Den knap så søde kløe

Jeg opfatter ikke mig selv som specielt troende i kristen forstand. Egentligt tror jeg vel mest på meningen i håbet om, at der findes en mening et eller andet sted. Men der er ret mange af de bibelske fortællinger, som har gjort indtryk på mig. For eksempel den om Noahs ark. Jeg kan godt lide tanken om, at der var plads til elefanterne på båden, selvom de fylder så meget (er dog en lille smule fortørnet over, at der ikke var plads til dem her). Men jeg har indtil nu haft svært ved at forstå, hvorfor myggene blev inviteret med på den tur. Hvilken plads er det lige, de udfylder i fødekæden, som for eksempel bananfluer ikke kunne udfylde mindst ligeså godt? Jeg forstår det ikke. Og så forstår jeg det måske alligevel lidt bedre i dag.

Myggene er nemlig en af de eneste grunde til, at jeg kan finde en lille smule glæde ved tanken om, at jeg lige nu befinder mig på en grå ø og ikke i en orange hængekøje med udsigt til tropisk paradis. Jeg ramte dansk jord for et par timer siden og er allerede ramt af den velkendte post-rejse-eventyrs-nedtur. Men så minder de mange kløende stik mig om, at jeg trods alt kan varme mig lidt ved tanken om, at der går mange, mange måneder, før jeg kan redde mig et ærligt myggestik her i Danmark.

Myggene elsker mig. Og selvom kærlighed vel altid er en form for bekræftende, ville jeg meget gerne være fri for den i det her tilfælde (eller allerhelst skifte den ud med en anden lidt mindre smertefuld/lidt mere meningsfuld version). Hver gang guldfisken og jeg er i troperne, bliver jeg ædt, mens hun stort set trækker frinummer eller i værste fald stolt fremviser et enkelt eller to sølle stik. Jeg fik 24. Den første aften. Derefter opgav jeg at tælle. På et tidspunkt syntes jeg, stik-frekvensen begyndte at falde lidt i takt med, at guldfisken fik hele tre stik, så jeg håbede på, at myg måske alligevel deler en form for adfærdsmønster med mænd, og de derfor ikke rigtigt gad stikke mere i sådan et forstukket bolsje. Jeg tog desværre fejl.

Da vi var i Thailand for et par måneder siden, blev vi præsenteret for en teori om, at vi udskiller et eller andet stof efter fysisk kontakt med det modsatte køn. Det stof kan myg ikke lide, så derfor er antallet af stik ofte en rimelig god indikator for, hvor heldig man er for tiden. Den teori kunne jeg sjovt nok ikke se det sjove i – da slet ikke på det-er-sjovt-fordi-det-er-sandt-måden (der er virkelig ingen retfærdighed til, hvis man skal straffes for at befinde sig i en i forvejen ret frustrerende situation). Så i stedet forsøgte jeg at give guldfisken skylden for en del af mine stik, efter hun i en brandert kom til at låse mig ude, så jeg måtte tilbringe en nat på en solseng ved offentlig pool med noget, der mindede om en vaskeklud som dyne. Jeg kunne være blevet ædt af en thai-forbryder, men alligevel magtede jeg ikke at bide hovedet af al skam og gå op i den fine, fine hotel-reception klokken fem om morgenen for at bede om en ekstra nøgle. Specielt ikke fordi, jeg kun var iført bikini og betydelig promille efter netop veloverstået natbadning. Men jeg blev (heldigvis) kun ædt af myg. De helt onde af slagsen, som (muligvis på grund af min generelle mangel på udskillelse af føromtalte stof) også har brugt min krop som privat slaraffenland den sidste uges tid.

Så nu ligger jeg her i min egen seng, mens jeg vrider mig på den helt forkerte måde og håber på, at den helt rigtige helt ville komme forbi og klø mig lidt på de allerfarligste steder. Min kuffert står stadig uåbnet på gulvet. Jeg tør ikke røre ved lynlåsen af frygt for, at der springer en tarantel ud. Jeg havde nemlig opholdt mig flere dage i troperne, før jeg fik at vide, at man altså ikke skal lade sin kuffert stå fyldt og åben på gulvet, hvis man vil undgå at få venner med hjem. Derefter turde jeg ikke lukke den, for hvis der nu allerede var hoppet en tarantel derned, skulle den jo have mulighed for at stikke af igen, inden jeg rejste. Alligevel stiller jeg gerne op som frivillig stikke-skive for den helt onde myggesværm – og jeg tager samtidig hellere end gerne en tarantel under hver arm, hvis det kan købe mig en billet tilbage til den orange hængekøje.

