Og vi levede lykkeligt …

Mange har spurgt til det længe. Og lidt for mange gange. Min mormor har i særdeleshed været bekymret (‘Næææj, men bette pi’, sku’ du da æk snart ta’ å få dig sårn bette wen?). Jeg kan nu berolige hele flokken ved at fortælle, at det er sket. Jeg er afsat.

Det foregik endda ved et ægte frieri. Meget uventet. Sådan lidt impulsivt på køkkengulvet, vil jeg nærmest sige. Og ja, det kan da godt være, at ringen var af plastik. Og at manden bag frieriet var den 2-årige. Og ja, det kan da også godt være, at det var en lille smule upassende at sige ja til den slags, når nu jeg har stået fadder til ungen – og at der vel findes en paragraf et sted i loven, som forbyder os at bekræfte vores kærlighed ved en officiel ceremoni. Men alligevel. Det må da tælle for noget.

Jeg synes altid, det er så sjovt, når nogen siger, at alle piger har planlagt deres bryllup, siden de var børn. Da min krop var barn, planlagde jeg ikke særlig meget andet end den næste historie, jeg skulle digte. Og når vi legede, var jeg altid prinsen (på grund af grydefritsen, altså). Når jeg ikke lige var ham den røde fra Turtles (der er vel en grund til, at jeg er så begejstret for frysepizzaer …)

I min rebelske teenageperiode svor jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle giftes (hvem prøver jeg at narre? Jeg har jo aldrig turdet være rebelsk. Højst en smule sortpåklædt-for-sjov). Jeg nægtede, at jeg engang i fremtiden ville sige ja til os-to-for-evigt, hvis for evigt kom uden garantibevis. I dag har romantikeren muligvis nok desværre/heldigvis taget over. Fordi jeg gerne vil tro på, at følelsen af at ville nogen så meget kan eksistere. Fordi jeg ved, at den kan eksistere. Og det er vel det, det hele handler om. At tage chancen, krydse alt (undtagen benene) og håbe på det bedste. At springe ud og satse på, at faldskærmen holder. At turde risikere at dø stående i stedet for at leve på knæ. Og at turde sige ja til en på knæ i stedet for at stikke af på stærke, selvstændige fødder.

foto-45

PS: Den 2-årige og jeg nåede dog frem til en form for fælles konsensus om, at vi selvfølgelig begge har fortjent hinanden, men at vi nok hellere må give slip og se os om efter andre magiske muligheder. Så han er altså stadig ledig på markedet. Ja, jeg siger det bare …

PPS: Det kan godt være, jeg kan skrive sådan helt stille og roligt om det der med at sige ja og tage chancer. Men sandheden er jo, at jeg ville halvdø af skræk, hvis der rent faktisk var nogen, der nævnte noget med os-to-og-alt-det-farlige. Hvis det en dag sker, kan jeg så bare håbe på, at det kommer fra en, som kan førstehjælp …

Det handler ikke altid om at være tryg

Jeg kunne aldrig finde på at flytte tilbage hertil. Alligevel er barndomsbyen det tryggeste sted i verden. Når jeg vågner op til lyden af vaskemaskinens rytmiske rundture og kopper, der klirrer, og Elvis, der kigger ned på mig fra væggen, så skal det hele nok gå.

Og selvom jeg da godt kan synes, det virker lidt spild af ord at bruge et kvarter på at snakke om, hvor man mon kan finde den bedste parkeringsplads i Vejle (på den tid kunne vi jo i stedet have kørt til Vejle og afprøvet en seks-syv forskellige ledige pladser), så er det rart at lytte til den summende bzzz af fuldstændigt ubekymrende snak. Ligesom det er rart at stille en kop kaffe foran en kørestolssiddende Baloo og få kommentaren: ’Det var dog et smukt træk fra en ellers beskidt karakter’ med på vejen (i øvrigt vil jeg gerne slå et slag for at indføre kørestolskørning som officiel sportsgren i Danmark. Det er jo helt fantastisk sjovt. Næsten lige så sjovt som de der bobslæder i halve rør på bjerge). Og selvom det ikke ligefrem er sundt for selvtilliden, er det faktisk også rart, når storesøs siger: ’Det er altså helt vildt, så meget du har fars ben’. For at have en andens ben (mandsperson eller ej) må jo betyde, at jeg hører til. Og det er vel essensen af tryghed.

Men midt i midten af alt det trygge sidder en 9-årig og frygter, at verden er det farligste sted i verden. At alt kan falde sammen ved en enkelt tur i Føtex. De tanker styrer både hendes hoved og hendes krop. Det er hårdt at være vidne til, og det er ondt-i-hjertet-frustrerende, at ingen voksne er i stand til at kigge hende i øjnene og ærligt sige: ’Der er ikke noget at være bange for’. For det er der jo. Der er en million ting at være bange for. Men der er også en million gode grunde til ikke at lade sit liv styre af angsten.

