Alt det jeg ikke ved og mere

En ret skøn type gav forleden udtryk for, at han godt kan lide at være sammen med mig, fordi han så føler, at han har ret godt styr på tingene. Sammenlignet med mig, forstås. Nogle ville måske blive fornærmet over den pæne omskrivning af konstateringen ’Hold-kæft-hvor-har-du-bare-ikke-tjek-på-en-skid’. Men jeg blev glad. Meget glad. Fordi jeg for første gang virkelig føler, at jeg er rendt ind i en, der kan overskue at tage sig lidt af mig.

Og der ER jo meget, jeg ikke har styr på. Jeg har endnu ikke formået at imponere SKAT med rettidige indbetalinger. Jeg kan ikke finde ud af at passere security i lufthavnen uden at lave en scene, som resulterer i kropsbegramsning eller henslæbning til ekstratjek i afsides lokale. Jeg forstår ikke, når folk ikke forstår ironi, hvilket resulterer i, at der render adskillige personer rundt og tror, at jeg er psykopat (revisor-type inklusiv). Jeg har aldrig lært at koge ris. Og jeg bliver gang på gang overrasket over, at alkohol ikke vil mig det bedste (naiv, som jeg jo er, holder jeg stædigt fast i troen på procenternes gode intentioner).

Nogle gange bliver jeg dog i tvivl om, hvorvidt det nu også står så slemt til. For eksempel den dag, guldfisken helt impulsivt udbrød: ’Du er jo faktisk et ret tjekket menneske’. Jeg aner ikke, hvorfor hun fik behov for at uddele den form for umiddelbar ros, men jeg var både overrasket og stolt over udmeldingen. En følelse, der holdt cirka to et halvt sekund. Indtil konstateringen helt unødvendigt blev afløst af den nedbrydende sætning: ’Altså, jeg ved godt, det lyder mærkeligt’.

elefantviden

Riesenkusseabstinenser

Jeg troede faktisk, det ville være frygteligt at skulle undvære slik og kager i en måned. Men jeg har haft så meget godt i hovedet de seneste uger, at jeg næsten ikke har haft tid til at tænke på, hvad jeg savner i maven. Før nu. På dag 28 blev jeg ramt af længslen. Hårdt! I barndomsbyen, hvor jeg har buret mig inde et par dage med den 9-årige.

Indburingen er ret lærerig. Specielt da et par sandheder kom på bordet over spegespølsemadderne.

Den 9-årige: ”Min far siger, at du har elevatorvægt”.

Mig: ”Nå”.

Den 9-årige: ”Det betyder, at du nogle gange ser lidt tyk ud, og andre gange ser du slet ikke tyk ud”.

Mig: ”Nå”.

Den 9-årige: ”For eksempel har vi et billede af dig fra en juleaften, og du er altså ikke så tyk mere, som du var dengang”.

Mig: ”Nånå”.

Paradoksalt nok gav samtalen mig endnu mere lyst til at dykke ned i noget med chokolade og skum og kiks. De kæmpestore af slagsen. Jeg er endda parat til at ofre en elevatoretage for det, hvis bare det kan tage de værste fysiske abstinenser.

Gad vide, om man kan få bragt Riesenkusser ud i verdens mindste by i provinsen?

riesenkusse

Kamæleonelefant i en gøglerbutik

Sådan noget med at møde nye mennesker kan godt være en smule angstprovokerende for mig på den der speedsnakkende/pinlig tavshed/upassende gøgl med kroppen-agtige måde. Det er som regel helt slemt med de personer, jeg virkelig gerne vil forsøge at gøre et godt indtryk på (eller som minimum bare et indtryk).

For et stykke tid siden sammenlignede en klog type mig med en form for social kamæleon, fordi jeg har en tendens til at tilpasse mig et selskab ved at skrue op og ned for min indadvendte og udadvendte side, alt efter hvad jeg fornemmer, der er mest brug for. Derfor får folk ofte meget forskellige førstehåndsindtryk af mig.

Da jeg som 16-årig havnede på en international skole, hvor det handlede om at blive hørt så hurtigt og så højt som muligt, åbnede jeg stort set ikke munden i et halvt år. Jeg var bare. Til stor glæde for mine omgivelser, som så fik plads til at fylde endnu mere.