Sidste aften i troperne lå jeg og gyngede i den, mens jeg så solen gå ned. Jeg gyngede så højt, at det næsten føltes som om, at jeg blev slynget ud over det store, stille hav. Men jeg var ikke bange, for det hele var så fantastisk smukt, at det føltes mere magisk end farligt. Næste morgen stjal jeg mig til et ekstra kvarter i køjen med helt rigtig musik i ørerne, mens guldfisken var i bad. Det var stadig mørkt, og stjernerne lyste meget klart ned på en stor båd, som havde ligget ved vores strand i et par dage. Jeg overvejede muligheden for at flygte fra hjemrejse og skynde mig ned til båden, så jeg kunne høre, om der mon var plads til en enkelt helspekulerende type, som bare gerne ville sejle væk. Ud i eventyret. Men jeg gjorde det ikke. Og det var ikke kun fordi, jeg ikke turde, men også fordi jeg nu faktisk er nået til et punkt, hvor jeg gerne vil kunne dele den slags eventyr med nogen. Så jeg krammede hængekøjen farvel, stak myggene den midterste finger, lukkede øjnene, mens jeg lukkede kufferten – og så tog jeg hjem. Til virkeligheden. I håbet om at der måske også kan gemme sig en lille smule eventyr her et sted …

Just another day at the office

Nu er jeg en form for journalist, men det er nok ikke i de finere, journalistiske kredse, jeg skal forvente at hente den store anerkendelse for mit job. Jeg vinder sandsynligvis aldrig en Cavling, og jeg kommer heller ikke til at vælte nogen regering (heldigvis slet ikke lige nu). Alligevel føler jeg mig helt vildt priviligeret på grund af mit arbejde (specielt lige nu).

Guldfisken og jeg har lige været nede på vores palmestrand for at spise aftensmad. Vi blev betjent af mine to yndlingstjenere – ham, der lærer mig seje, spanske sætninger, og ham, der påstår, jeg ligner Nelly Furtado (hvilket guldfisken synes er ustyrligt morsomt, fordi jeg på kontoret i en periode gik under navnet ‘Maneater’ (som om …)). Furtado-fyren serverede kolde Piña Coladas for os og spurgte, hvad vi havde lavet på job i dag. Vi svarede, at vi havde været en tur oppe i den vildeste luksushybel, vi nogensinde har set, fordi vi skulle lave et video-indslag med Paris Hilton. Og helt ærligt – det var fandme sjovt!

Vi er havnet i vores eget private paradis. Og vi får løn for at være her. Vi får lov til at opleve nogle af de vildeste hjørner af verden, og vi griner hver dag. Så må alle de andre hjertens gerne kæmpe om pløkken og prestigen derhjemme. Og jeg forsvarer hellere end gerne mit job over for alle dem, der kalder det meningsløst. For det gør mig glad. På grund af mit job befinder jeg mig lige nu et sted i verden, hvor drømme er til for at blive dyrket, og mine tanker er endnu engang tunet ind på den frekvens, hvor alt er muligt. Omgivelserne er magiske, og de får mig til at tro på, at jeg bør kunne tage bare en lille smule af den magi med hjem og dyrke den et sted på fjerde sal i et hus af guld på en ø, der ikke udelukkende er lavet af lort.

Magien bliver muligvis ophævet mandag middag klokken sådan cirka 12.50, når vores fly rammer dansk jord. Men indtil da vil jeg prøve at holde fast i troen på, at alt kan lade sig gøre. I Mexico, i Danmark, i mit hoved og i den virkelige verden.

Copa del Sol

Jeg har hørt historien fortalt i flere forskellige versioner, og jeg er ikke klar over, hvilken en der ligger tættest på sandheden. Den version, jeg bedst kan lide, kommer her:

I slutningen af 60’erne flyttede en rig, italiensk kunstner til Mexicos stillehavskyst, hvor han byggede og byggede og byggede, til han kunne kalde sig indehaver af en række af landets smukkeste og mest luksuriøse ferieboliger. Manden, der ejede alt, mistede pludseligt sin kone. Sorgen blev drivkraften til et nyt bygningsværk, som skiller sig markant ud fra de andre – Copa del Sol.

Det runde, gigantiske monument står i dag som symbol på mandens evige kærlighed til sin kone. Når man befinder sig i den ene side af cirklen og hvisker helt stille, kan man høre det meget tydeligt i den anden side mange, mange meter væk. Og når man ligger i bunden af koppen, blive alle lyde lukket ude. Min yndlings-detalje i historien-som-muligvis-kun-er-sand-for-mig er, at én dag om året – på konens dødsdag – står solen på en helt bestemt måde, så det ligner, den hviler i koppen.

