Hvorfor spørger jeg overhovedet?

Der findes mange lange lister af spørgsmål inde i mit hoved, og dem, jeg aldrig får svar på, bliver ved med at fylde.

Der er den slags spørgsmål, som ikke kan besvares (fordi det kan de bare ikke): Hvorfor kan jeg ikke (længere) kontrollere mine følelser, for eksempel. Det spørgsmål forbliver ubesvaret og fylder derfor lidt for meget.

Men der findes (desværre/heldigvis) også masser af andre spørgsmål i den knap så følelsesladede kategori:

Hvorfor findes Amagernummerplader kun bagpå? (Der eksisterer vel en form for færdselslov, som kræver, at nummerplader også skal placeres mellem forlygterne …)

Hvordan kan et mærke, der hedder Acne, være forbundet med noget fedt? (Måske de ikke helt har fanget forskellen på fedt og fedtet …)

Hvorfor hedder det Elefantøl, når elefanterne ikke får lov til at drikke dem? (Jeg går ikke ud fra, at det er fordi, de er lavet af elefanter …)

Hvorfor er dobbeltbetydningen i ordene ‘gift’ og ‘brud’ så modstridende? (Er det en form for sproglig ægteskabsmodstander, der på snedig vis har sneget en negativ ladning ind i de umiddelbart positive ord? (I så fald er det ret sejt tænkt …))

Hvordan kan det være, at når guldfisken skriver ‘hvordan’ i Google, foreslår den følgende søgemuligheder: Hvordan bliver man rig? / hvordan bliver man gravid? / hvordan koger man ris? Men når jeg skriver ‘hvordan’, lyder foreslagene: hvordan ganger man? / hvordan scorer jeg ham? / hvordan ser den gennemsnitlige kusse ud? (Det er jo utroligt, at Google på forhånd kan regne ud, hvad vi hver især gerne vil have svar på …)

Jeg stiller en del spørgsmål i løbet af dagen – men får sjældent svar, jeg er tilfreds med. Forleden rendte jeg dog ind i en undtagelse. Selvom jeg ved, det er dårlig stil, blev jeg nødt til at afbryde et forholdsvis seriøst møde, fordi jeg ikke kunne lade være med at undre mig over, hvorfor en {Tuborg} hedder en Tuborg, når den ikke kan drikkes. Heldigvis er jeg så utrolig heldig, at jeg arbejder sammen med nogle meget tålmodige mennesker, som rent faktisk gider gøre en indsats for at forsøge at skabe orden i mit hoved (nogle gange ville det være helt okay, hvis de i stedet bad mig om at lukke røven og høre efter). Og for en gangs skyld formåede jeg at stille et spørgsmål, som Bubbi-bjørnen kunne svare tilfredsstillende på. Endda med illustration til og det hele.

Så der blev skabt ro oppe på øverste. I to-tre sekunder. Plus, minus. Under alle omstændigheder ryger opklaringen i succesoplevelseskassen. Sammen med tegningen (som desværre affødte spørgsmålet om, hvorfor chaufføren kigger bagud … Det er jo FARLIGT!)

tuborg

Fuldautomatisk sofalykke

Man skal altid huske at overholde løfter til børn. Det er meget, meget vigtigt!

Dengang min krop var barn, lovede jeg mig selv, at når jeg blev voksen nok til at selv at bestemme, så ville jeg købe en slikautomat. Sådan en man kan tage med hjem og slet ikke behøver at putte penge i.

Jeg blev mindet om løftet, da jeg var i Berlin med musen, og vi kom til at snakke om de små, tekniske genialiteter. Jeg fandt faktisk også en automat i lufthavnen på vej hjem. Men den var alt for lille. En hån mod mit indre barn, vil jeg nærmest sige. Til gengæld var det heldigt, at Netto havde et lidt mere seriøst bud på barnedrømmen i spotvareafdelingen.

