Det var så året hvor jeg …

– formåede at kaste op i tre forskellige lufthavne (og i Kastrup ved tre forskellige lejligheder)

– fik en elefant for livet

– for første gang formåede at blive så fuld, at en taxachauffør nægtede at køre med mig (jeg ved ikke, hvorfor min første indskydelse er at se det som en bedrift …)

– rejste verden rundt med alle de dyr, som jeg aldrig vil være foruden (og begyndte at glæde mig til fantastiske ture i det nye år med dem, jeg ikke kom afsted med i år)

ufarligt_hospital

– for første gang nogensinde stødte på et hospital, som ikke fremprovokerede nogen former for angst

– virkelig begyndte at sætte pris på vandfast mascara

– blev bekræftet i vigtigheden af notesbøger. Både de gamle, de digitale, og ikke mindst dem, der findes på gaden

– fandt ud af, at det faktisk føles bedre at pille sig selv i navlen end at pille i sår

- åndede lettet op, da jeg blev spået en lovende fremtid med et godt greb om den store kugle

– rystede en lille smule i kjolen, da jeg blev spået en lovende fremtid med et godt greb om en stor kugle

– forsøgte at lære at følge hjertelinjerne på min hånd

– overlevede ufrivillig overnatning på skræmmende solseng i Thailand (guldfisk, tavlen er nu visket ren og undskyldningen endeligt accepteret, så drop den dårlige samvittighed)

– endnu engang blev overbevist om, at børn kan være kloge på en helt anden måde end voksne (det gælder specielt en meget vigtig 9-årig …)

- blev nyforelsket i neon og andre vigtigheder

– blev nyforelsket i neon og andre lysende vigtigheder

– debuterede på karaokescenen (og erfarede dermed, at ting rent faktisk godt kan gå værre, end man frygter)

– lærte, at det godt kan betale sig at lade være med at forhandle sig selv ned i pris

– dummede mig (og blev klogere)

– faldt pladask i sjasket for den sødeste tigerunge i verden

- oplevede på den hårde måde, at selvom man forsøger at være 99 procent sober og en enkelt procent smålummer på internettet, så formår Google alligevel at vende statistikken på hovedet

– oplevede på den hårde måde, at selvom man forsøger at være 99 procent sober og en enkelt procent smålummer på internettet, så formår Google alligevel at vende statistikken på hovedet

– beviste, at det alligevel godt kan lade sig gøre at transformere 50 kvadratmeter lorteø-lejlighed til et rimelig okay koncertlokale for en enkelt aften

– som udgangspunkt forsøgte at være glad uden grund frem for sur for en sikkerheds skyld

– indtog Bulgariens solrige strand 10 år for sent og fik en slange om halsen (men dog ikke i halsen)

- begyndte at sætte pris på vigtige tegnede tegn

– begyndte at sætte pris på vigtige tegnede tegn (og lysende tegn)

– lærte, at uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop ikke altid er en ubetinget god idé (min læge griner muligvis stadig, selvom det er strengt)

– gik op ad gaden ned igen (igen, igen, igen, igen)

– sagde ja

- både så regnbuen uden ende og regnbuen med ende. Og lærte at acceptere, at hverken den ene eller den anden nødvendigvis udløser den skat, som de gemmer på

– både så regnbuen uden ende og regnbuen med ende (og lærte at acceptere, at hverken den ene eller den anden nødvendigvis vil udløse hele den skat, som de gemmer på)

– blev klogere på de vigtige ting

– accepterede, at det kan være helt ok at indrømme, at det er svært at stå på egne ben

– påbegyndte, færdiggjorde og ændrede en mission

- endnu engang mødte den ægte julemand (men dog for en gangs skyld  forsøgte at gøre en lang historie meget, meget kort)

– genså den ægte julemand (men forsøgte dog for en gangs skyld at gøre en lang historie meget, meget kort)

– opdagede, at vigtige dyr kender hinanden i skove (heldigvis!)

– fik nye (savnede) bekendtskaber og udviklede de (uundværlige) gamle. Måske allervigtigst det til mig selv

– kunne konstatere, at melankolien i afskeden med det forgangne (og hidtil vildeste) år endte med at blive lige så overvældende som den krilrende nysgerrighed omkring det år, der lurer lige om hjørnet. 2013 virker slet ikke så farligt mere. Jeg tror faktisk på, at det bliver godt!

gajolsandheder

PS: Godt nytår (hvorend du er … )

Julekortet i postkassen – en gyser i ét afsnit

Hvornår bliver man voksen? Det er i hvert fald ikke, når man fylder 27, som jeg i mange år troede. Det har jeg da gjort en ihærdig indsats for at modbevise de seneste snart (alt for snart) 12 måneder.

