Fra børn og fulde folk – part II

Forleden blev jeg spurgt, hvordan jeg har det med børn. Spørgsmålet kunne tolkes på flere måder, og da jeg ikke orkede den store snak, valgte jeg meget hurtigt at svare, at jeg har det ret godt med andre folks børn.

Børn er (for det meste) seje – blandt andet fordi de er ærlige. Og det er jo fantastisk. Lige indtil ærligheden rammer. Som i dag, hvor jeg forsøgte at imponere kollegas charmerende afkom ved at jonglere og gøgle til stor begejstring. Alt var skønt, indtil minimand valgte at pege op på mig, kigge på sin mor og spørge: ‘Hvad laver han?’

Så ved man, at håret er blevet for kort, og brysterne er blevet for små.

its_a_boyPS: Det er ikke kun børnene, der har problemer med at afgøre, hvilket køn jeg tilhører. Min veninde rakte mig engang sit lige så charmerende afkom med ordene: ‘Skal du over til onkel?’ Så er der jo ikke noget at sige til, at ungerne bliver forvirrede.

Elefanthus i regnvejr

Jeg er hverken fan af paraplyer, regntøj eller røjsere. Derfor har jeg tendens til at blive meget mere våd end alle andre (når det regner, that is). Og af en eller anden grund synes jeg, det kan være sært tilfredsstillende at gå rundt i øspisseregnvejr. Som i morges, hvor jeg var en tur forbi Elefanthuset for at se, om dyrene var ude – forgæves, for de kunne åbenbart ikke klare himmelmosten.

Så jeg måtte gå videre i alt for lidt tøj under dråber, der drev fra himlen ned i pandehåret og videre ned i øjnene og ind i undertøjet, som kunne vrides, da jeg kom hjem. Og det var skønt lidt på samme måde, som det er skønt og trygt og godt at pille i et sår – også selvom folk omkring mig i fuld gummiheldragt, under skærmende hovedskjold eller bag duggede ruder kiggede på mig, som om jeg var en tosse. Jeg forsøgte at ignorere dem og lod melankolimusikken lukke alle forstyrrende lyde ude, så jeg kunne få lov til at være alene i mit hoved. (Næsten. For helt alene føler jeg mig heldigvis ikke).

Jeg drev tilbage til dengang for halvdelen af 28 år siden, hvor jeg gik rundt på samme måde i verdens mindste by i provinsen og for første gang mærkede, hvordan regn kan give kriller og krablen og hurlumhej i maven, hvis man kan finde ud af at nyde den og råbe ’Mere!’ og ’Vildere!’ i stedet for instinktivt at forsøge at undgå den.

Og havde det ikke været for regnen, ville det slet ikke være så specielt at komme hjem, vælte ind under bruseren og mærke, hvordan det varme vand tøede mig op og fik en helt almindelig dagligdagsting som et bad til at føles så fantastisk og rigtigt og dejligt og skidegodt. Og nu skinner solen …elefanthus_i_regnvejr

Held i lykkeklat

Jeg er blevet skidt på. Fra oven. Først troede jeg, at nogen havde tyret en tennisbold tværs over kanalen og ramt mig i ryggen. Så chokerende voldsomt føltes det. Men det kan åbenbart godt gøre ondt at blive ramt af en lort, hvis bare den er stor nok. Sådan lærer man noget nyt hele tiden …

Jeg er nu næsten kommet mig over attentatet og regner med, at krisepsykologen kan afbestilles. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor det altid skal gå ud over mig. Jeg kan nævne fire situationer i løbet af de sidste par år, hvor jeg er blevet skidt på af en fugl, mens jeg har siddet i solen ved siden af guldfisken og drukket mig i hyggehegnet. Ikke en eneste gang er hun blevet ramt. Der er noget lorent ved den statistik.

Uglen mener, det måske er fordi, jeg ser anderledes ud end alle andre 200 meter oppefra. Og han burde jo vide, hvad han taler om, når nu han er en ugle. Men jeg havde altså dækket neontøjet til og alt muligt, da jeg blev ramt i går. Det er ikke fair!

Eller måske er det. For det er jo noget med, at der er held i den slags klatter. Og jeg synes faktisk, at jeg er ud over det sædvanlige heldig for tiden. Det føles så godt, at jeg hellere end gerne agerer skydeskive for en klat eller to mere, hvis det betyder, at alt bliver ved med at være skidegodt.