Min søster har altid sagt, at den 9-årige og jeg minder meget om hinanden. Mest indeni. Da hun var yngre, syntes den 9-årige vist ikke, det var så fedt at få at vide. Engang spurgte hun min søster: ’Mor, når jeg bliver stor, tror du så, jeg bliver lige så skør som moster Bib?’. Med lidt for meget bekymring i stemmen. Men det er vist ikke skørhedsfaktoren, der er den største lighed mellem os to (selvom hun også har den – det ved jeg). Det er nok nærmere noget med at være splittet mellem på den ene side at være den meget udadvendte, glade, sociale pige og samtidig være hende, der har brug for at pakke sig ind og gemme sig væk i en historie. I fiktionen. I en bog eller en film eller en sang eller alt det, der ikke er den hårde og forvirrende virkelighed. Vi ligner måske mest hinanden, fordi vi begge har problemer med at balancere mellem den lette festabe på den ene sidde af vippen og den tunge enspænder på den anden.

Jeg blev selv forfulgt at angsten, da jeg var barn. Ikke lige så åbenlyst som den 9-årige, men meget indlysende inde i mig selv. Egentlig er jeg aldrig vokset fra den. Der skulle bare gå 27 år, før jeg indrømmede over for mig selv, at den kun bliver tungere, hvis man gemmer den væk. Hvis man nægter at forholde sig til den. Nu kan jeg i en del tilfælde tæmme den. Og udfordre den. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært.

For det handler ikke altid om at være tryg. Nogle gange handler det tværtimod om det modsatte. Om at gøre det farlige og usikre og kuldegysningsfremkaldende. For som de siger i vandet, så er det den slags, der gør forskellen. Den bedste forskel. Og hvis jeg kunne dykke ned i den 9-årige og plante den viden et vigtigt sted i hende, ville jeg gøre det omgående. Men det kan jeg desværre ikke. Det eneste, jeg kan gøre, er at forsøge at gøre det, jeg rent faktisk kan gøre. Så godt jeg kan. Og håbe på det bedste. For det fortjener hun.

IMG_7738PS: Juleaften, efter vi havde åbnet alle gaverne, og en del af gæsterne var gået hjem, sad jeg i sofaen med den 9-åriges hoved på mine ben. Vi var helt stille, som man kan være, når man er så tryg som muligt. Lige pludselig kiggede hun op på mig, brød stilheden og sagde: ’Jeg vil gerne være ligesom dig’. Det er den vigtigste kompliment, jeg nogensinde har fået.

Alt det jeg ikke tør skrive og mere

Hvor ærlig skal man være, og hvor modig kan man blive? Hvor mange chancer skal man tage, og hvor godt kan man lytte til sig selv? Hvor meget skal man bide i sig, og hvor længe kan man protestere? Hvor forvirret, frustreret, bange, trist, vred, jaloux og forvirret* må man have lov at være? Før man har brugt sin kvote op, altså. Før der bliver lukket ned for forbindelsen.

Jeg ved det ikke. Da jeg oprettede den her blog, tænkte jeg, at jeg skulle skrive sådan lidt løst og fast om nogle betragtninger. Om gamle mennesker i svømmehaller og Jehovas vidner i gadebilledet (de ligner jo efterhånden nogen, der er castet direkte fra modelbureauet). Det kom så i stedet til at handle 97 procent om min egen navle (de sidste tre procent om elefantrelaterede emner). Og jeg syntes faktisk, jeg var blevet ret modig. Ret god til også at røre ved de farlige ting. Indtil jeg læste Vanddyrs blog. Jeg har ikke kendt ham så længe, så der er meget, jeg ikke ved. Men jeg ved, at jeg blev fuld af respekt, fordi han turde. Sætte så konkrete ord på så personlige tanker. Og fordi han tør prøve at lære sig selv så godt at kende og nå helt ind til det sted, hvor svarene findes. Det tror jeg, mange kunne lære noget af. Netop derfor synes jeg, den slags indlæg er vigtige.

Jeg har bare aldrig selv turdet. Være så ærlig, altså. Nogle gange troede jeg, at jeg havde været det. Jeg troede, at jeg havde skrevet om noget meget, meget farligt. Indtil jeg fandt ud af, at andre faktisk syntes, at det, jeg havde skrevet, var sjovt. Og det er nok min stil – på godt og ondt. At forsøge at se det komiske i det tragiske. Og nogle gange omvendt (men kun nogle gange). Det er både en forsvarsmekanisme og et forsøg på at få det bedste ud af det værste. At give sort et strejf af neon. Det er en del af mig, og den del er jeg på mange måder meget glad for.