Jeg bor i den samme lejlighed, som jeg flyttede ind i, dengang min krop var teenager. Den har ikke ændret sig voldsomt det seneste årti, selvom den bevidner, at verden er forandret. Den stationære computer i hjørnet er skiftet ud med en bærbar (i sengen). Stereoanlægget med plads til tre cd’er (i Taulov var det banebrydende engang) er skiftet ud med en iPod-dock. Og mine VHS-bånd er skiftet ud med dvd’er og Blu-ray (okay, skiftet ud er måske så meget sagt. Jeg arbejder på sagen …) Derudover er der ikke sket det vilde.

Hvis jeg var en kendt type, som blev udsat for en omgang ’Vis mig dit køleskab’, tror jeg ikke, jeg turde få at vide, hvordan køleskabseksperten ville karakterisere mig som person. Efter dagens (sjældne) indkøbstur i Netto, indeholder køleren netop nu:

14 Carlsberg
1 Santa Ale
1 flaske Muscador
3 flasker hvidvin
3 tonic
2 Cola Zero
2 iste
2 Mountain Dew
1 rød sodavand
1 grøn sodavand
6 Lille Lise kakaomælk
Ketchup
Ristede løg
Rejeost
Toastost
Hamburgerryg

Ved siden af køleren med en 80/20-fordeling af flydende og fast indhold (okay, 85/15 – teknisk set tilhører ketchup vel flydende-kategorien) ligger tre poser chips og hygger sig ved siden af en pose Kinder-chokoladeæg og syntetiske Trolli-burgere (dem af slik). Og vi skal slet ikke forsøge at bevæge os ind i fryseren.

Jeg forestiller mig, at voksne typer har ting som fuldkornspasta og friske grøntsager i køleren. Jeg forestiller mig også, at de kalder det ’køleskabet’ og ikke ’køleren’. Derudover forestiller jeg mig, at de ikke behøver at vaske gryder og pander af for støv, inden de skal bruge dem. Måske har de endda et skab til den slags, så potter og pander slet ikke kan samle støv. Og så forestiller jeg mig, at de stoler på, at de er voksne nok til at have slukket for komfuret efter brug og derfor ikke behøver at tjekke det en time, et døgn eller en måned senere (de har selvfølgelig brugt komfuret mere end én gang på en måned, så den sidste tilføjelse er vel i princippet unødvendig).

Sidst jeg var i biografen, så jeg en film med en målgruppe på 12-18 år. En af de dybeste samtaler, jeg har haft inden for den seneste uge, var med min 9-årige niece (men hun er altså også ualmindeligt klog). Og efter sigende fandt følgende samtale sted i julen:

Nevø: ’Skal moster Bib egentlig ik’ snart ha’ en kæreste?’
Søster: ’Hun skal jo lige vente, til hun er blevet voksen nok til at finde den rigtige.’
Nevø: ’Nå ja.’
Søster: ’Men når hun engang bliver voksen, hvilken slags kæreste synes du så, hun skal finde?’
Nevø: ’En fodboldspiller!’

Min familie har altså tilsyneladende accepteret, at jeg ikke har turdet invadere de voksnes forjættede land endnu. Min nevø blev endda forarget, da han så mig drikke en øl juleaften (’Helt ærligt, moster Bib, må du gerne det?’) Og jeg har det faktisk også fint med at hønse rundt og lege barn/teenager/63-årig-nybarnlig-type et stykke tid endnu. Men nogle gange dumper forstyrrende elementer ind i mit liv og ryster min opfattelse af, hvem jeg er.

I dag var det et julekort fra min revisor, som dumpede ind i min postkasse. Det er det mest skræmmende, jeg har oplevet, siden … ja, siden jeg fik et tilsvarende kort sidste år. Det er jo kun voksne typer, som får den slags.

