Op ad gaden ned igen

Der er røde minusser i mit koncertbudget for tiden. Eller okay, jeg er på ingen måder tjekket nok til at lave budget over den slags. Men hvis jeg havde et budget, ville det være brugt op. Til gengæld har jeg overskud på kontoen for musikalske indtryk.

I går var det MIKA, der indtog scenen, og mens jeg stod under VEGAs lysende lamper og klamrede mig til tusindbenet, ærgrede jeg mig en lille smule over, at jeg ikke havde en superhelts evner til at gennemføre et lynhurtigt telefonboks-identitets-skifte (eller muligvis bare et toilet-identitets-skifte. Det er jo alt for besværligt at støve en telefonboks op nu-til-dags). I så fald ville jeg gerne prøve at være en homoseksuel fyr. Bare lige i halvanden times tid. Som pige med hang til heteroseksuelle mænd (eller måske nærmere mænd-in-spe) er det nemlig en lille smule svært at få det optimale ud af popfyrens lækkerhed. Jeg blev dog enig med tusindbenet om, at vi havde fundet den perfekte papfar (popfar?) til et muligt fremtidigt fælles barn. Dermed fik jeg på en eller anden måde accepteret, at det i så fald er tusindbenet, der får både drømmemanden og barnet, mens jeg ville komme til at hænge på knap-så-sjov-befrugtningsproces, uundgåelige fødselstraumer, uoverskuelig afholdenhed, afsked med resterne af til-dels-ungdommelig-krop – og samtidig bliver det så også mig, der skal gå alene i seng. Livet er uretfærdigt!

Egentlig burde jeg have fået styret mit behov udi den regnbuefarvede musikgenre, da jeg var til Scissor Sisters koncert på min egen ø en torsdag aften tidligere på måneden. Problemet var bare, at min trang til at drukne tankerne om mange ting, der skete, var skyld i, at jeg ikke husker meget mere fra den koncert end smagen af halvdød fadøl og synet af en milliard pailletter, der dansede rundt foran mig. Men jeg tror, det var en fest. Tusindbenet, musen, guldfisken, solsorten og haren fik i hvert fald hanket op i mig. Og aftenen endte efter sigende på Postbodegaen, så lige meget hvad var det en succes.

Ind imellem de to koncerter luftede guldfisken og jeg vores indre teenagere til P3 albumsession med Saybia. Guldfisken er fra Nyborg, så lokalpatriotismen trak i hende, da hun hørte, at de skulle spille hele deres debutalbum. Under andre omstændigheder ville hun nok have hevet storebjørn med, men der er åbenbart grænser for, hvad han vil flette fingre til, så jeg meldte mig frivilligt. Der skal ikke så meget overtalelse til, når det drejer sig om en aften i DR’s koncertsal, der efter min mening er samtlige licenskroner værd. Jeg må da også indrømme, at jeg endte med at blive revet ret voldsomt med af musikken. Specielt fordi en del af tonerne tog mig tilbage til gymnasietiden og busture i linje 1A, som fragtede mig mellem kassedame-tjans i SuperBrugsen og kaostilværelse på hospitalskollegium. Dengang var det ikke let at holde hovedet højt for en helspekulerende type. Men enkelte sange hjalp.

Genhøret med koncertsalens magiske akustik pillede også ved andre live-minder fra rummet. Både Agnes Obels kloge klaverkompositioner, kærlighed-ved-første-sang-oplevelsen med I Am Kloot – og ikke mindst den allerførste præ-åbningskoncert i salen, som jeg med hjælp fra musvitten var så åndssvagt heldig at få lov at opleve på første række midtfor (måske er der alligevel retfærdighed til). Her stod Steffen Brandt på scenen med sin (på-daværende-tidspunkt) nyeste protegé, Julie Maria, ved sin side. Ham har jeg været forelsket i, siden jeg hørte den her første gang – hende blev jeg forelsket i den aften. Følelsen blev yderligere forstærket i går, hvor jeg fik fingrene i hendes nye album, der minder mig om, at den rigtige musik altid er alle pengene værd – både live og i høretelefonerne, der trygt isolerer mod omverdenen på turene op ad gaden ned igen.

STOP TIDEN!

Jeg har jet-lag. Den slags behøver man ikke krydse tidszoner for at få. Det konstaterede jeg i går, da jeg gik i brædderne klokken 20.13 uden at have krydset andet end en sølle omgang vintertid. Ud over den uundgåelige efterårs-frustration (og generel frustration over mange ting, der sker), så bunder trætheden nok også i, at jeg på halvandet døgn formåede at deltage i en 90 års fødselsdag, en barnedåb og en 18 års fødselsdag (samt en 30 års fødselsdag i ånden). Sådan en omgang er altså ikke for børn (eller barnlige sjæle).