Så i dag gjorde jeg det. Ignorerede alle undrende voksenblikke, smed maskinen på båndet sammen med M&M’s til en værdi af flere måneders lommepenge og gik hjem for at indvie vidunderet.

Nu er der fest i den røde sofa. Singlefest på den bedste måde. Og den-11-årige-pige-inden-i-mig synes faktisk, at jeg er en helt okay wannabe-voksen.

slikautomat

PS: Til reunion i weekenden sagde min filmlærer noget ret betryggende – at hun syntes, det var meget federe at være i 30’erne end i 20’erne. Og endnu federe at være i 40’erne end i 30’erne. Måske går det virkelig den rigtige vej …

Halvkaotisk opturs(s)tilstand

Genforeninger kan godt gøre mig lidt nervøs. Og nervøsitet peger som regel i retning mod sikker katastrofe for mit vedkommende. Specielt hvis der er alkohol involveret.

Jeg ved ikke, hvorfor nervøsiteten opstår. Måske er det fordi, jeg er bange for, at de personer, jeg ikke har set længe, har en speciel forventning om, hvordan jeg skal være. Måske er det fordi, jeg har lidt for høje forventninger til mig selv, og genforeninger tvinger mig til at gøre status over eget halvkaotisk liv. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at når man frygter, ting går galt, så går de som regel galt. Ikke nødvendigvis fordi det behøvede at gå galt, men fordi man ødelægger det for sig selv.

For nogle år siden var jeg til gammel-elev-fest på mit gymnasium. Det kørte ikke helt for mig i den periode, og i et forsøg på at skjule tilværelsens tragikomiske tilstand prøvede jeg at fjerne opmærksomheden fra manglende glød ved at vende bunden i vejret på lidt for mange rødvinsglas. Det resulterede i gigantbrandert, som egentlig først slog rigtig hårdt, da jeg blev sat af på Valby station, hvor jeg skulle alene med det sidste tog mod Odense, fordi jeg havde undervisning på uni dagen efter.

Jeg ved ikke, hvad der skete. Men jeg kom i hvert fald ikke med det tog. Til gengæld har jeg en svag erindring om, at jeg har siddet i mellemgangen i et andet tog og kastet op. Helt sølle på et klapsæde med hovedet mod væggen. Jeg tror muligvis, jeg blev observeret med afsky af et styks noget-mere-ædru par (heldigvis var det før, youtube-videoer af fulde stoddere i offentligt rum for alvor blev populære). Og så ved jeg, at jeg endte på Hovedbanegården (en taxabon viser, at jeg muligvis også har været et smut omkring Nørreport, men det fandt jeg først ud af flere dage senere, da jeg så min kontoudskrift). Jeg ved, at jeg kom med morgentoget hjem. Hvad der skete i mellemtiden, har jeg ingen anelse om. I princippet kunne jeg have deltaget i spontan excorsisme eller lyksaliggjort en ninja uden at vide det. Men sandsynligvis har jeg bare siddet på en bænk på spor 6 fra klokken 2 til klokken 5. I flere graders februarfrost. Jeg har været verdens letteste offer, men sikkert alligevel så sølle, at ingen gad nærme sig. Katten gider jo heller ikke jagte de døde mus. Til mit held.

Et års tid senere skulle jeg til folkeskole-reunion. De fleste gæster havde jeg ikke set, siden jeg gik ud af 9. klasse, og nervøsiteten blev næsten overskygget af forventningen om at blive opdateret.

Problemet var bare, at jeg dagen inden kom til at tage til studiefodboldfest i Aarhus, hvor jeg råbte og skreg på banen i to gange 30 for derefter at tylle fadøl i Bunkeren og tage i byen for at jagte den helt forkerte fyr. På grund af ham kom jeg ikke med mit tog klokken 2 som planlagt. Klokken 2.03 kyssede han med en anden, og jeg havde intet andet valg end at drikke mig så langt ned, at jeg først fik kastet mig ind på stuegulvet hos mine forældre, da både solen og hele familien var stået op.

