smækkede hinanden i røven med det bundt grene, vi havde fået udleveret. Mere om det senere …

Selve saunaritualet fungerede på den måde, at vi gik ind i et rum, der var afsindigt varmt, og jeg tænkte, at jeg ikke overlevede mange minutter. Det var så inden, jeg fandt ud af, at det slet ikke var blevet varmt endnu. For pludselig begyndte banyamutter at kaste vand ind i rummets kæmpe ovn og vifte luften fra ovnen rundt i rummet. SÅ fandt jeg ud af, hvad varme er. Det kan efter sigende blive over 90 grader derinde, og jeg synes, det er slemt nok at komme igennem en gennemsnitlig dansk sommerdag.

Heldigvis var der ikke så langt til nedkøling – enten ved at trække i en snor, som udløste en spand koldt vand, eller ved at kaste sin (stadig nøgne) krop ned i en kæmpestor træbalje fyldt med lige så koldt vand. Det prøvede vi en del gange, før vi endelig havde gjort os fortjent til at få udleveret grendusken, der havde ligget til opblødning.

Nu kender jeg haren meget godt, men jeg tror aldrig, vi har været helt så tætte på hinanden, som vi kom i dag under saunasmækningsseance med nogenlunde følgende ordudveksling:

”Har du været en slem, slem pige?”
”Ja, jeg har!”
SMÆK!
”Hov … er det for hårdt?”
”Nej, gør det igen!”
SMÆK SMÆK
”Mere?”
”Ja, vildere!”
SMÆK SMÆK SMÆK SMÆK

Jeg synes egentlig, vi formåede at leve os ret godt ind i ritualet, men vi var på ingen måder lige så seje som de to ældre, russiske kvinder, der havde dobbelt op på grene og virkelig fik smækket igennem, så alt vibrerede.

Efter sigende skulle man føle sig som et nyt og bedre menneske med fremragende helbred efter sådan en omgang. Det ved jeg ikke, om jeg gør. Men jeg føler i hvert fald, at jeg har fået udvidet de intime horisonter …

banya

Noget om bøger og barndom

Da jeg var barn, læste jeg konstant. Helst bøger for voksne. De var spændende, for jeg vidste jo ikke, hvordan det var at være voksen. Jeg vidste kun, hvordan det føltes at være barn i de voksnes vanvittige verden.

I dag læser jeg mest børnebøger eller bøger om børn – fordi jeg har lært, at det som regel er de klogeste. Og jeg kan faktisk ikke komme på en eneste bog om voksne, der har lige så meget visdom og magi og rigtighed i sig som Den lille prins eller Mio, min Mio eller Extremely Loud and Incredibly Close.

Som barn kunne jeg alle bibliotekets reolrækker udenad. Også tegneserierne og magasinerne og faglitteraturen. Der var sjældent andre mennesker, så jeg følte tit, det var min private labyrint fuld af eventyr og hurlumhej og finurligheder og kommende klogskab. Der duftede velkendt af fremmede verdener, og jeg savner den tryghed, som kun fandtes på biblioteket.

For tiden læser jeg alt for lidt. Og jeg kan desværre ikke huske, hvornår jeg sidst har været på biblioteket. Men jeg savnede det forleden, da jeg gik forbi en lille, russisk kasse, som mindede mig om barndommens trygge fremogtilbagetumlen gennem reolrækkernes eventyrlige uendelighed.

publib_library

PS: Jeg var ikke særlig gammel, da jeg gik på opdagelse i min første historie om Rusland. Og selvom jeg tit ærgrer mig over, at jeg ikke får læst nok, så kan jeg trøste mig med, at det måske er fordi, jeg nu har travlt med at opleve eventyret i virkeligheden.

Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

Skudamuda har fødselsdag. Det er et år siden, jeg en semisøvnløs nat (dem var der mange af dengang) besluttede mig for, at jeg vel lige så godt kunne bruge tiden på et eller andet, når nu mit hoved ikke gad bruge den på at slappe af. Selvom det er forholdsvis ufarligt at sætte nogle ord sammen og smide dem ud i det uendelige internets rummelige univers, så er det alligevel på listen over det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.

For nogle dage siden spurgte en ny blogger, jeg ikke kender, om jeg også kan føle, det er angstprovokerende at skrive. Det kan jeg slet ikke undgå. Jeg var røvbange i starten og sad bare og ventede på, at en eller anden ville give mig et møgfald med smølfespark som straf, fordi jeg optager plads på det uendelige internet med mine ligegyldige tanker og observationer og anekdoter af ret jævn og ikke specielt bemærkelsesværdig karakter. Og det tog virkelig lang tid og mange tanker og samtaler med yderst tålmodige typer og dyr med samme trang, før jeg blev nogenlunde overbevist om, at det er okay at give lidt af sig selv. For andre bestemmer jo selv, om de vil tage imod.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Beslutningen om at oprette bloggen var ikke særlig velovervejet og vel egentlig mest af alt et resultat af den semisindssyge tankegang, som jeg må trækkes med til tider (og specielt meget på det tidspunkt). Det er rart at læsse af. Det har været særdeles rart det seneste år, som har været fyldt med nogle af de største ned- og opture (i den rækkefølge, heldigvis), jeg har oplevet.

