En ulv i neonklæder

Personlighedsanalyse skal åbenbart følges op med sådan en hel dag, hvor analysen analyseres i samarbejde med kolleger. Den slags er ikke kun skræmmende, men viste sig faktisk også at være interessant. På den skræmmende måde, selvfølgelig*.

Konklusionen på tidligere personlighedsanalyse-samtale viste, at jeg åbenbart er håbløst godtroende på grænsen til det naive – med risiko for at blive skuffet gang på gang på gang. Efter i dag kan jeg fortælle, at jeg tilsyneladende også er den analyserende type, som ikke kan regne og aldrig nogensinde ville have en jordisk chance for at overleve på månen (til gengæld er der ingen risiko for, at jeg ville gå ned på ubrugelige tændstikker, hvis jeg skulle havne i en månelig nødssituation).

Mine kolleger har været igennem samme analyse, og vi blev alle sammen plottet ind i sådan et koordinatsystem, så vi kunne se, hvor vi lå i forhold til resten. Vi var hver især repræsenteret i form af en farvet prik. De fleste farvede prikker lå i par side om side.  Den slags par-prikker var fine og små og neonfarvede. Grønne og pink og den slags. Min var stor og sort og lå for sig selv i sit helt eget hjørne. Det kunne jeg så tænke over, mens jeg følte mig en lille smule malplaceret i hesteskoen, hvor jeg sad og rystede lidt i min neontop og flyttede uroligt rundt på mine neonsko. Som en ulv i neonklæder.

Jeg nåede frem til, at analysen af personlighedsanalysen kan analyseres på flere måder. Måske prøver jeg at være noget, jeg ikke er. Måske bliver jeg misforstået. Måske er det okay at være en stor, sort prik pakket ind i neon. Og måske er det også helt okay at være placeret alene i et hjørne, fordi det muligvis bare betyder, at jeg kan noget andet end de andre. Det kan godt være, jeg ikke kan overleve på månen. Til gengæld ved jeg, at der findes magiske måner. Og det er måske egentlig en meget fin vidensfordeling.

*Apropos skræmmende, så blev dagen kickstartet med ordene: ’Og vi spiser elefanten i tre store mundfulde’. Som om det hele ikke var angstprovokerende nok i forvejen. Jeg blev hylet så meget ud af nedsmeltning ved tanken om elefant-kannibalisme, at jeg slet ikke nåede at forstå, hvad meningen med den sætning egentlig var. Jeg kan derfor kun håbe på, at det var en metafor. Jeg spiste i hvert fald ingen elefanter. Til gengæld spiste jeg alt andet.

Det var mig der ikke gjorde det

Min revisor ringede til mig. For to uger siden. Og sagde, at jeg skulle sende mine bilag til ham. Det har jeg ikke gjort endnu. Jeg ved ikke helt, hvilke bilag han refererede til, men jeg turde ikke at spørge. Sidst, jeg spurgte ham om noget, blev jeg nødt til at bede ham om at tale til mig, som om jeg var fem år gammel. Han kvitterede ved at gentage sætninger som ‘beskatningsrater under virksomhedsordningens gældende regler inden for lovgivningen omkring selvstændig virksomhedsdrift’. Jeg blev bange. Og er det stadig. Fordi jeg ikke har sendt ham det, jeg ikke ved, hvad er, som han gerne vil have. Det får mig til at frygte, at jeg er blevet placeret allerøverst på revisorernes samlede sorte liste over umulige og ulydige store og små fisk.

I min verden er en revisor en form for autoritet. Autoriteter er jeg helt grundlæggende angst for. De får mig altid til at føle, at jeg har gjort noget galt. Det falder mig slet ikke ind, at revisorer rent faktisk tjener penge på folk som mig, og at det er deres job at hjælpe mig. Bankrådgivere er endnu værre. Sidst min bankrådgiver ringede og skældte mig ud på grund af overtræk, blev jeg så bange, at jeg sendte ham en lang mail, hvor jeg fortalte løst og fast om mit liv, mine problemer, og alt det der gjorde tilværelsen kompliceret for en halvneurotisk, hel-spekulerende type med et afsindigt neonforbrug og et muligvis lidt for højt alkoholforbrug. Sådan en type, som i øvrigt var single på nogen-og-tyvende år og derfor alene skulle stå for alle, ALLE, udgifter. Også udgifterne til de kanaler i tv-pakken, som det faktisk kun er kærestetyper, der ser. For eksempel. Eller noget. Kort tid efter fik jeg et brev om, at jeg havde fået en ny bankrådgiver. En ung kvinde.