Trætheden blev primært fremprovokeret af gode ting – startende med mormors 90-års. Jeg ved dog ikke, om jeg skal være bekymret over, at flere mostre og onkler mødte mig med sætningen: ‘Det-er-længe-siden-men-jeg-kan-jo-se-hvad-du-laver-på-Facebook’. Og så ikke mere. Det satte gang i en øjeblikkelig nedsmeltning, fordi jeg faktisk slet ikke har overblik over, hvad det er, jeg laver på Facebook. Noget pinligt? Noget grænseoverskridende? Noget for meget? Eller måske bare noget, som mostre og onkler ikke skal se? Bør muligvis revurdere egen deltagelse i den digitale verden (skrev hun og fortsatte de bloggede navlepillerier …)

Oven på weekendens første nedsmeltning blev jeg definitivt stemplet som verdens-sidste-single, da jeg så bordplanen. Et par sad ved siden af et andet par som sad ved siden af et tredje par. Og så sad jeg for bordenden mellem min niece på 9 og min nevø på 7. Meget kan man sige om 7-årige drengebørn, men de er altså ikke særlig gode til at sørge for at fylde vin i borddamens glas. Måske var placeringen en form for hentydning til, at jeg burde holde lidt igen med procenterne. Det lykkedes. I stedet brugte jeg en stor del af festen på at male med farveblyanter og forsøge at holde mig inden for stregerne (hvilket i øvrigt havde en form for terapeutisk effekt oven på min mormors overraskende velkomsttale, som var ret hård ved øjenkrogene). Den-11-årige-pige-inden-i-mig var faktisk godt tilfreds, og jeg var i det hele taget glad for at have sikret mig nogle timer i selskab med et par af verdens skønneste unger.

Og apropos skønne unger, så skulle tigerungen have vasket hår i kirken søndag morgen. Jeg stod fadder, og det var jeg afsindigt stolt over, selvom jeg muligvis ikke er den rette til at skulle opdrage et barn i den kristne tro. Heldigvis har jeg lavet en underhåndsaftale med forældrene om, at jeg bare skal sørge for at fortælle ungen om alt det, man ikke skal gøre. Øverste punkt på den liste kan så passende være: ‘At få grineflip under Fadervor, mens man står uheldigt centralt placeret ved døbefonten’. Det var bare så svært at lade være, fordi tigerungen opførte sig som en sand stjerne, der badede sig i spotlyset, mens hun pludrede, hikkede og gabte højlydt på de mest upassende tidspunkter. Til mit forsvar vil jeg sige, at tigeren altså også grinede, hvilket desværre havde en forstærkende effekt på mig. Jeg fik flashback til engang i 7. klasse, hvor vi var blevet smidt uden for døren sammen med løven, fordi vi ikke kunne holde op med at grine af noget, som ingen kunne huske pointen med. Mindet fremprovokerede ny nedsmeltning over, hvordan det kan lade sig gøre, at vi lige pludselig er blevet sådan nogle wannabe-voksne, der får børn og lover at opdrage i kristen tro, og det der er værre.

Efter lyn-brunch og 50 minutters taxa-ventetid fik jeg endelig en vogn med en chauffør, som først ville køre mig til politistationen og efterfølgende bad mig om at ‘knalde min pin-kode’ (hurra for Sydfyn). Jeg kom derfor to timer for sent til weekendens sidste fest – min lillesøsters 18 års. Af alle weekendens nedsmeltninger var konfrontationen med min næsten-kørekorts-indehavende lillesøster og hendes næsten-sportsvogns-ejende kæreste den største. I min verden er det ikke meget mere end et spisefrikvarter siden, hun rendte rundt med sut i munden og pruttede mig i hovedet. Nu må hun pludselig bestemme over sig selv, uden nogen kan sætte en stopper for det.

Verden er vild, tiden bør gå i stå, og nogen må meget gerne forsøge at overbevise mig om, at det ikke behøver at være skræmmende at blive voksen …

Historien om en magisk måne

Jeg har ualmindeligt svært ved at håndtere situationer, hvor nogen bliver skuffet. Skuffede, gamle mennesker er det værste. På listen over ’ting, der giver mig ondt i maven’ ligger de lige over skuffede børn.

