Hvorfor spørger jeg overhovedet?

Der findes mange lange lister af spørgsmål inde i mit hoved, og dem, jeg aldrig får svar på, bliver ved med at fylde. Der er den slags spørgsmål, som ikke kan besvares (fordi det kan de bare ikke): Hvorfor kan jeg ikke (længere) kontrollere mine følelser, for eksempel. Det spørgsmål forbliver ubesvaret og fylder derforFortsæt læsning “Hvorfor spørger jeg overhovedet?”

Fuldautomatisk sofalykke

Man skal altid huske at overholde løfter til børn. Det er meget, meget vigtigt! Dengang min krop var barn, lovede jeg mig selv, at når jeg blev voksen nok til at selv at bestemme, så ville jeg købe en slikautomat. Sådan en man kan tage med hjem og slet ikke behøver at putte penge i.Fortsæt læsning “Fuldautomatisk sofalykke”

Halvkaotisk opturs(s)tilstand

Genforeninger kan godt gøre mig lidt nervøs. Og nervøsitet peger som regel i retning mod sikker katastrofe for mit vedkommende. Specielt hvis der er alkohol involveret. Jeg ved ikke, hvorfor nervøsiteten opstår. Måske er det fordi, jeg er bange for, at de personer, jeg ikke har set længe, har en speciel forventning om, hvordan jegFortsæt læsning “Halvkaotisk opturs(s)tilstand”

Ordet er mit part II

Jeg har en stor forkærlighed for ord, som jeg ikke kunne skjule, selvom jeg prøvede. Forkærligheden er kategoriseret. Der er de bedste ord. Melankoli. Med nostalgi lige i hælene. Det har jeg nævnt før. Jeg ved ikke, hvorfor de er bedst. Det er de bare. Så er der de ord, som vigtige personer synes erFortsæt læsning “Ordet er mit part II”

Det andet køn part II

Dengang min krop var barn – sådan cirka syv år gammel – havde jeg en plastikbold. En flad en, som jeg kunne sparke op mod den hvide mur igen og igen. I flere timer. Så drømte jeg om det, de fleste andre små drenge også drømmer om: at komme på fodboldlandsholdet. Herrelandsholdet, altså. Det varFortsæt læsning “Det andet køn part II”

Morgensurhedsopstødseffekten

‘DU MÅ IKKE GÅ DER! Det er FARLIGT!’ En kvinde på cykel råbte ordene efter mig i morges. Hun var sur, kunne jeg mærke. Ikke på mig, tror jeg. Måske mest på verden. Men det var mig, hun råbte efter. Fordi jeg gik helt forsigtigt inde ved grøften på en øde cykelsti, der var halvandenFortsæt læsning “Morgensurhedsopstødseffekten”

Entotrefirefemsekssyvotteni10

Jeg var ved at gøre upassende ting i bukserne, da jeg tvang mig selv op i Vor Frelsers kirketårn i sommer. Først troede jeg, at jeg var sej, fordi jeg turde at gå (næsten hele vejen) derop helt alene. Så troede jeg, at jeg skulle dø, og følte mig pludselig knap så sej, fordi detFortsæt læsning “Entotrefirefemsekssyvotteni10”

Endepunkt-vendepunkt

’Tag nu de sko på. Ellers kan det være, du lige pludselig får klumpfod. Spontan klumpfod. Og så får du dem aldrig på!’ Ordren kom fra kaninen for et par uger siden. Hun havde fået øje på et par sko i min entré, som hun ikke havde set før. Og som hun ikke havde setFortsæt læsning “Endepunkt-vendepunkt”

Gramsebamse fundet

Jeg flygter. Lige om lidt. Tasken er pakket, og øverst ligger Bodil den anden. Hun gør det ikke helt ud for at være den gramsebamse, jeg efterlyste for et halvt års tid siden. Egentlig kunne jeg vel godt have tænkt mig et lidt større eksemplar i hankønsudgaven. Muligvis den levende af slagsen. I menneskeform (hvisFortsæt læsning “Gramsebamse fundet”

Synkrondrømningsgys

‘Vi mødes i drømmene’ plejede jeg engang at sige til personer, som jeg gerne ville mødes i drømmene med. Og gøre alt det, som er muligt i drømmene, fordi det ikke rigtigt er rigtigt. Min søster og jeg mødtes i drømmene en nat for nogle uger siden. Både i hendes og i min. Vi fandtFortsæt læsning “Synkrondrømningsgys”

Og vi levede lykkeligt …

Mange har spurgt til det længe. Og lidt for mange gange. Min mormor har i særdeleshed været bekymret (‘Næææj, men bette pi’, sku’ du da æk snart ta’ å få dig sårn bette wen?). Jeg kan nu berolige hele flokken ved at fortælle, at det er sket. Jeg er afsat. Det foregik endda ved etFortsæt læsning “Og vi levede lykkeligt …”

Det handler ikke altid om at være tryg

Jeg kunne aldrig finde på at flytte tilbage hertil. Alligevel er barndomsbyen det tryggeste sted i verden. Når jeg vågner op til lyden af vaskemaskinens rytmiske rundture og kopper, der klirrer, og Elvis, der kigger ned på mig fra væggen, så skal det hele nok gå. Og selvom jeg da godt kan synes, det virkerFortsæt læsning “Det handler ikke altid om at være tryg”