Den dag var ikke i dag. Alligevel viste stedet sig at være noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Trappen op til kanten af koppen var meget, meget farlig. Det var også farligt at gå rundt deroppe med et kamera. Men jeg ville så gerne forsøge at dokumentere noget magi, så jeg besluttede mig for, at det godt kan betale sig at være modig …

3 timer på vejen

Det kan godt være, jeg stoler blindt på piloter. Chauffører har jeg dog et lidt mere anstrengt forhold til. Forskelsbehandlingen er forholdsvis ubegrundet. Og dog. Enkelte episoder har præget mine forbehold – for eksempel dødskørsel i Sankt Petersborg en tidlig morgen med haren ved min side og en chauffør bag rattet, som manglede begge ben. Derfor skulle han styre alt med armene. Det var imponerende, at han kunne, og jeg syntes, det var sejt, at han bestred den slags job – hvis altså ikke det var fordi, han tydeligvis følte, han skulle kompensere ved at lege James Bond på speed i russisk morgentrafik. Den slags oplevelser bidrager ikke positivt til min manglende chauffør-tillid.

Jeg har selv kørekort, men bruger det kun, når jeg skal identificere mig selv (i det hele taget en kompliceret opgave). Jeg er ulogisk bange for at køre, og det er få, som forstår hvorfor. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg selv forstår det. Men det har nok primært noget at gøre med min grundangst for at komme til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Derfor overlader jeg altid rattet til en anden, og hvis det er folk, jeg har tillid til, og kørslen samtidig foregår i forholdsvis flade omgivelser, elsker jeg at være passager. Jeg elsker følelsen af at blive transporteret fra et sted til et andet – specielt i selskab med nogen, jeg holder af. Jeg tænker bedre, når jeg er i fart, jeg lytter bedre (både til musik og ord), og jeg taler bedre med de rigtige personer, når det går fremad. 10 timer på vejen ligger derfor næsten ligeså højt på min hitliste som 10 timer i luften.

I går var der dog kun tale om 3 timer på vejen. Heldigvis. For en stor del af turen foregik på en bjergskrånings lange, autoværnsmanglende vej med snoede sving og alt for mange huller. Det var farligt! En del af hullerne opstod sidste år, hvor guldfisken og jeg tilfældigvis også befandt os i området. Dengang under en ret voldsom orkan, som tog halve veje og hele broer med sig. De lokale reparerer stadig på skaderne, men forhåbentligt ender vejen med at blive bedre, end den var før stormen.

Jeg havde med vilje sat mig i venstre side, så jeg ikke skulle kigge direkte ud over havet, men det fortrød jeg hurtigt, for jeg fandt ud af, at hvis jeg skulle kommunikere med mine medpassagerer, blev jeg jo nødt til at kigge til højre – direkte mod afgrunden. Vi kørte i en stor bus, og jeg kunne derfor ikke følge med i vejens forløb gennem forruden. Det gjorde turen endnu værre, for når vi slog et sving, vidste jeg ikke på forhånd, om vejen slog svinget med os. Jeg endte derfor med at tilbringe det meste af turen bag vinduets tunge, trygge gardin.

Her sad jeg og forsøgte at knibe alle sydlige muskler sammen, fordi jeg rummede en halv liter cola, som truede med øjeblikkeligt exit, hver gang jeg følte mig usikker. Der var et toilet bagerst i bussen. Et af den slags, som man gør meget for at undgå, og det prøvede jeg virkelig også på. Men jeg gav op. Toiletoplevelsen var om muligt endnu mere skræmmende. For at vælte rundt inde i sådan et lille, klaustrofobisk rum, mens bussen slingrer fra den ene til den anden side – til og fra mulig afgrund – er meget angstprovokerende, når overblikket ligger på den anden side af den låste dør. Den voksende angst fik mig til at tænke på det paradoksale i, at jeg for nylig selv er blevet sammenlignet med en flugtbil. Sådan en, som paniske mændesker lægger beslag på, når de forsøger at flygte fra deres egen virkelighed (og som de i øvrigt sørger for at efterlade et skjult sted, efter de har slettet alle deres spor). Den rolle håber jeg, at jeg har fået ved en fejl, for jeg tror faktisk slet ikke, jeg egner mig som flugtbil. Jeg egner mig tydeligvis heller ikke til det der med god timing. For lige da jeg drejede nøglen om og jublende åbnede toiletdøren, mens jeg konstaterede, at jeg havde overlevet potentielt traumatiserende toiletoplevelse, standsede bussen. Ved en tankstation. Med rigtige toiletter, som stod helt stille. Dermed fik jeg endnu engang bekræftet, at tålmodighed betaler sig. Specielt på de lange, snoede og hullede veje.

10 timer i luften

Jeg er bange for meget og specielt for højder. Kirketårne, gittertrapper og bjerge er noget af det allerfarligste, jeg kan blive udsat for. Men jeg elsker at flyve, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været rigtigt bange i en fly-situation (selvom jeg godt kan få en nedsmeltning over, hvordan det teknisk set kan lade sig gøre at holde så mange kilo svævende). Angst er sjældent rationel – min er stort set aldrig. I højdeskræks-sammenhæng tror jeg, min angstprioritering har noget at gøre med, at jeg stoler mere på piloten, end jeg stoler på mine egne ben. Han må vide, hvornår vi skal op og ned. Det er jeg ikke helt sikker på, at mine ben ved.

