Tips og tricks til rumineringstyper

Og her tænker jeg ikke på køer. Jeg tænker på tænkere. Mennesketænkere. Både menneskeovertænkere og overmennesketænkere, der tænker over for meget.

Lige siden jeg lærte at tænke, har jeg tænkt for meget. Meget tænkning er godt, hvis man kan finde ud af at tænke over noget klogt og konstruktivt. Det kan jeg sjældent. Så derfor har jeg forsøgt at udvikle en strategi, som kan stoppe unødvendig ruminering. Og jeg er da ikke for nærig til at dele. Så hvis du vil undgå at tygge tankedrøv, kan jeg anbefale at:

– bruge bankens penge på noget fuldstændig nødvendigt unødvendigt (så som en iPod, der er identisk med den, du har i forvejen*)

– investere nyindkøbt underskud i Jägerbombs og lade dem skyde dig hele vejen til Hong Kong (den i Nyhavn – ikke Asien …)

–  dyrke tanken** om, hvorfor hun egentlig sagde det der med osten i går

– oversætte samtlige filmtitler i reolen til finsk og læse dem højt med japansk accent

– kigge på billede af lækker baby med sejt moustache

– sortere Gajol-æsker efter farve og vurdere graden af genialitet i citaterne

– filosofere over mulige navne til andre folks sofaer**

– prikke dig selv på skulderen og hviske, at alt bliver skide godt

ruminering

* Den slags kan være nødvendigt, hvis du for nylig har været udsat for gement tyveriforsøg og nu er blevet bevidst om, at du en dag risikerer at miste elsket iPod. Ved at investere i en ekstra, sparer du halvdelen af bekymringen, da du nu er dækket dobbelt ind. Tippet egner sig ekstra godt til rumineringstyper med generel angst for at miste grundet medfølgende slipgivningskomplikationer.

** I dette tilfælde er tænkning ok, fordi det primære formål med tanken er at grine uhæmmet i en grad, som få dyr forstår.

Noget om hjerter og vigtige dyr

Jeg har lige nu 6186 billeder på min telefon. Når der ikke er plads til flere, bliver jeg nødt til at købe en ny. For jeg skal have dem alle sammen med mig altid. Det kaldes OCD, siger de kloge. Jeg synes slet ikke, det behøver sådan en frygtelig fin forkortelse. For mig handler det mest om, at det jo kan være livsvigtigt, at jeg kan kigge på et helt bestemt billede på et helt bestemt tidspunkt. Ellers går det galt. Som i dag, hvor jeg bare blev nødt til at fremvise billede af tvesnablet elefant på hængelås. Sådan en skal der altid være plads til i lommen.

Jeg tager mange billeder. Også mange billeder, som måske ikke er livsnødvendige i alles verden. Men det er de i min. Der er som regel ikke det store system i det. Men billederne, jeg tager, afspejler tit mit humør. I dag har temaet åbenbart været noget om hjerter og vigtige dyr. Tilfældigvis …

1elefantlaas

2ocdhjerte

3girafcykel

4gal_kunst

5streetheart

6moneyheart

7assheart

8grafittigiraf

9grafittielefant

Noget om eksperimenterende føleri

Jeg fik på et tidspunkt at vide af en ven, at jeg er den mest barnlige voksne, han kender. Nogle mener endda, at jeg er endnu mere barnlig end de små typer, som stadig bor i børns kroppe. Jeg vælger at se det som noget positivt – det kan jeg jo lige så godt, når nu det alligevel ikke kan være anderledes.

Netop derfor passer det mig fantastisk godt at være i selskab med børn. Så er det også lidt mere legalt at slippe den-11-årige-pige-inden-i-mig løs, så hun kan te sig tosset og danse fandango. Det fik hun lov til, da den 8-årige var på besøg for nogle uger siden. Jeg stemte for, at vi skulle i Zoo (sjovt nok). Han stemte for Eksperimentarium. Den yngste fik lov til at bestemme, og det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at argumentere for, at jeg er den yngste af sind.