‘I like this girl. She just sits there and listens’, var der på et tidspunkt en pige, der sagde til de andre. Om mig. Mens jeg sad helt stum ved siden af. Og lyttede. Alle var glade for min tavshed. Og jeg var lettet over, at jeg ikke blev tvunget til at sige min mening. For det havde ikke været kønt.

Desværre/heldigvis sker det modsatte også. Nu til dags i højere grad end tidligere. Hvis jeg havner til en fest eller en middag eller en reception fyldt med afdæmpede typer, jeg aldrig har mødt før, vil jeg hellere surfe usikkert rundt på de pinlige rester af min mistede værdighed end forsøge at holde mig flydende på pinlig tavshed. Det betyder, at jeg inden for det første kvarter med fremmede mennesker både har:

– fortalt historien om den gang, jeg i en kæmpe koger faldt ud fra et (unisex)festivaltoilet med strømpebukser, nederdel OG underbenklæder nede om anklerne. Foran en kø på 20 mennesker. Midt på eftermiddagen (og ja, jeg var alene på det toilet).

– demonstreret mit trick med at have hele hånden inde i munden (efterfulgt at mit ret unikke stående-applaus-trick)

– fået et helt selskab til at befamle mine øreflipper, for at de lettere kunne give mig ret i, at flipperne virkelig er afsindigt tykke (guldsmeden overvejede at skyde to gange, da jeg som 10-årig fik lavet det første sæt huller)

Den slags opførsel er som regel nogenlunde acceptabel til abefester. Så hvis jeg bare kunne holde det der, ville det måske ikke være så slemt. Det glemmer jeg desværre, når jeg for eksempel havner midt i noget potentiel pinlig tavshed til en eftermiddagsreception på et fint forlag med et pænt udsnit af den danske kulturelite, hvor jeg skal forsøge at holde mig kørende på halvanden håndbajer, mens jeg prøver at afstøde pludseligt opståede mindreværdskomplekser over alt det seje, jeg ikke har udrettet.

Nogle mener, min panikopførsel kan være en form for underholdende på den pinligt charmerende måde. Andre skal meget hurtigt på toilettet eller i buffeten eller afbryde et flereårigt rygestop. Og så står jeg pludselig alene tilbage. Med tom håndbajer og ingen steder at gøre af mine rystende hænder.

Jeg arbejder på at finde en balance. Meget gerne inden for den næste times tid. Men jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver hende den interessante type, som formår at sidde og være lidt mystisk ovre i hjørnet med et sofistikeret glas rødvin (gad vide, om det egentlig er muligt at få et helt rødvinsglas ind i munden? Det må afprøves!)

elefant

Sidste nyt fra Zoo

‘Jeg tror faktisk godt, du kunne vinde en fyr over, hvis han mødte dine venner’, sagde kaninen til mig for nogle måneder siden.

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forstå sætningen. Den åbenlyse tolkning ville være, at kaninen mente, hun og resten af dyreflokken er så fantastiske, at de ville veje op for det, jeg selv trækker ned. Hun forsøgte dog at redde den ved at sige, at jeg viser mig fra en ret fin side, når jeg er sammen med mine venner, og jeg derfor kunne score nogle point på min personlighed.

Dengang var det slet ikke relevant. Og jeg regnede heller ikke med, at det ville blive relevant på den her side af fremtiden. Men nogle gange sker ting hurtigere, end man regner med, fordi rigtighed har krudt i røven (heldigvis). Så i fredags fik haren, guldfisken og solsorten lov til at se giraffen. Mere eller mindre tilfældigt. Kaninen sneg sig også til en lynpræsentation lørdag. Ud over at hun fik indikeret, at han er alt for god til mig, og jeg derfor burde sende ham videre i systemet (til hende for eksempel), så var det faktisk slet ikke så farligt at forene to verdener. Jeg ved ikke helt, om han synes bedre om mig nu, hvor han har mødt de fire tøsedyr. Men lige meget hvad føler jeg allerede, at jeg har vundet. For som guldfisken så rigtigt siger:

‘Tænk engang at du har mødt en fyr, der kan li’ dig, som du er. Det er da ret fantastisk!’

giraffen_og_elefanten

PS: Giraffen er i øvrigt sådan en type, som gerne vil bruge en rockerkold lørdag eftermiddag på at udforske nyfødt elefantunge i Zoo (hvilket fik mig til at æde gammel tvivl om musvittens karmalortsteori i mig. Alt er skide godt!)