Der findes dog autoriteter, der er endnu mere farlige end både revisor-type og bankrådgiver-type. Toldvæsen-type for eksempel. Jeg kan ikke forlade en lufthavn uden at se mistænkeligt skyldig ud. På trods af at jeg aldrig kunne finde på at smugle så meget som et par pink plyshåndjern (modsat andre, jeg muligvis kender). Engang blev jeg hevet ind til tjek. I Norge. Ingen burde frygte en nordmand. De kan jo ikke råbe. Og jeg er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har fængsler deroppe. Alligevel var jeg lige ved at begynde at græde. Og det blev mere kritisk, da toldvæsen-type krævede en forklaring på, hvorfor jeg havde kufferten fuld af brugt undertøj – på udrejsen. Endnu værre var det, da jeg blev stoppet i tolden i Frankrig og til offentlig skue fik vendt bunden i vejret på min taske, som indeholdte 17 kondomer og 11 pakker glidecreme af mærket ‘Københavns Kommune’. Fransk toldvæsen-type kunne umuligt have forståelse for, at varerne mod min viden var blevet placeret der en morgen klokken cirka 6.13 på Cosy, hvor guldfisken og tusindbenet syntes, det var en rigtig god idé at fylde alle de små, hemmelige rum i tasken med en form for overraskelses-gaver. Jeg fik dog lov at gå uden videre tiltale, selvom jeg først uskyldigt havde påstået, at jeg bestemt ikke havde nogen former for væske med. Toldvæsen-typen lignede mest en, der havde ondt af mig, fordi jeg tilsyneladende havde haft en noget mindre aktiv ferie, end jeg havde håbet på.

Et sted midt imellem de tre findes parkeringsvagt-typen. Jeg sniger mig om hjørnerne, hver gang jeg ser en. Specielt efter de har fået de nye, endnu-mere-autoritære uniformer. Fik jeg sagt, at jeg aldrig har ejet en bil? Måske jeg en dag skulle prøve at analysere lidt på, om den der irrationelle skyldfølelse muligvis bunder i noget dybere.

En gammel mand og en stor fisk

Jeg har to bøger med i bagagen. Den første vidste jeg godt, at jeg ikke kom til at læse på turen. Den anden har jeg lige læst det sidste ord af i Greyhound-bussen, som kører forbi strandene over broerne mellem Key West og Miami. Da jeg var yngre, havde jeg en halvneurotisk vane, som tvang mig til altid at læse bogens sidste ord som det første. Derefter kunne jeg gå i gang med begyndelsen. Det er et af de ritualer, jeg har formået at lægge fra mig, og jeg har ikke tænkt på det i lang tid. Ikke før jeg læste det sidste ord i den anden bog. Så gav det lige pludselig fin mening, at det netop er nu, vanen kommer tilbage til mig.

Den første bog (den som jeg tog med, selvom jeg vidste, jeg ikke ville læse den) er ’Den gamle mand og havet’. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at have lidt Hemingway med til Key West. Af ren respekt. Jeg kan i øvrigt godt lide tanken om, at mine bøger får lov til at opleve lidt af verden (og i dette tilfælde på en måde får lov til at komme hjem). Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at jeg kan lide slutningen på historien i lige netop den bog. Jeg læste den for snart ti år siden. Hvis du ikke selv har stiftet bekendtskab med den gamle mands eventyr, så foregår det i en lille båd på havet, hvor han møder en stor fisk. Måske den største, der findes. Han får den mod alle odds på krogen og kæmper en brav (sidste) kamp for at hale den ind. Hvordan det ender kan du læse her (hvis du altså er typen, der gerne vil hoppe direkte til slutningen).

Jeg ved ikke, om det er muligt at fange den store fisk. Jeg ved ikke engang, om der virkelig findes en i det virkelige hav, som ligger uden for bøgernes ubegrænsende ord – men jeg tror aldrig helt, jeg kan lægge drømmen fra mig. Drømmen om at få den på krogen, hale den ind og erobre al den meningsfulde magi, der må gemme sig i dens store, tykke fiskemave. Mange vil sikkert mene, at den med sikkerhed ikke findes, og at jeg aldrig ville kunne fange den, hvis den fandtes. Det må de gerne mene. Og jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor nogle vælger ikke at tro på den store fisk og i stedet stiller sig tilfredse med torsk og sild og laks og alt det andet, som med sikkerhed findes lige derude i havet. Jeg ved, tilværelsen sikkert ville være noget lettere, hvis jeg kunne gøre det samme.