Jeg nåede at få sådan cirka to timers søvn, inden jeg skulle videre til den reunion. Med sprutånde og tømmermænd helt ud i neglene. Og såret stolthed og ømt hjerte og en stemme, der var væk. Den var simpelthen forsvundet. Jeg har tit været hæs, men jeg har aldrig hverken før eller siden oplevet, at jeg intet kunne sige. Som i overhovedet. Super sejt udgangspunkt for at gøre et godt indtryk på alle dem, jeg ikke havde set siden de tidlige teenageår. Jeg er sikker på, at jeg fremstod som en ret tjekket type. Specielt da min klasselærer (som jeg selvfølgelig fik æren af at sidde ved siden af), venligt bad mig om at lade være med at tale til hende. Fordi hun ikke kunne forstå den der lyd af sandpapir mod flamingopap, som kom ud, hver gang jeg åbnede munden. Flot!

I går stod den på revanche-reunion med min gymnaiseklasse. Hos mig i huset af guld, hvor jeg også boede, dengang vi blev studenter. Det kunne være gået meget, meget galt. Jeg har det sidste stykke tid gennemgået forskellige mulige skrækscenarier i mit hoved i et forsøg på at lave eventuel damage control på forhånd. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvad der skete. Måske er jeg rent faktisk blevet smittet med noget voksent eller det, der er værre. Men det endte på en eller anden måde med at være mig, der måtte holde fuldemandsoffer på panden og tilbringe natten mellem to sofahynder på gulvet for at sikre mig, at offeret blev ved med at trække vejret (vedkommende, som engang har fortalt mig, at fulde mennesker kan blive kvalt i eget bræk, fortjener fem smølfespark i straf for at forhindre mulig nattesøvn grundet ustyrlig bekymring).

Faktisk viste det sig at være en helt igennem uproblematisk hyggelig og sjov aften. Med opdateringer og skraldgrin og kan-du-så-huske-dengang’er. Og kig i den blå bog, hvor der åbenbart står, at mit motto i gymnasiet var: ’Jeg er ikke fuld – jeg er bare glad’. Det var jeg også i går. Og den slags følelser skal man bestemt ikke kimse af nu-til-dags …

Blåbogsuddrag

Blåbogsuddrag

PS: Er jeg den eneste, der aldrig har regnet ud, præcis hvordan man kimser? Jeg forstiller mig altid noget med en hamster, men jeg har ingen idé om, hvordan det billede er kommet ind i mit hoved.

PPS: Nærlæsning af den blå bog tyder på, at nogen åbenbart har været lidt bekymret for min psykiske stabilitet. Bare rolig. Der er styr på kaos (eller kaos på styret. Eller noget …)

blaa_bog2

Ordet er mit part II

Jeg har en stor forkærlighed for ord, som jeg ikke kunne skjule, selvom jeg prøvede. Forkærligheden er kategoriseret.

Der er de bedste ord. Melankoli. Med nostalgi lige i hælene. Det har jeg nævnt før. Jeg ved ikke, hvorfor de er bedst. Det er de bare.

Så er der de ord, som vigtige personer synes er de bedste. De bliver også automatisk gode hos mig.

Der er ord i titler, som er sjove, når de bliver modereret. Af tusindbenet for eksempel. Dusk med dyrene eller Dorte med hesten.

Eller navne, som er sjove, bare fordi de er det. Autohandleren, der hedder Max Due (er der forskellige niveauer for, hvor meget due man kan være?) Eller den hollandske fyr, som ifølge solsorten hedder Max Diller.

Og navne, der bliver komiske, fordi andre forsøger at oversætte dem. Som den dag, hvor anlægget i metroen var gået i stykker, og konduktøren ville vejlede eventuelt forvirrede turister ved at råbe: ’This train continues to Waterloose’. (Seriøst? Hedder det så også Healthy town og Ear city?)