Men nogle gange er det meget godt, at man ikke får sin vilje. For jeg lærte faktisk ret meget den eftermiddag. For eksempel fandt jeg ud af, at jeg overraskende nok er udstyret med familiens største sæt lunger (de indvendige, tydeligvis). Og at jeg ikke kan holde varmen på hænderne og næsen, men til gengæld er jeg varm om hjertet (og røven). Alt sammen info, som er ret nyttigt for en barnligt voksen kropsgøgler.

eksperimentarium

Det, der gjorde størst indtryk på mig den dag, var dog en computer, som viser en rækker forskellige billeder og registrerer, hvad man reagerer følelsesmæssigt stærkest på. Min søster startede. Hun reagerede stærkest på et billede af en baby. Det gav ret god mening. Min mor reagerede stærkest på store, nøgne bryster (det vil jeg helst ikke analysere på). Jeg kæmpede mig igennem et virvar af slanger og skræmmende operationsstuer og kinky, afklædte mænd. Der var masser af stærke sager. Alligevel reagerede jeg mest voldsomt på … bacon.

En lang række af mine fobier havde været repræsenteret på billederne, men ingen frygt kan åbenbart slå min kærlighed til kødverdens syndige konge. Og det er sgu ret fedt at tænke på, at de positive følelser slår de negative, hvis begge kæmper om pladsen. Specielt fordi der, trods min store, uforbeholdne kærlighed til bacon, findes noget i denne verden, som jeg holder endnu mere af …

Servicemeddelelse fra cirkusmanegen

Det siges på savannen, at bloggen her har været lidt forsømt det seneste stykke tid. Det skyldes primært, at jeg har haft travlt med:

– at smutte forbi min tandlæge på Gammel Kongevej og insistere på, at jeg har en tid, samtidig med at min gamle tandlæge i Hvidovre ringer og spørger, hvor jeg bliver af (det er jo også kun fire år siden, jeg skiftede)

– at lege med olie (uh!)

– at undre mig over, hvorfor jeg altid insisterer på at lægge arm med drengene, når jeg er fuld

– at skifte unødvendig ruminering ud med ren forårsnydning

– at være i kamp på åben gade med gemen neoniPhonetyv (han var helt klart stærkest. Men jeg vandt på viljestyrke)

– at klappe uden hænder

– at gøre en ihærdig indsats for at sætte kanderekord på brun beværtning (sejren er vor!)

– at brainstorm over alternative navne til kropsdele

– at rende til møde hos youtube og tro, at jeg skal snakke om google (hvad er forskellen?)

– at kæmpe om en omgang på Kutten og trutten

– at gøre min emhætte ren (fordi den rent faktisk skulle bruges, ja)

– at fyre op under safaridyrene og fejre, at der er fest i sommerfugleflokken

safaridyr

PS: Jeg vender tilbage, når jeg er blevet en tjekket overskudstype. Eller noget …

Uplettede frustrationsskud

Jeg vil mene, at der skal ret meget til for at bringe mit pis i kog. Det sker sjældent, og folk omkring mig bliver som regel temmelig overraskede, når jeg endelig giver mig selv lov til at ride på de helt høje vredesbølger. Det er de færreste, der kan tage mig seriøst, når det sker. Måske fordi jeg har en tendens til at slå over i noget jysk dialekt, som bare egner sig fantastisk godt til spontansurhed.

Under normale omstændigheder kommer min vrede ikke til udtryk, når der virkelig er grund til det. Den plejer bare at køre i diskret tomgangsbane på bagagebåndet. Men i lørdags var den svær at holde tilbage. Jeg var på skydebanen med kollegerne, og jeg troede egentlig, at mit største problem i den sammenhæng ville blive min uhelbredelige angst for at komme til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Jeg tog fejl.

Alt startede ellers så godt. Jeg var en haj til det der med at sætte patronerne ordentligt i. Det gik også fint med at lade dræberdyret, og jeg rystede kun en lille smule i underbenklæderne, da jeg skulle fyre det første prøveskud af. Som til stor overraskelse landede midt i midten af skiven. De efterfølgende skud gik også helt hæderligt, og jeg var derfor rimelig kæphestehøj, da vi gik fra prøveskud til konkurrence.