Jeg tror ikke, jeg den semisøvnløse nat havde regnet med, at det nu, et år efter, er blevet til 190 indlæg, som mere eller mindre har skrevet sig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg har meget svært ved at lade være. Endnu mere nu, fordi bloggen giver mig mulighed for at forholde mig til de ting, som sker i mit liv, på en lidt mere konstruktiv måde end dengang, det meste bare foregik inde i mit hoved.

Og når jeg bliver i tvivl og igen-igen frygter, at verden bare venter på, at jeg slipper tasterne (for verden har selvfølgelig ikke noget bedre at tage sig til), kan jeg minde mig selv om, at rigtig mange gode ting i mit liv er kommet til mig, fordi jeg har skrevet. Jeg har flere vigtige venskaber, som er opstået på skrift og har levet på skrift. Jeg har i dag afsendt en mail med en vedhæftet fil i nyskrevet version, som minder mig om, at der rent faktisk findes en form for arbejde, der er 100 procent lystbåret, og som jeg vil blive ved med at bruge tid og tastklik på, selvom jeg får at vide, at jeg aldrig kommer til at tjene penge på det. Jeg blev forelsket i giraffen på skrift – både før og efter første møde (og hele tiden stadigvæk med eller uden skrevne ord). Havde vi mødt hinanden på en bar, var det ikke sikkert, det var sket på samme måde, fordi jeg sandsynligvis ville have så travlt med at tømme kander og kropsgøgle og lægge arm med en eller anden Arnebjarne-type, at jeg helt ville glemme at lægge mærke til det bedste, og det bedste ikke ville lægge mærke til mig, fordi jeg nok ikke viste mig fra min bedste side.

Og her ville den farlige hvad-nu-hvis-rumineringsnedsmeltning starte, hvis ikke det var fordi, jeg havde travlt med at skrive videre. Så skrift føles godt. For mig. Og hvis det føles, så er det godt, siger de kloge.

Siden jeg lærte at skrive, har jeg skrevet meget til mig selv. Til skuffen. Min harddisk (både den fysiske og den mentale) er fuld af gamle historier og observationer og uafsendte breve og gak og gøgl, som bare ligger og ligger og nok aldrig bliver læst. Det har jeg det fint med. At skrive ting, der ikke nødvendigvis skal læses. Jeg ville også blive ved med at skrive på bloggen, selvom den ikke fik nogen besøg. Men nu findes der jo sådan en smart statistik som fortæller mig, at der altså er nogen derude, som gider læse det, jeg læsser af. Og det giver mig endnu mere mod til at fortsætte med det, der føles godt. Så tak for det – og tak for i år, siger jeg og kipper med fødselsdagsflaget for mig selv her i den bumpende bus på vej tilbage mod Moskva. Vi skrives ved ude i fremtiden ….

ren_kaerlighed

Bittersød erfaringsnote #8

Kære mig selv

Næste gang du planlægger en rejse, så prøv med det der research. Du er vel en slags journalist – hvor svært kan det være?

Haren og jeg er havnet et nyt sted i det rigtige Rusland. Vi kom fra en meget lille landsby med 10 gamle kirker. Vores guidebog sagde, at den nye by kun har to gamle kirker. Ergo regnede vi os frem til, at den her by så måtte være ekstremt lillebitte (efter den anerkendte regneprocedure 10 divideret med 2 = ekstremt lillebitte by). Vi glemte bare at undersøge hvor meget nyt betonbyggeri, der er. Så vi er rejst direkte fra russisk landidyl til socialt boligbyggeri gange 350.000 indbyggere. Men okay – det tæller vel også for en slags oplevelse …

Hvis altså ikke det var fordi, vi havde overset det punkt i guidebogen, hvor der står, at kirke #1 har lukket alle fredage, mens kirke #2 har lukket den sidste fredag i måneden. Men så er det da heldigt, at det stadig regner, og vi bor på det yderst festlige Piligrim Hostel med kæmpe kors ved døren og strengt alkoholforbud. Godt, vi snart skal tilbage til fængselscelleværelse og gigantlongislands og Turtles-DJ i Moskva!

vladimir

PS: Jeg er altså begyndt at blive fan af de misforståelser, som opstår, når man ikke taler samme sprog. Som da tjeneren på frokostrestauranten forsøgte at forklare mig, at han ikke kunne give tilbage på en 5000 rubelseddel ved at vise mig sin telefon, hvor han havde googletranslated sig frem til forklaringen: ‘There is no surrender’ …