Jeg kunne ikke skrive om det, da det skete, fordi det var i min time-out-periode, hvor jeg var underlagt skrive-karantæne. Men nu må jeg godt. I sidste uge var jeg på Aros med kaninen – et forsøg på at distrahere tankerne fra mange ting, der skete. Lige netop derfor var det måske ikke verdens bedste idé at se en udstilling om angst. Men det gjorde vi altså. Og det føltes rigtigt på den melankolske måde. Måske fordi melankolien var en del af udstillingen.

I køen til udstillingen stod et ældre ægtepar. Sådan omkring-de-80-agtigt. Manden kiggede ud ad vinduet i lang tid. Det var ved at blive mørkt udenfor, og jeg havde en klar fornemmelse af, hvad det var, han kiggede på. Efter et stykke tid prikkede han sin kone på skulderen, pegede på en stor, rund, lysende og ret magisk kugle og sagde, at månen var meget flot. Konen gav ham ikke ret. I stedet fandt hun det tilsyneladende strengt nødvendigt at fortælle ham, at det slet ikke var månen, han havde set. Det var bare en lampe, der gav genskær i ruden. Manden sagde ikke mere. Hun havde ret. Det vidste jeg godt. Men jeg ville ønske, at hun ikke havde sagt noget.

Sandhedsfortielser er jeg som udgangspunkt ikke fan af (deciderede løgne er endnu værre). Men lige netop i den her situation ville jeg altså have givet ham ret i, at det var månen. For det var månen for ham. Og den var flot. Og magisk. Det gav mig ondt i maven, at den følelse blev taget fra ham, og det gav mig endnu mere ondt i maven at tænke på, at den magiske følelse sikkert blev afløst af en følelse af, at han var blevet dum og gammel. Mest fordi han ikke lignede en, der vidste, at ’dum og gammel’ er så meget bedre end ’klog og magi-dræbende (og gammel)’.

PS: Apropos gamle mennesker sidder jeg lige nu i et tog på vej til fastlandet for at fejre den bedste af slagsen. Min mormor bliver 90. Og hvis der nogensinde er nogen, der skuffer hende, kræver jeg øjeblikkelig afstraffelse. Muligvis uddelt i form af smølfespark. Eller det der er værre …

En stor penis og en bange mand

I jagten på neutralpositive blog-emner må jeg nu også overgive mig til den fantastiske meta-navlepillende disciplin: at lave en liste over de ting, I googler, når I havner her på siden. Det er heldigvis også en oplagt mulighed for at få afløb for en masse parenteser. So here we go:

Bare brandmænd – Sådan nogle ved jeg faktisk godt, hvor man kan finde. (Desværre er det ikke hos mig).

Dejlig nøgen mand – Ham ved jeg faktisk også godt, hvor man kan finde (Desværre er det heller ikke hos mig. Og han er muligvis heller ikke nøgen lige netop i dette sekund. Men engang imellem er han …)

Bange mand der er lille – Den var værre. Er det noget bestemt, han skal være bange for? Og hvor lille er lille? Absurd lille eller bare lavere end gennemsnittet? Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.

Når voksne er bange – så må børnene være modige. (Det er de heldigvis også meget bedre til).

Den største brochure og det største eventyr – vil jeg også gerne have fingrene i. Hvem har ikke altid drømt om en ekstremt stor brochure?

Pigen med træbenet – Hende kender jeg ikke. Til gengæld kender jeg en guldfisk med en sjæl på 81, som altid snakker om et eller andet træben, der skal svinges. Kan det bruges?

Bliv klogere på sindssyge – Undskyld. Det bliver du nok ikke her. (Men hvis du finder dine svar et andet sted, så tip mig lige, ik’?)

Hvem ved hvad der venter en – Det gør jeg (desværre/heldigvis) ikke. Men jeg håber, det er noget godt!

Skatteblind – Jeg har ingen anelse om, hvordan det ord er blevet associeret med mine blogindlæg, men det giver fantastisk god mening. Mon revisor-type og bankrådgiver-type og skattefar-type godtager den diagnosticering som gyldig undskyldning for min uendelige taldumhed?

Ole Wedel – finder du her

Tøj til hund – burde forbydes. Omgående!

Tissede i bukserne – Det kan jo ske. Jeg håber, det var af grin!

I bukserne af skræk ride heste 2012 – Den var til gengæld værre. Jeg håber, det var tis!

Billeder af Netti inkontinens bukser – Stakkels Netti. Jeg håber virkelig ikke, de billeder blev lagt på nettet!