PS: Nu ved jeg godt, man skal passe på med at stille for mange krav, men når nu klatten var så enorm, tænker jeg, at heldet måske kan spredes lidt ud og ramme mig på flere områder. Så for en sikkerheds skyld har jeg givet heldet alle muligheder for at vise, hvad det kan, når det kommer til sådan noget med tal …

lotto

Fingrene fra mine Gajoler!

‘Chefen har byttet om på dine Gajoler’, sagde en venlig sjæl til mig for nogle dage siden (og her er der tale om de Gajoler, man putter i munden (dem, man putter i munden og sluger, altså)).

Jeg gik i panik, og alle mine neuroser stod i fuldt flor, indtil jeg nåede mit skrivebord og kunne konstatere, at pakkerne stod pænt på lige række i farveorden – nøjagtigt som tvangstankerne dikterer det.

Men jeg burde have stolet på den venlige stikker, burde jeg. For da jeg i dag sad og sorterede lidt i Gajolerne, opdagede jeg til min store skræk, at ombytningen var sket inde i pakkerne. Bubbi-bjørn havde puttet de hvide Gajoler i den gule pakke. Og sådan har de stået i flere dage, uden jeg har vidst det. Skandale!

I al den tid har jeg slet ikke været klar over, at jeg skulle bekymre mig over, at der var uorden i ordenen. Og ja, jeg burde måske lære noget af, at jeg i mellemtiden hverken er blevet kvalt i en cheeseburger eller er kommet til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held), og det derfor muligvis er ligegyldigt, om Gajolerne skifter æske. Alligevel kunne jeg slet ikke koncentrere mig, før der igen var styr på dutterne. Som da vanddyret forleden drillede mig på Jaguaren ved at stille to ølflasker op ad hinanden, og jeg måtte fortælle ham, at det var fint nok, men at han ikke skulle regne med, jeg havde overskud til at tale med ham, før han flyttede flaskerne fra hinanden igen.

En eller anden dag burde jeg måske investere nogle flere penge i at få ryddet lidt ud i al den orden i mit hoved. Men hvad så? Hvad hvis en klog type virkelig får mig overbevist om, at jeg slet ikke behøver alle de regler? Og jeg så bliver normal. Og overmodig. Og bryder reglerne. Og det så går galt, fordi der alligevel var en mening med tvangstankerne. Hvad så?

UH, siger jeg bare (og det er ikke på den gode måde …)

gajolbeviser

Liste over livsvigtige ligegyldigheder …

… som jeg undrer mig over i løbet af en gennemsnitlig arbejdsdag:

– Hvorfor er Blå mandag egentlig blå? Burde den ikke nærmere være Lambruscofarvet?

– Hvordan kan 1 mm regnvand blive til 1 cm sne?

– Hvorfor er hæmoridecreme som udgangspunkt klamt? Det er vel ikke lavet af hæmorider? (Og nej, spørgsmålet opstod ikke, fordi jeg selv har brug for det, men fordi kendistype åbenbart bruger det under øjnene …)

– Hvordan kan et 21 år gammelt angstanfald stadig udløse kuldegysninger, når sirenerne bliver testet 1. maj? (Nu ved jeg jo godt, at nazinosserne ikke ligger på lur …)

– Hvorfor lyder ‘SKAT’ så frygteligt ukærligt, hvis navnet står øverst på et 6-cifret girokort?

– Hvornår mon kollegerne gennemskuer, at jeg primært foreslog at oprette ‘Månedens medarbejder’-titel, fordi jeg forudså en ihærdig indsats på kagebagningsområdet?

– Hvornår mon jeg gennemskuer, at marshmellowpeanutbuttercupcakes ikke nødvendigvis er sunde, fordi de indeholder nødder?

– Hvordan kan ‘bære nag’ nogensinde blive til ‘bære den af’? Er det ligesom at love gule og grønne skove, at sælge sin sjæl for ussel mammut eller det der med lut og lagkage?

– Hvordan har jeg formået at leve 28 år uden at stifte bekendtskab med ordet ‘Komfitterknas’? (Øj, der skal kompenseres nu. Med ordbruget, altså …)