Åh gud, måske er jeg slet ikke den, jeg tror, jeg er. Måske er jeg en helt anden …

foto-26

Tivoli i regnvejr

’Hvorfor bekymrer du dig dog om det nu?’ Spørgsmålet kom fra en halvgrinende musvit for et par måneder siden, hvor vi gik rundt sammen i en græskarinvaderet gammel have og forsøgte at opfryse mine nedsmeltninger. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg slet ikke kunne overskue perioden fra januar til april, hvor Tivoli er lukket. Og ja, det var måske lidt dumt at bekymre sig om i oktober. Ligesom det er dumt, at min vinterdepression som regel starter i juni. Men det må være fordi, jeg begynder at fornemme, at enden eksisterer et sted ude i horisonten.

Tivoli er tryghed for mig. Det har det altid været. Måske er det fordi, den gamle rutsjebane på nostalgisk vis markerer, at det er op- og nedturene, som giver kriller i maven. Måske er det fordi, Tivoli har legaliseret uhæmmet skrigeri. Måske findes grunden i Grøftens smørrebrød på ternede duge eller i ballongyngernes cirkulerende rundture (trygheden er dog ikke så stor oppe i ballongyngerne. Der er jo frygtelig langt ned). Eller måske er det nærmere fordi, glædesniveauet hos børn her ligger et godt stykke over gennemsnittet – lige der, hvor det bør være.

Den gamle have lukker lige om lidt. I går sagde jeg farvel. Det var Tivoli i regnvejr sidst på sæsonen, og hvis jeg havde haft en ballon, ville jeg forsøge at slippe den ligesom i den trygge sang på det allermest trygge album. Hvor der i sommer* var en dam til dyr af plastik, er der nu en bod, hvor man kan købe huer til kolde hoveder. De før så grusede stier var sjappede, og søens vand var så vintergrumset, at det var umuligt at se, om karperne stadig svømmer rundt dernede, eller om nogen virkelig har spist dem, selvom det virker helt forkert.

Tivoli-turen handlede ikke kun om skræmmende årstidsobservationer og slipgivning på ikke-eksisterende balloner. Den handlede om, at jeg skulle være modig. I forbindelse med min ja-mission kom jeg for et stykke tid siden til at love mig selv, at jeg skulle overkomme en frygt – en af de helt slemme. Jeg skulle op i Himmelskibet. Den mentale beslutning viste sig overraskende nok at være mindre kompliceret end den praktiske udførsel. For skibet i himlen (som altså stadig ikke er et skib) er ikke til at regne med. Det bliver åbenbart påvirket af vejr og vind, så de to gange, jeg tidligere har slæbt alt mit mod hen til den høje mast, har det været lukket. I går besluttede jeg mig for at give det årets sidste chance. Igen uden held.

Det er absurd frustrerende, at jeg nu har brugt så lang tid på at indsamle mod til at gøre noget af det, jeg er allermest bange for. Og så kan jeg ikke få lov til det. Men da frustrationen havde lagt sig i går, kom jeg til at tænke på, at det måske ikke handler om, at jeg kommer op i det uskib. Måske handler det mere om, at jeg nu ved, at jeg tør. Og den erkendelse er egentlig også helt ok at gå til nytår på.

fast_stoppestedPS: Et farvel til noget, som stadig eksisterer, er vel i virkeligheden nærmere et på gensyn? Forhåbentlig. Et ’vi ses på den anden side, når solen igen skinner på den grønne plæne og ting springer ud’. Den tanke er faktisk næsten lige så tryg som Tivoli i sig selv.

* Vanddyret, i tilfælde af at du læser med, kan jeg fortælle, at det på min Tivoli-tur pludselig gav helt klar mening for mig, hvorfor det hedder ’i sommer’ og ikke ’i sommers’. Kloge mennesker har åbenbart også en forklaring på, hvorfor folk føler trang til at følge vanestrømmen med den sidste tilføjelse i stedet for at lade i sommer være, hvad i sommer er.

Rød hvid og blå jul

Jeg er ikke verdens mest voksne voksen-in-spe. Derfor er den barnlige glæde ved julen stadig forholdsvis intakt (selvom oddsene ikke altid er på glædens side). Maven er ikke fyldt med lige så mange sommerfugle, som dengang min krop var barn. Til gengæld er der en sommerfugl uden på maven, som minder mig om, at det er vigtigt at huske på de rigtige ting. De bedste ting. Og holde fast i dem, når man er så heldig at finde dem.