Men hvad nu hvis jeg kunne gøre det. Hvis jeg kunne være jævnt glad og tilfreds med alle de fine små fisk og overbevise mig selv om, at den store slet ikke findes. Og jeg så alligevel en dag – den sidste måske – finder ud af, at den er derude. At den findes, men jeg bare ikke gav mig selv lov til at finde den. Det tør jeg slet ikke tænke på. Så hellere leve i en drømmeverden. Sådan en drømmeverden, som findes i den anden bog. Den, jeg lige har læst. Den, hvor det ikke kun er muligt at fange en stor fisk – men hvor man også kan forvandle sig til en på den allersidste dag, hvis troen på magien er stor nok.

’Remembering a man’s stories makes him immortal, did you know that?’ (Big Fish)

PS: Det sidste ord i den anden bog er ’word’.

Key West om morgenen

Miami er måger. Key West er kyllinger. Hanekyllinger, der galer i kor og om kap med hinanden gennem den sovende by.

Det er Thanksgiving morning og med margaritas fra Sloppy Joe’s i blodet er solopgangen ekstra fin. De, der allerede er ude, nikker og siger ‘mår’nin’, og jeg nikker tilbage, mens jeg prøver at regne ud, hvad der er anderledes, end det plejer at være. En kvinde stiller bekymrede spørgsmål til min kropstemperatur. Jeg smiler og svarer, at jeg er okay. Trods gåsehud og det, der er værre. Solen skinner. Alt er godt. Også selvom jeg har glemt mit kort over byen og ikke aner, hvor jeg er på vej hen. En ældre herre tøffer forbi på scooter og råber ‘Ho ho ho’ efter mig. Jeg kan ikke afgøre, om det er fordi, julestemningen har ramt ham, eller om det er endnu en kommentar til min sparsomme påklædning (jeg HAR altså tøj på. Også mere end bare bikini …) Det undrer mig, at jeg kan høre ham. Pludselig går det op for mig, hvad der er anderledes, end det plejer at være. Jeg har glemt musikken i mine ører. Den betryggende barriere mellem mig og virkeligheden ligger hjemme på hotelværelset og sover sammen med hamsteren og guldfisken. Og det er faktisk slet ikke så farligt at kunne høre verden og hanerne og de mennesker, jeg sniger mig til at tage billeder af. Selvom de opdager det, bliver de ikke sure. Musik i ørerne kan være godt, men musik uden for ørerne er endnu bedre, da det kommer fra det åbne vindue ved en lukket bar. Bobby McFerrin synger ‘Don’t Worry, Be Happy’. Samme melodi, der vækker mig hver morgen, når telefonen begynder at vibrere. Måske er jeg alligevel meget godt i sync med verden.

PS: Tak.

Tattoo or not tattoo

That is the question.

Det tog mig fem år at finde mod til at få lavet den første, selvom jeg har vidst, hvad det skulle være, siden min krop var barn. Jeg syntes, det var så stor en beslutning, at jeg mente, den skulle langtidsplanlægges. Hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne tage mig sammen. Lige indtil den dag hvor mejsen og jeg var sure på verden samtidig og derfor fik lyst til at gøre noget dumt på den helt rigtige måde. Så vi opfandt et fiktivt møde ude i byen, stak af fra kontoret med kurs mod Nyhavn, hoppede op på hver vores briks, lukkede øjnene og åbnede dem først igen, da vi sad på Palæbar viklet ind i Vita Wrap og delte en Ale 16, inden vi gik tilbage på kontoret og følte os som et par fandens karle. Jeg havde frygtet, at jeg ville frygte, at jeg kom til at fortryde det, når jeg først havde fået den lavet. Det har jeg ikke gjort. Heller ikke selvom de få, der får lov til at se den, af og til kigger lidt undrende på motivet og først nikker forstående, når jeg forklarer, at ’jeg altså selv har tegnet den’. Heldigvis er den ikke lige så håbløs, som min første version. Tattoo-Ole tog sig nemlig frihed til lige at rette op på de værste grafiske grimheder.