Her var det så, at positiviteten, som ellers har været en ret skøn ven for mig de seneste par måneder, valgte at stikke mig den midterste finger. Jeg kunne intet ramme. Ikke engang den del af skiven, som ikke giver point. Jeg lyttede til alle råd, tænkte på at stå rigtigt, holde rigtigt, sigte rigtigt. Intet hjalp. Det var frustrerende nok i sig selv og blev kun værre af, at jeg havde skydeinstruktørfætter til at stå bag mig og kommentere. I den bedste mening, helt sikkert. Men kære fætter, hvis du står få meter fra en frustreret og aggressiv barnevoksen med et styks ladt skydevåben i hånden, skal du under ingen omstændigheder komme med kommentarer som: ‘Du kan jo godt. Hvorfor gør du det så ikke?’ Eller endnu værre: ‘Slap nu af. Hvorfor får du præstationsangst lige pludselig?’

Guldfisken, som stod ved siden af mig (og i øvrigt var imponerende sej til det med skydevåben), havde en anden, mere opmuntrende tilgang til mit katastrofeskyderi og forsøgte sig med et heppende: ‘Jeg tror på dig!’ Men det hjalp ikke. For jeg havde mistet troen på det selv. Jeg blev bare endnu mere anspændt, dirrende og absurd dårlig.

TIl sidst gav jeg op. Og det var vist meget godt, at skydevåbnet var blevet lirket ud af min hånd, da en kollega lidt senere leverede dagens absolut mest provokerende kommentar: ‘Jeg var faktisk overrasket over, hvor let det var’.

I princippet kan mine evner udi skyderi jo ikke bruges til noget, så jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så frustreret. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg var decideret sur på den allermest barnlige dårligtaberagtige måde. Jeg blev pinlig over den meget uvante vredesfølelse, som boblede løs i blodbanerne, og jeg forsøgte derfor at analysere lidt på, hvorfor jeg tog nederlaget så tungt. Faktisk tror jeg ikke, det havde været så slemt, hvis jeg nu var dårlig til det fra starten. Men som skydeinstruktørfætter så rigtigt sagde, så havde jeg jo vist, at jeg godt kunne. Det var først, da jeg begyndte at overtænke situationen, at det gik galt for mig. Og det er vel egentlig det, der er mit problem. Sådan helt generelt. Jeg tænker for meget, hvilket jeg også fik at vide senere på aftenen i en helt anden sammenhæng. Det problem kan jeg så passende sidde her og tænke lidt videre over …

skyderierPS: Som plaster på nederlagssåret forsøgte Bubbi-bjørn at muntre mig lidt op efter skyderiet med konstateringen: ‘Vi har jo forskellige talenter. Dit talent er at lukke lort ud. Og der er du relativt konsekvent, faktisk’.

SÅ drak jeg mig fuld …

Beflyvning af himmelskib: Tjek

Jeg gjorde det. Sgu. Efter adskillige forsøg på at beflyve uskibet i himlen, lykkedes det endelig i går aftes. Og måske var der en god grund til, at det først kunne lade sig gøre nu. For hvis det var sket for nogle måneder siden, havde det helt sikkert været med skrig og skrål og højdeskræksensomhed. Indeni (jeg ville selvfølgelig aldrig turde komme ud med noget af det (ensomhed er i øvrigt også så svær at dele)).

I går var omstændighederne lige så helt igennem rigtige, som jeg ikke vidste, de kunne være. Og selvom det var frygteligt at hænge i luften og dingle i blæsten bag grønne gummiben, der helt provokerende opførte sig om, det hele var en leg, var det også ret fantastisk. Nu hjalp det selvfølgelig også på omstændighederne, at jeg havde jetlag og savnede to døgns søvn, så jeg følte mig nærmest en lille smule dopet. Mere afslappet, mindre anspændt – og så tryg som overhovedet muligt, fordi jeg den her gang heldigvis kunne klamre mig til dyrerigets højdekonge. Og så kan man faktisk klare alt.

right_time

PS: Apropos beflyvning så skete der noget ret sensationel mandag morgen, da jeg landede fra New York. Jeg blev hentet i lufthavnen. Og selvom jeg var alt for rundtosset til den 360-graders-krammer, jeg tidligere har skrevet om, var overraskelsesafhentningen nøjagtigt lige så sommerfuglefyldt, som jeg havde håbet, den slags kunne være.