På listen over det bedste ved julen er min mormor. I går fortalte hun mig, at hun troede på julemanden, til hun var 13 år. Det gjorde mig glad. Dengang troede hun også, at de små børn kom til verden, hvis man lagde en sukkerknald eller en frikadelle i vindueskarmen. Hun har efterfølgende selv lagt krop til syv børn, så selvom jeg ikke ville grave mere i emnet, går jeg ud fra, at hun med tiden lærte, at det går anderledes til.

Det bedste ved julen er også trygheden. Og maden. Og minderne. Og musikken. Og følelsen af at være en del af en stor familie, med alt hvad det indebærer. Og det bedste er yndlingsungerne. Og juledrinks og juleøl med veninderne. De gamle. Dem, som både kender til dengang og nu. Og det bedste er at give.

Forleden kørte min søster, den 7-årige og jeg ud på landet. Længere ud på landet end der, hvor vi i forvejen var. Vejene var mørke og snoede, og vi passerede steder med navne som Bolskov og Viuf (ved stadig ikke, om det sidste er en by eller en lyd. Det første undlader jeg at kommentere på). Til sidst nåede vi til et sted med gadelygter. Under dem ligger et lille hus. Derinde bor en familie, vi ikke kender. De har ikke selv råd til at give deres børn den jul, de gerne ville holde for dem. På grund af svære tider og uheldigheder. Så vi sponsorerede mad og gaver til dem. Det var ikke en specielt stor ting for os. Men når man endelig har erkendt, at det er svært at forsøge at gøre verden til et bedre sted over en bred kam, så er det rart i hvert fald at kunne bidrage lidt til, at der nu sidder to børn et sted ude på det mørke land, som forhåbentlig får forbundet julen med lige så meget tryghed, som de har fortjent. Og måske også med noget af alt det bedste …

elvis

PS: Ligemeget hvad er det nostalgisk trygt, at Elvis igen i år hænger på træet og synger Blue Christmas med al den melankoli, en død mand kan have i stemmen …

Slipgivningskomplikationer

Ordet ‘barselshotel’ blev nævnt over frokosten forleden. Og jeg blev skruk. Ikke babyskruk. Bare barselshotelskruk. For en helspekulerende type, som hverken excellerer i at stå på egne ben eller passe på sig selv, lyder barselshotellet som det eneste rigtige. Et sted fyldt med hvide lagner, man kan sove i. Og friske blomster, man kan dufte til. Og rød saft, der bliver serveret sammen med flødeskumskager. Og personale, der bekymrer sig og lærer fra sig om de basale ting. Og besøgstider, så man er sikret doseret selskab og alenetid. Og en have, man kan gå rundt i.

Jeg var klar til at booke tre uger. Men så var der en erfaren føder, som gjorde mig opmærksom på, at man kun får lov til at blive et par dage. Med mindre man altså har besvær med at amme. Det krav kunne jeg muligvis godt opfylde, eftersom jeg hverken har lagt eller har tænkt mig at lægge krop til babyudrugning inden for den nærmeste (muligvis også fjerneste) fremtid. Den sidste detalje sortlister mig desværre fra rekreationsparadiset, siger de kloge.

Så er det noget med, at jeg muligvis kan redde mig en ordentlig omgang maveonde, hvis jeg spiser den rigtigt forkerte danske torsk eller sild. Det er også en mulighed. I tilfælde af indlæggelse ville jeg stadig få opfyldt nogle af ovenstående punkter. De hvide lagner og den røde saft og besøgstiderne. Muligvis blomsterne. Problemet er bare, at jeg er bange for hospitaler. Og jeg tror ikke, jeg kan holde til sygdom lige nu.

Midt i alle spekulationerne fik jeg et af den slags tilbud, som det er vanvittigt at sige ja til.

vanvittigt_tilbudJeg havde muligvis gjort det. Hvis altså ikke det var fordi, at jeg har prøvet at være vanvittig. At jeg har prøvet at stikke af. Det var rigtigt dengang. Men det er ikke min tur nu. Desværre. Tværtimod er det nok nærmere min tur til at stikke ind. Helt ind.

I første omgang stikker jeg en tur til Jylland. Der er lagnerne blå, og saften er grøn. Havet er et sted midt imellem. Og det ligger heldigvis og skvulper trygt ved den samme strand, som altid har været der og altid vil være der. Alt er fint.