Der er selvfølgelig også alle de ord, som man ikke behøver at sætte ord på, hvis bare de kan mærkes. Rigtigt. Dem holder jeg allermest af …

stang_dennis

 

Det andet køn part II

Dengang min krop var barn – sådan cirka syv år gammel – havde jeg en plastikbold. En flad en, som jeg kunne sparke op mod den hvide mur igen og igen. I flere timer. Så drømte jeg om det, de fleste andre små drenge også drømmer om: at komme på fodboldlandsholdet. Herrelandsholdet, altså. Det var ikke helt gået op for mig, at det muligvis ville blive lidt problematisk. Fordi jeg var meget bange for bolde, som ikke var flade og af plastik. Og selvfølgelig også fordi jeg manglede noget ret essentielt mellem benene.

Det sidste kan man jo købe sig til nu-til-dags. Eller drømme sig til. Ikke fordi jeg som sådan har et ønske om at skifte køn, men min underbevidsthed forvirrer mig engang imellem. Jeg ved ikke, om årsagen til det bunder i, at jeg de første ni år af mit liv rent faktisk troede, at jeg var et hankønsvæsen (og at resten af verden troede det samme takket være grydefrits). Men jeg drømmer tit, at jeg pludselig har noget mellem benene, som ikke plejer at være der. Og jeg er ikke den eneste, ved jeg. Det bekræftede guldfisken, da hun for et stykke tid siden leverede guldsætningen:

‘Når jeg drømmer, jeg har en penis, så er den altid helt slap, og den sidder meget langt nede …’

Mine drømme drejer sig ikke så meget om tilstand og placering, men mere om chokket over, at jeg lige pludselig tilhører begge køn. For i drømme af den særlige karakter er jeg egentlig ikke særlig mandig. Som regel har jeg faktisk kjole på. Men ingen trusser. Så tingenes tilstand er svære at skjule. Det hele er meget skamfuldt og pinligt, men også ret spændende og interessant. Den følelse tror jeg, guldfisken og jeg deler. Måske med en del andre hunkønsvæsner, som har en lige så absurd underbevidsthed som os.

Jeg gad bare virkelig godt vide, om mandspersoner drømmer det samme (eller det modsatte vel egentlig). At pakken pludselig er væk. Eller er der en grund til, at der ikke findes et feminint udtryk for penismisundelse? Måske er vi tilbage ved det evige spørgsmål om, hvorvidt fyre er mere interessante end piger, og bolde er mere interessante end både fyre og piger.

Mentalt er jeg i hvert fald tilbage ved den hvide mur og bolden, der bliver sparket op og vender tilbage igen og igen.

foto

PS: Jeg tror faktisk, at jeg er ved at være klar til at bevæge mig væk fra muren og ud på fodboldbanen for at deltage i det rigtige spil. Også selvom det er med fare for at tabe (og mulighed/chance/risiko for rent faktisk at vinde …)

Morgensurhedsopstødseffekten

‘DU MÅ IKKE GÅ DER! Det er FARLIGT!’

En kvinde på cykel råbte ordene efter mig i morges. Hun var sur, kunne jeg mærke. Ikke på mig, tror jeg. Måske mest på verden. Men det var mig, hun råbte efter. Fordi jeg gik helt forsigtigt inde ved grøften på en øde cykelsti, der var halvanden meter bred.

Det var ikke farligt. Af alle mennesker ved jeg, hvad der er farligt. Specielt i trafikken. Og den situation var ikke en af dem. Hun kunne køre forbi på samme måde, som hun ville have gjort, hvis jeg ikke eksisterede. (Havde jeg derimod gået på fortovet på den modsatte side, ville jeg kort tid senere være tvunget til at krydse et trafikeret lyskryds uden fodgængerovergang. Se DET er farligt).