Guldfisken og jeg har lige krydset Atlanten sammen. Igen. Jeg har regnet ud, at med vores allerede foretagede og allerede planlagte rejser har vi siddet sammen i 18 forskellige fly alene i år. Vi har en lang liste over minder fra maskinerne. Der var for eksempel dengang, vi tog direkte i lufthavnen fra Oktoberfest-bytur, og en knibsk, norsk forretningsmand nægtede at sidde ved siden af mig. Den tur endte med, at guldfisken måtte efterlade en papirpose med knap så venligt indhold på flysædet, og vi derfor følte os nødsaget til at stikke af i Kastrup uden at kigge os tilbage. Der var også dengang, hvor jeg var så tørstig på asiatisk eventyrs-tur, og guldfisken var så sød at gå på jagt efter et krus til flyets vandautomat. Jeg var lykkelig, da hun fandt et. Knap så lykkelig, da det senere gik op for os, at det fantastiske krus-lager, hun havde stukket hånden ned i, i virkeligheden førte direkte ind til skraldespanden fra toilettet. Derudover er der også utallige gigant-grin, dagdrømme og lurdrømme, krill i maven og alt det andet gode, som kun rejser kan give.

Min begejstring for rejser er nogenlunde ligeså stor som den barnlige begejstring ved en helt ny kasse legoklodser, som man kan forme til alt fantastisk i hele verden. Og selvom min bankrådgiver muligvis mener, at jeg burde, har jeg aldrig fortrudt en rejse. Ikke engang dem, der slet ikke endte så perfekt, som de var planlagt.

Den her rejser går umiddelbart noget bedre end samme rejse til samme destination for et år siden. Vi har endnu ikke nået den endelige destination, men vi har tilbagelagt den længste distance. Modsat mange andre kan jeg allerbedst lide de længste flyveture. 10 timer i et fly er ren luksus for mig. For det betyder 10 timer, hvor jeg ikke burde gøre noget som helst andet end at bygge hule og dykke ned i eventyrlige ord, balstyrisk musikmagi og små-ting-der-burde-være-større. Her er de sidste ti timers flyoplevelse i billeder med ord til.

Flyveture dækker som regel en stort del af mit behov for små-ting-der-burde-være-større. Hvorfor begejstringen for de små ting er opstået, ved jeg ikke helt. Men jeg har lært, at jeg skal passe på med at nævne min fetich over for fyre, da det nemt kan misforstås. I virkeligheden tror jeg mest, det har noget at gøre med angsten for at give slip på den-11-årige-pige-inden-i-mig.

Der var en en form for forskel på det læsestof, guldfisken og jeg hver især havde udvalgt til turen (hendes til venstre – mit til højre, hvis nogen skulle være i tvivl). Mio, min Mio var en af de første bøger, jeg læste selv, og den gjorde voldsomt stort indtryk på mig for 20 år siden. Meget af handlingen havde jeg glemt, men det hele kom hurtigt tilbage til mig. Både den sorte sorgfugl, Månelysets bro, de hvide heste, der græder blod, hjerter af sten, der gnaver i brystet. Og Mio, som lige pludselig skal være voksen og tapper, selvom hans krop kun er et barn. Jeg græd næsten ligeså meget som for 20 år siden. Først lettere diskret, senere lettere hysterisk (da guldfisken var på toilettet). Men det føltes godt bagefter. Lidt ligesom dengang, min egen krop var barn, og jeg var helt opløst efter en halv evighed i saltvandsbølger.

Kortvarig nedsmeltning over spørgsmålet: Hvordan kan noget, der er vådt, samtidig være tørt? Hvilket førte til nedsmeltning omkring spørgsmålet: Hvis man hopper i et fly, hvorfor ender man så ikke nede bagi, når nu flyet bevæger sig så hurtigt?

Slik feder vel ikke, når man er en form for vægtløs? Min rød-gul-grøn-neurose blev passet og plejet, indtil guldfisken helt uden at tænke sig om forsøgte at tage en af de tre farver fra mig, inden jeg havde nået at spise dem i den rigtige rækkefølge. Jeg havde godt nok sagt til hende, at hun bare skulle spise løs, men jeg mente jo for fanden af dem i posen. Ikke af mine udvalgte, neurose-plejende stykker.

Mig: Jeg har kun et hjerte i min pose Mini Snax.
Guldfisken: Men du har jo også kun selv ét hjerte.
Mig: Ja, ja, men hvor mange havde du i din pose?
Guldfisken: Det ved jeg ikke. Jeg talte dem ikke.
Mig: Men mere end et?
Guldfisken: Ja.