Noget om tid

Forleden sagde en ret skøn type, at han godt kunne tænke sig at prøve at være inde i mit hoved. Det er modigt, synes jeg. Specielt når man tænker på, hvor meget jeg allerede har delt af lettere absurde tanker om dolke og ridning og det, der er værre.

Inde i mit hoved er der meget rod. Men der er også mange forsøg på at sætte tanker i systemer. Nogle systemer er mere logiske end andre. Nogle er logiske og ulogiske på samme tid. For eksempel har jeg systemer til tid. Uger og år kører i en form for cirkel i mit hoved, så når jeg tænker på mandag*, ser jeg et billede af dagen, ligesom jeg gør med juni, hvis jeg tænker på, hvad der skal ske af gode ting på tæpper, når solen skinner.

uger_og_aar

Normalt er jeg meget glad for ligevægt, men i mit tidssystem er der ikke ligevægt mellem den ene og den anden side af midten. Hvorfor ved jeg ikke. Måske er det fordi, jeg godt kan lide tanken om, at weekenden fylder lige så meget som hverdagene, og foråret fylder mere end efteråret. Jeg ved heller ikke, hvorfor ugen går med uret, mens året går mod uret. Sandsynligvis er det bare et tegn på, at systemerne blev til, dengang min krop var barn, og jeg endnu ikke havde lært klokken at kende. Eller også er det fordi, jeg altid har forsøgt at placere det bedste til højre.

Tanker om tid er i det hele taget noget, der fylder meget i mit hoved. ‘Tiden læger ikke alle sår, men vi lever med de ar, vi får’. De kloge ord hørte jeg for nylig – og måske er den sætning en af grundene til, at jeg godt kan lide ar. Ligesom jeg godt kan lide tanken om, at tid kan ændre tingenes tilstand til det bedre, før man overhovedet tør begynde at håbe på, at det sker.

Godt, vi har masser af tid!

PS: Hvis du skulle være i tvivl, så er mit tidsbæger helt klart halvt fyldt lige nu. Og det er jeg fuldstændig vildt og voldsomt hoved-over-hæle begejstret for.

Skærmbillede 2013-03-20 kl. 15.51.49

* Mandag er steget i graderne hos mig de seneste par uger. For et stykke tid siden sagde musen, at det eneste gode ved mandag er, at det er den dag på ugen, hvor der er længst tid til mandag. Jeg gav ham ret dengang. Men har heldigvis skiftet mening siden og synes nu virkelig, at det bedste ved mandag er, at mandag er starten på og fortsættelsen af og forventningen om noget skide godt …

Meningsmusik

Der findes koncerter, som er fantastiske, fordi musikken går helt ind i kroppen og ned i maven og ud i fingrene (og i de store fødder). Og så findes der den slags koncerter, hvor man både er ude af sig selv og inde i sig selv på samme tid. Sådan en var jeg så heldig at havne til i lørdags.

Det er ikke første gang, Julie Maria er oppe at vende herinde. Og det er heller ikke første gang, jeg oplevede hende i DR’s koncerthus. Men den her gang var anderledes. Det sidste halve år har hendes musik loopet i mine ører noget nær konstant. Specielt på løbebåndet i 80’er-træningscentret, hvor jeg har haft travlt med at løbe fra et eller andet i vild forvirring (fordi det endnu ikke var gået op for mig, at det er meget sjovere at løbe til noget). Der var særligt én sang*, som ramte mig hårdt, allerede første gang jeg hørte den. Med min gangmani er der måske ikke så meget at sige til det.

Og så var der selvfølgelig også den sang, som jeg hele tiden har ønsket (og et eller andet sted måske af åndssvage årsager også frygtet) kunne ramme mig hårdt. Det gjorde den i lørdags. Og det gjorde slet ikke ondt. Det var heller ikke farligt. Det var mest af alt bare rigtigt.