Jeg bliver meget bange, når folk råber ad mig og har god grund til det. Men det er endnu værre, når de råber uden grund. Og hvis først fremmede mennesker begynder at diktere over for mig, at jeg skal placere ufarlige ting i farlighedskategorien, så kan jeg jo ikke lave andet end at frygte alt det, jeg endnu ikke ved, andre synes, jeg skal være bange for.

Jeg råbte ingenting igen. Det turde jeg ikke. I stedet krøb jeg mig sammen og blev ked af det over, at der er så meget vrede i verden, som bliver spredt uden grund. Kan vi ikke bare alle sammen være gode venner?

danger

Entotrefirefemsekssyvotteni10

Jeg var ved at gøre upassende ting i bukserne, da jeg tvang mig selv op i Vor Frelsers kirketårn i sommer. Først troede jeg, at jeg var sej, fordi jeg turde at gå (næsten hele vejen) derop helt alene. Så troede jeg, at jeg skulle dø, og følte mig pludselig knap så sej, fordi det virkede meget farligt at dø helt alene (selvom jeg selvfølgelig ville foretrække ikke at trække nogen med i faldet, hvis uheldet uheldigvis skulle være ude).

Men jeg overlevede mod alle odds. Og jeg overlevede også tre tårne i Berlin.

Det første var sådan en lidt hovsa-agtig form for overlevelse, fordi det meget sent gik op for mig, at jeg rent faktisk var i livsfare. Musen og jeg havde forvildet os ind i domkirken og fandt nogle trapper, som vi begyndte at bestige. Og efter dem var der flere trapper. Og flere igen. Der gik et langt stykke tid, før jeg opdagede, at vi rent faktisk var på vej op i tårnet, og lige pludselig var vi der. Kirketårnet var en femmer på farlighedsskalaen, fordi det var stort og stabilt (ingen umiddelbar fare for, at vindstød ville ryste det en syv-otte meter fra side til side), og gulvet udenfor var bredt, så jeg følte mig faktisk så meget uden for akut livsfare, at jeg selv formåede at tage et par billeder.

Det andet tårn var planlagt og noget højere, men til gengæld foregik opstigningen i elevator. Musen og jeg havde en ret interessant diskussion, fordi han er mere tryg ved trapper end teknologi, hvor jeg har det lige omvendt (selvom jeg selvfølgelig også lider af elevatorklaustrofobi. Det er jo om at tage imod al den angst, man bliver tilbudt her i livet …) Musen stoler mest på sine egne ben. Jeg har absolut ingen tiltro til egne ben. Den kunne jeg så lige tænke lidt over, mens jeg bællede drinks til overpriser i tv-tårnet (en flot promille hjælper selvfølgelig også med til at holde angsten nede. Netop derfor er jeg lidt træt af, at det ikke er socialt acceptabelt at rende rundt med en konstant skid på. Det ville gøre livet så meget mindre farligt).

Det sidste tårn – det var til gengæld uden tvivl det værste. Men da musen fortalte mig om Guld-Else, kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at komme op i hende (som man siger). Og så blev jeg stædig. For musen forsøgte at trække lidt i land, da jeg samme morgen både havde lavet halvbesvimelsestricket på badeværelset og sagt hej igen til resterne af drinks fra dagen før. Men jeg nægtede at lade mig stoppe af, at min krop tilsyneladende  satte ud. Så jeg insisterede på, at jeg kunne klare det.

guldelse

Og jeg klarede det. På trods af fosterstilling på halvvejen og huller i gulvet på vej op (hvem laver den slags???) Tårnet var en klar otter (det er farligt!), og da jeg først kom derop, troede jeg ikke, jeg turde gå hele vejen rundt om Else. Men jeg er åbenbart mere stædig, end jeg troede. Så jeg lukkede øjnene og talte til 10. Alt gav ikke mening for mig bagefter. Det kommer muligvis aldrig til at ske. Men jeg kom hele vejen rundt og ned igen. Nu kan jeg bare håbe på, at noget af meningen kommer, når overblikket engang sætter sig fast.