Noget om verdens længste gåtur

Verdens længste gåtur startede i sommeren 2010. Jeg var lige blevet færdiguddannet og havde ingen idé om, hvad jeg ville med mit liv. Jeg var arbejdsløs, single, økonomisk på røven og uden planer. Skide godt udgangspunkt for succes!

I desperation forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at min situation måske slet ikke var så deprimerende. Måske var det nærmere et tegn på, at alt kunne ske, hvis jeg turde tage chancer. Så jeg tog en chance, lejede en lejlighed i New York i et par måneder, bestilte billet og stak af, inden min bankrådgiver kom på sporet af min knap så fornuftige flugt.

Det var en afsindig god plan, syntes jeg. Bortset fra at jeg ikke lige havde lagt nogen plan for, hvad de måneder egentlig skulle bruges på. Det endte med, at jeg gik. Mange kilometer hver eneste dag. Op ad gaden ned igen. Og kiggede og hørte musik og tog indtryk til mig og tog billeder og tænkte. Mine følelser var mere end almindeligt skizofrene i den periode, fordi jeg vekslede fra at være euforisk begejstret over at være i New York til at være afsindigt nedtrykt over at være i New York helt alene med mig selv uden at vide, hvad jeg skulle gøre af mig, Det var skide fedt og skide hårdt og meget, meget sundt, tror jeg (for hovedet, altså).

Jeg skrev også. For første gang nogensinde skrev jeg noget, der mindede om dagbog – nok mest i desperation over, at jeg ikke havde nogen af snakke med. Jeg har lige læst det (det var laaaaaaangt. To måneders sindssyge er altså ikke sådan lige at komme igennem). Meget af det kunne jeg godt huske, men nogle af følelserne og frustrationerne havde jeg næsten glemt, fordi tingenes tilstand (heldigvis) har ændret sig de seneste par år. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at jeg ville være i stand til at sætte så meget pris på alle de gode ting, der er sket, hvis ikke jeg havde givet mig lov til at være så meget væk i mig selv i den periode.

Jeg fik en klump i maven over meget af det, der stod. Især det, jeg havde skrevet på min sidste dag herovre. Som research til en artikel (der aldrig blev skrevet) om newyorkernes enorme interesse for clairvoyance, skulle jeg selv prøve at opsøge en clairvoyant. Jeg gik direkte ind fra gaden og var lige dele skeptisk, nysgerrig og pissehamrende skræmt. Det tog cirka fem minutter for kvinden (som intet anede om mig) at fortælle mig, at de to måneders vandrende bekymring slet ikke var noget at bekymre sig over. I dagbogen har jeg skrevet ned, præcis hvad hun sagde. Jeg har censureret en lille smule i det, jeg stadig ikke kan overskue at forholde mig til, men ellers lød hendes spådom for snart tre år siden nogenlunde sådan her:

”Jeg ser dig leve, til du er i starten eller midten af 90’erne. Du får et sundt liv, og du vil være uafhængig helt til din død. Du kan generelt ikke lide at være afhængig af andre og bryder dig ikke om, hvis folk fortæller dig, hvad du skal gøre. Du vil klare dig selv, og det kommer du til. Samtidig er du meget sårbar, men forsøger at skjule det.

I forbindelse med dit arbejde kommer du til at ændre folks holdning til en række emner, og jeg kan se, at du kommer til at skrive bøger.

Du har haft to romantiske skuffelser, den ene væsentligt værre end den anden, og du har generelt svært ved at knytte dig til personer af det andet køn. Men fortvivl ikke –  den tredje mand er den rigtige, og du er ikke i tvivl, når du møder ham. Han er ældre end dig, men det er ikke noget problem, fordi du generelt har det bedst med personer, der er ældre end dig selv. Du bliver både tiltrukket af hans udseende og hans intellekt (…)

Din fremtidige økonomiske situation ser positiv ud (…) I det hele taget kommer dit liv til at ændre sig markant på alle punkter inden for de næste tre år”.

not_all_those_who_wander_are_lost

PS:  Jeg går stadig. Så meget som muligt. Ikke fordi jeg er frustreret over ikke at vide, hvor jeg skal hen. Men fordi det føles godt. Og hvis det føles godt, så er det godt.