* Da jeg hørte sangen live, gik det op for mig, at jeg nu rent faktisk kan give ham et svar med. På det store spørgsmål. For ja, jeg tror nu mere end nogensinde på, at det kan lade sig gøre at finde det hele i én. Hvis man tør slippe alle forbehold og overgive sig. (Måske bliver svaret slet ikke læst her. Måske er det fint. Måske sender jeg en brevdue en dag. Hvis det føles rigtigt. Og måske er der alligevel en mening med det meste …)

Det handler om at være

Dengang jeg tog kørekort, boede jeg på stadiet før hospitalscelle. Det var frygteligt. Mine drømme om vildt kollegieliv og nye boligvenner i København blev skudt ned af Hortonsagaseende evighedsstuderende, som ikke kunne overskue at lære et navn på tre bogstaver og derfor aldrig henvendte sig til mig (hvilket egentlig var lidt af en lettelse).

Jeg var mere tryg ude end hjemme. Undtagen når jeg skulle sætte mig bag det der rat, som nogle mente, jeg burde lære at kontrollere. Dengang min krop var barn, var min værste frygt, at jeg endte med at blive buschauffør, når jeg blev voksen. For så risikerede jeg jo at slå mange flere mennesker ihjel, når jeg kørte galt. (Når. Ikke hvis. Jeg har altid haft overvældende stor tiltro til egen ulykke).

Heldigvis syntes jeg, min kørerlærer var helt fantastisk. Desværre syntes vi begge to, at det var mere tiltrængt at snakke end at køre. Egentlig fungerede hun nok mest som psykolog. Og det var meget godt. Men jeg lærte aldrig at køre ordentlig bil. Til køreprøven var jeg så tæt på at køre en fyr ned, at den køresagkyndige måtte hamre bremsen i. Alligevel fik jeg af uforklarlige årsager kortet, hvilket muligvis betyder, at jeg har opbrugt et helt livs charmekvote på den konto.

Sjovt nok syntes en del af mig, det var det fedeste at sidde bag det rat, og havde jeg været alene i verden, ville jeg ikke lave andet end at ræse rundt og lege kylling med mig selv. For så var det jo kun mig, der kunne komme til skade. Men tanken om, at jeg risikerede at såre andre, var simpelthen for frygtelig, og derfor er jeg aldrig blevet bilist. Mit kort bliver udelukkende brugt som hjælpemiddel, når jeg har glemt mit eget navn. Det er dumt. Men det er sådan, det er.

Mange syntes, min frygt var helt åndssvag. Så åndssvag, at jeg en dag modtog en plakat fra TRYG med billedet af den lille kylling, som er foruroligende tæt på at blive kørt over af et meget stort bildæk. Det har uden tvivl været en joke, men der var aldrig nogen, der turde melde sig som afsender. Jeg er dog sikker på, at vedkommende har haft det skræmmende sjovt ved tanken om den panik, jeg gik i, da jeg så plakaten og omgående lavede 1:1-association til al den ulykke, jeg potentielt selv kunne skabe.

Jeg ved ikke, om angsten bliver mindre med tiden, og jeg en dag bliver tryg nok til selv at sidde bag rattet igen. Til gengæld er jeg god til at blive kørt rundt med, selvom jeg som regel holder fast i et eller andet under turen. Min evne til at give slip har aldrig været imponerende. Men jeg øver mig. Så meget, at jeg nu rent faktisk har lyst til at give helt slip på kontrollen og se, hvad der sker, hvis to prøver at styre sammen. Overraskende nok har jeg på meget kort tid lært, at det, jeg har frygtet allermest, måske kan ende med at være det, der gør mig allermest tryg.

Og på en eller anden måde tabte jeg nu køretråden og bevægede mig væk fra det, der var min egentlig pointe. Min koncentrationsevne er presset for tiden. Men det er ligemeget. For jeg er blevet sindssyg på den allerbedste måde. Og jeg tør heldigvis godt nyde det lige så meget, som den slags fortjener at blive nydt.

tryghed