Alligevel ville jeg en gang imellem også gerne kunne skrive det hele, som det er. Men det er jo her, det bliver rigtig farligt. For hvad nu, hvis jeg fortæller, at jeg de sidste syv uger ikke har kunnet sove ordentligt? At jeg er vågnet (først mellem klokken tre og klokken fire. Nu mellem klokken to og klokken tre) for at ligge og stirre med lukkede øjne og til sidst overgive mig og hive computeren frem. For at skrive breve, som aldrig er blevet sendt. Som nu bare er arkiveret i en mappe, fordi jeg ikke ved, om den tiltænkte modtager er modtagelig. Hvad hvis jeg fortæller, at jeg stadig er skræmt helt ind til knoglerne over, at en fremmed kvinde kunne trykke mig på maven og få mig til at skrige og tude hysterisk, fordi jeg slet ikke var klar over, at fortrængte følelser kan føles så voldsomt (og fordi jeg ved, at der stadig ligger nogle og ulmer derinde)? Hvad hvis jeg fortæller, at jeg stadig er så snothamrende rystet og forvirret over livet, at jeg igen har indset, at 900 kroner i timen er godt givet ud? Hvad så?

Risikerer jeg så, at der sidder nogen et sted og bliver bekymret og får dårlig samvittighed. Uden at jeg kan gøre noget ved det. Uden at jeg kan sige, at alt det svære jo er affødt af en grundlæggende tro på, at noget også kan være rigtigt og fantastisk og magisk og rigtigt*, hvis det ellers fik lov til at være det. Risikerer jeg, at nye bekendtskaber siger: ’Ellers tak, rodehoved. Jeg tror bare, vi stopper legen her. Det der kaos kan jeg sgu ikke lige overskue’?

Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad modighed gemmer på af risici. Men det finder jeg muligvis ud af nu …

noget_om_kaerlighed * Det er ikke en fejl. Der skal være to. En til hver.

Alt du ikke behøver at vide og mere

Jeg ved ikke meget om aktierkurser og kapitalinvestering. Jeg ved stort set intet om protoner eller elektroner eller dem der i den tredje kategori. Og det er først nu gået op for mig, at ydmygelsen i Skopje handler om en bold (jeg tænkte først, det måske var noget med en upassende fuldemandskærlighedserklæring).

Til gengæld er jeg ret klog på ubrugelig viden. Specielt når det drejer sig om dyr. For eksempel ved jeg nu, at:

– en guldfisk ikke kan lukke øjnene, når hun sover (måske er det derfor, hun snakker så meget i søvne)

– en kanin ikke kan kaste op (så forstår jeg bedre, at det altid kun er mig, der ligger med hovedet i kummen, selvom vi har været lige spritstive)

– en bjørn mister evnen til at klatre i træer, når han bliver voksen (storebjørn, lad være med at afprøve det. Det går galt. Ligesom dengang med cyklen på Bryggen. Bjørne er ikke skabt til artisteri)

– en hankat kan leve to til tre år længere, hvis han bliver kastreret (men vent lige med indgrebet, til hunkatten får chancen for at bringe potentielt fantastiske killinger til verden, ik’ … )

– en tigerunge kun bliver hos sin mor i to til tre år. Så finder hun sit eget territorium. (Hvad? Skandale! Bur hende inde! Omgående! Eller sørg i hvert fald for, at hun altid er i nærheden af tryghed!)

– en hanand generelt er stille og meget sjældent rapper (hvad er da det for en uorden? Kom i gang med det vigtige rapperi, blev der sagt!)

– en giraf i gennemsnit lever 10-15 år i naturen og 25 år i Zoologisk Have (men jeg synes altså, han fortjener friheden. Det ville også være ærgerligt, hvis han ikke fik lov til at lære de andre dyr på savannen bedre at kende)

– en elefant kan stå oprejst, efter hun er død (det når jeg nok aldrig at få afprøvet i levende live. Men hvis jeg formår at holde mig stående posthumt, kunne det jo meget passende være til tonerne af den her)

Skærmseningskomplikationer

Jeg kom til at tude på kontoret i dag. Igen. Fordi jeg så et klip med Kevin. Som var nede på knæ. Jeg ved ikke engang, hvem Kevin er (kun at han er rimelig corny til det der med vers). Men jeg ved desværre, at klippet var fra ‘De unge mødre’. En eller anden venlig sjæl må meget gerne komme forbi og redde mig, inden jeg bliver hende der, som går i spontankrampe over Merci-reklamen (den eneste grund til at jeg ikke er hende der (mere) er, at jeg har givet mig selv reklamefilmskarantæne på ubestemt tid).