Alle mine nøgler

Jeg ved ikke, hvorfor de altid ligger i min taske, alle mine nøgler. Nogle af dem giver mening at have med. For eksempel den til min hoveddør og den til min lejlighed. Dem bruger jeg  jo til at komme ind med (selvom hoveddøren næsten altid står åben).

Så er der den til hængelåsen oppe på loftet. Den er vigtig. Det er der, jeg gemmer alt det, jeg heller ikke kan give slip på. For eksempel den danske stil, hvor jeg skrev om mit liv om 15 til 20 år. For 13 år siden. Jeg tør ikke læse den. Og så alligevel – måske næsten-voksne-jeg ikke er en skuffelse for næsten-barnlige-mig. På mange måder går det jo godt. Og det, jeg dengang troede, jeg skulle få, er måske slet ikke noget for mig, når alt kommer til alt. Måske er jeg for egoistisk. I det tilfælde er det muligvis rigtigt nok, at det nogle gange er en gave ikke at få det, man troede, man ville have.

Så er der den blå nøgle til min mormors hus. Det gamle. Det, hun boede i, dengang min krop var et barn, som blev til en teenager, som skrev stile om fremtiden. Den nøgle er ubrugeligt tryg. Den kan jeg ikke give slip på.

Der er nøglen til min pengekasse. Der er ingen penge i. Engang var den fyldt med Mark, som blev til Euro, som skulle være en opsparing til fremtiden. Men da fremtiden kom, var pengene brugt. Det var sådan, det skulle være. I dag er der noget andet i pengekassen, som ikke kan bruges op på samme måde. Det ville være rart at tænke på, hvis ikke det var fordi, det er en sølle erstatning for hele den uperfekt rigtige pakke.

Der er nøglen til min søsters lejlighed og den til barndomshjemmet, som ikke er et barndomshjem, fordi jeg aldrig boede der, dengang min krop var barn.

Et sted for sig selv er der en lillebitte nøgle, som slet ikke burde være større. Den er til en notesbog, jeg helt sikkert har skrevet noget vigtigt i engang for mange år siden. Bogen ved jeg ikke, hvor er. Måske på loftet.

Så er der alt det, der ikke er nøgler. En oplukker og et USB-stik og en metalplade, hvor mit navn står på. Hvis jeg nu skulle glemme det. Og der er små, firkantede plader, som jeg har fået af min bank. De er vigtige, for hvis nøglerne bliver væk, kan de selv finde hjem til mig igen.

Midt i det hele er der også en nøgle, som jeg ikke kender låsen til. Endnu. Låsen har i hvert fald ikke givet sig til kende. Det bliver en lang gåtur.

foto-24

Sjælden serviceydelse til lumre læsere

Jeg har på det seneste opdaget et lidt skræmmende mønster i de søgeord, der leder læsere herind på bloggen. Hvordan mønstret i første gang opstod, har jeg svært ved at forstå, men det er åbenbart blevet forværret, efter jeg kom til at nævne det i et indlæg om google-søgeord. Tydelig blogbegynderfejl. For at undgå af begå samme fejl x 37 har jeg derfor samlet de pågældende søgeord i en billedfil. (Muligvis gør det ingen forskel – i det tilfælde må folk, der forstår internettet, meget gerne give mig et praj, inden tilstrømningen af lumre læsere tager helt overhånd).

Men altså, søgemønstret ser nogenlunde sådan ud:

Skærmbillede 2012-12-16 kl. 19.51.45Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har skrevet noget som helst, som vil kunne tilfredsstille de ivrige læsere i deres søgen (af den simple grund at jeg desværre/heldigvis intet ved om emnet). Derfor frygter jeg, at samtlige søgere i ovennævnte kategori bliver skuffede, når de havner her. Og jeg hader at skuffe folk. Det er noget af det værste, jeg ved. Som en lille serviceydelse har jeg derfor selv lavet lidt research på området, og guldfisken har nu oplyst mig om, at der findes både information og levende billeder af fænomenet i dette tv-program. Hvordan hun selv har fundet ud af det, melder historien intet om, men der bliver tilsyneladende ikke lagt skjul på noget, og uden af afsløre for meget kan jeg fortælle, at der efter sigende skulle foregå noget med en helikopter. God fornøjelse!

PS: Til den læser, der har googlet: ’hvilken hund har den største penis’, vil jeg gerne understrege, at der er grænser for min velvillighed inden for serviceydelser!