Den anden er lidt mere tilgængelig for offentligheden. Specielt i disse egne, hvor solen skinner. Elefanten på min ankel var planlagt flere dage, før den ramte min krop. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville have en glad, blå en af slagsen, og Tattoo-Maria tegnede to forskellige forslag. Jeg var i tvivl, men valgte alligevel den mest infantile frem for den mere grafisk flotte. Det blev jeg glad for, da jeg senere besøgte Trykbar og kunne konstatere, at det vragede forslag til forveksling lignede motivet fra elefantøllen. Selvom jeg da ikke er for fin til at indrømme, at jeg er svært begejstret for brune beværtninger og håndbajere, synes jeg alligevel, det er betryggende, at jeg ikke er tvunget til at gå rundt med en kronisk blæk-promille.

Elefanten kostede mig bogstaveligt talt blod, sved og tårer af flere omgange, men jeg har ikke fortrudt den. På ingen måder. Heller ikke efter en kæk bubbibjørn gjorde mig opmærksom på, at jeg nu både render rundt med sommerfugl på (i) maven og elefantfod. Til gengæld troede jeg, at den anden skulle være den sidste. Sådan bliver det bare ikke. Jeg har aldrig set Miami Ink, men jeg kommer hjem herfra med en smule af den amerikanske blæk printet ind i min krop i form af en lille, ulovlig (men dog forholdsvis uskyldig) tus, som binder sommerfuglen og elefanten sammen og giver rigtig god mening for mig lige nu og lige her – og forhåbentlig også i morgen og om mange år. For som et klogt, dansk band så fint synger:

Tanker om tid som er gået

Ud over undulatens videooptagelser af en ung Skudamuda, som taber kager og slår knapt-så-flatterende kolbøtter findes der en anden video af mig fra dengang, min krop var barn. Den er optaget 5-6 år senere i Florida På det tidspunkt svarede Miami til månen i min verden, hvor mine hidtil største eventyr talte den allerførste flyvetur til Bornholm (som dog ikke var lige så action-packed som en andens første flyvetur fra samme destination), en charter til Costa del Sol og en række far-mor-og-børn-køreture i Europa.

Men så skete ting og lige pludselig hed det ikke længere far-mor-og-børn men papfar-mor-og-børn. For at ryste den lille, nye familieflok sammen lå der derfor syv flybilletter til Florida under træet juleaften 1995. Først troede jeg, det var løgn. Men den var god nok, og tre måneder senere sad jeg i en jumbo over Atlanten omringet af gamle og nye søstre (det var i øvrigt på den flyvetur, jeg meget højlydt besluttede mig for at stille min ene søster det yderst passende spørgsmål: ’Hvad er en orgasme?’ Hun skylder mig stadig et svar …)

Jeg genså Florida-vidoen for et par uger siden, da jeg var hjemme i verdens-mindste-by. Den mindede mig om gode tider, hvor jeg primært padlede rundt i en pool iført neon-badedragt og var overvældet over alt og alting. Dengang drømte jeg om alle de rejser og eventyr, jeg skulle ud på, når min krop blev voksen. Jeg har gjort en stor indsats for at realisere de drømme (en lidt for stor indsats, ville min bankrådgiver muligvis mene), og nu er jeg tilbage ved udgangspunktet. Det ligner sig selv, selvom alt har ændret sig.

Jeg er lige kommet tilbage på hotellet efter en tidlig morgentur på stranden, hvor jeg tulrede rundt alene og ventede på, at guldfisken og hamsteren vågnede. Miami Beach klokken 7.00 er duft af barbecue, som skal spises i solen. Det er en hjemløs fyr med det vildeste dread-garn, som er venner med alle byens duer. Det er en morgen-brandert-pige i stiletter, som skvatter på fortovet og bliver samlet op af sin fyr. Det er neon i palmer med lange skygger. Det er to børn, der gynger side om side og sikkert godt kan se det fine i, at de ikke gynger helt i takt. Og så er det en ensom måge, der går rundt i sandet uden af have nogen af snakke sjovt med.

Lige om lidt er Miami Beach heldigvis også stedet, hvor en guldfisk, en hamster og en elefant lufter de forsømte bikinier og kigger på livreddere i solen, mens de planlægger, hvilke drinks der skal fyldes i glassene i aften. Og det er nok også stedet, hvor en elefant får en lille nostalgi-nedsmeltning over tid, som er gået.

PS: Muligvis svarede Miami til månen for mig for 16 år siden. Men verden er blevet mindre siden da. Det fandt jeg ud af, da vi i går sad ved stranden med feriens første øl og pludselig spottede journalist-kollega fra København, som har valgt samme tid og sted for sin herretur, som vi har for vores tøsetur. Et af den slags skræmmende tilfælde, som alligevel giver meget god mening …