Men det er jo egentlig ret fantastisk, hvad ting på en skærm kan gøre ved en. Hvordan et kort klip eller en reklame eller en bestemt sang i en komedieserie på en syttendedel af et splitsekund kan hive i snorene, som hænger fast i de allerfarligste steder, og minde om alt det, man gerne vil mindes om eller ikke vil mindes om eller bare ikke kan overskue at forholde sig til eller meget gerne vil have mere af.

Og det er fantastisk, hvordan skærmting kan trykke på de trygge knapper. Som et gammelt afsnit af Beverly, hvor man ved, præcis hvad der kommer til at ske, men alligevel bliver nødt til at lulle sig selv ind i det én gang til (helt chokerende tror jeg i øvrigt, jeg har fundet min overmand, når det kommer til ubrugelig Beverly-viden. En, som formåede at fremvise både samlekort og sengetøj med de gamle idoler uden at skamme sig over muligt manglende sejhedsfaktor. Sejt! Store point i bogen …)

Mest fantastisk synes jeg dog, det er, at jeg for tiden kan arbejde på fire forskellige skærme med fire forskellige skærmting uden af føle mig den mindste smule følelsesmæssigt skizofren …

liar

PS: Man kan putter hundredevis af millioner i en storfilm, som alligevel ikke helt formår at ramme en eneste stor følelse rigtigt. Eller man kan lave en amatørvideo på 46 sekunder, som på foruroligende vis spiller på hele registret (og som mere eller mindre tilfældigt (men meget præcist) formår at vise, hvad det er, det hele handler om …)

Klik part II

Det var Super Bowl-aften i går. Så storebjørn smed guldfisken ud hjemmefra, fordi han skulle se bold med drengene. Derfor flyttede hun sin pyjamas hjem til mig i huset af guld, og mens fyrene sandsynligvis sad og hujede og kværnede chips og tyllede håndbajere, sad guldfisken og kaninen og jeg og spiste sushi og drak hvidvin og snakkede om fyre. I flertal. Og i flere timer. Christ!

Piger snakker om fyre, mens fyre snakker om bolde. Betyder det så, at fyre generelt er mere interessante end piger, mens bolde er mere interessante end både fyre og piger? For bolde snakker vel ikke om nogen? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at piger kan bruge usandsynligt lang tid på at diskutere hypotetiske scenarier uden at blive klogere på noget som helst. (Dog nåede vi på et tidspunkt frem til en form for teori om, at piger generelt snakker mere om sex (eller manglen på samme), end fyre gør, men at fyre generelt overdriver mere om sex (men nok ikke om manglen på samme)).

Midt i søndagens ‘så-sagde-han-og-så-sagde-jeg’-hurlumhej fortalte kaninen noget ret interessant. En af hendes veninder har en datter, som forleden kom hjem fra børnehave og fortalte, at hun var blevet kærester med Emil. Hendes mor sagde nådada og tillykke og spurgte, hvad Emil så sagde til det?

‘Han siger ikke noget. Han ved det nemlig ikke endnu’.

Jeg elsker børn – specielt fordi de kan få lov til at skabe deres egen virkelighed, uden at de bliver stemplet som sindssyge. Som 5-årig er det jo okay at holde fast i den naive tro på, at verden er indrettet sådan, at det, man synes passer sammen, også får lov til at sige klik. Gad vide, om der er en aldergrænse for, hvornår man kan få lov til at melde sig ind i den børnehave?

boernehavekaerlighed

PS: Billedet er ikke taget ved det unge kærestepars børnehave, men ved indgangen til en tilsvarende institution, jeg gik forbi i morges på vej ned til stranden.

PPS: Emil, jeg håber virkelig, du bliver glad, når du hører nyheden om din ændrede civilstatus. Lov mig i det mindste, at du giver det en chance. Afstikkere er tøsedrenge, der snyder sig selv for at afprøve mulig mening!

En tur på kødmarkedet

Jeg har lige været i Netto for at købe en bøf. EN bøf. Det mindede mig om en vits, jeg har hørt for mange år siden, som handlede om en ung pige, der var i Netto for at handle. Hun købte én bøf, én sodavand, én vaffelis osv. Ved kassen sad en ung, lækker fyr, og da han kørte varerne igennem, kiggede han kækt op på pigen og spurgte:

’Nå, hvad så. Er du single, eller hvad?’

Pigen rødmede og smilede og svarede:

’Ja, det er jeg. Hvorfor da?’

’Fordi du er grim!’

Pudsigt nok er det den eneste deciderede vits, jeg stadig kan huske. Den var lidt sjovere for 10 år siden, end den er nu …

hurraPS: Det gode ved at være single er selvfølgelig, at der er mere sovs til mig.

((((PPS: Tak))))