Er det pinligt at være meget fuld – Hvis du bliver nødt til at spørge, så ja! Men lige meget hvad du har gjort, kan jeg helt sikkert toppe den, så gi’ mig et kald, hvis du har brug for at få det lidt bedre med dig selv (og tør så i øvrigt den Kaj-mund af. Om en måned eller to har du alligevel gjort noget, der er meget værre …)

Bakteriekosedyr – det er norsk. Mere er der ikke at sige om den sag.

Kanalbodegaen – er et skønt sted. Jeg gi’r en omgang!

Sang om misundelse – Jeg kender mange (og deler gerne ud, hvis du til gengæld kan sende et par stykker retur om (yderst uvelkommen) jalousi, samt gode råd til hvordan man slipper af med den).

Gramsebamse – søger jeg stadig (nu mere end nogensinde)

Tømmermænd sprog – Findes det virkelig? Sejt! Følger der ordbog med? Og kan man google-translate’e noget fra tømmermændsk til dansk? (I så fald har jeg et par gamle gloser, jeg gerne vil slå op)

Foto af fnat – har jeg (heldigvis) ikke. Men af en eller anden grund blev jeg pludselig selv nysgerrig og kom til at google’e det. (Dårlig idé. Hold dig fra det!)

Verdens største penis – Kender jeg (heldigvis) ikke noget til. Og den tør jeg ikke engang selv at google’e

Hvorfor danser elefanter – Det ved jeg, men det er svært at forklare. Enten forstår man det, eller også forstår man det ikke.

Derudover er der faktisk også overraskende mange, der googler ’Skudamuda’. Da det tilsyneladende er et ret unikt navn, håber jeg, at I fandt det, I ledte efter. Lige meget hvad sætter jeg stor pris på alle jeres besøg. Her er I altid hjerteligt velkomne!

()

(Mens jeg forsøger at forholde mig til afslag og delvist mislykket mission (og samtidig prøver at holde fast i åbningen for, at missionen muligvis kan lykkes på en ny måde i fremtiden), er det tiltrængt at fokusere på noget helt andet (og noget mere neutralt på den positive måde (hvis noget altså både kan være neutralt og positivt på samme tid(?))). Jeg har desperat brug for et afbræk, en pause, en parentes. Ikke alle forstår min begejstring for dem (parenteserne, altså), men jeg kan godt lide tegn, der giver mulighed (chance/risiko) for at komme med tilføjelser, som ikke er decideret nødvendige for den samlede forståelse, men som kan være med til at give forståelsen den helt rigtige mening (giver det overhovedet mening? Ellers vil jeg gerne på forhånd (eller baghånd) undskylde for at bruge din tid på ting, som kunne have været udeladt (hvis man altså foretrækker at holde sig til det simple og droppe detaljerne)). For mig er parenteser lidt det samme som PS’er (og så alligevel ikke, for PS’er er noget helt specielt (for slet ikke at tale om PPS’er (og er jeg i øvrigt den eneste, der synes, det er meget sødt, når nogen kalder det PSS’er?))) Parenteserne symboliserer så fint alt det, verden sagtens kunne være foruden (men som i mange tilfælde gør livet både sjovere, mere ærligt og (hvis man er heldig) endnu mere meningsfuldt). Og så symboliserer parenteserne også noget virkelig(t) fint rent grafisk (i hvert fald for mig)).

PS: 

Noget om naive drømme og missioner

Jeg er håbløst godtroende. Muligvis grænsende til det skræmmende naive. Det vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik det endnu engang bekræftet i dag til en af de der personlighedsanalyser, som åbenbart hører arbejdslivet til. Det er den slags, der kan give længerevarende nedsmeltninger med dertilhørende nervøsitets-trækninger ved øjet. Den er ikke ligefrem tryg, den der tanke om at skulle tilbringe en halv time isoleret i et mødelokale med fremmed mandsperson i jakkesæt, som (ved at kigge på en række standard-spørgsmål, jeg har besvaret) kan fortælle, hvem jeg er. For jeg ved jo ikke engang selv, hvem jeg er. Ikke helt i hvert fald. Hver gang jeg synes, jeg bliver en lille smule klogere på det, gør jeg et eller andet, som overrasker, skræmmer, skuffer, forundrer eller i helt sjældne tilfælde imponerer mig selv i en sådan grad, at jeg alligevel slet ikke er den, jeg troede, jeg var.

For 5-6 år siden endte jeg på en eller anden måde alene i et rum sammen med sådan en semi-clairvoyant type, der efter 30 sekunder fortalte mig detaljer om min personlighed, jeg ikke selv havde turdet indse, men som gav utrolig god mening, da de blev smidt i hovedet på mig. Det skræmte mig i en sådan grad, at jeg helt glemte at følge hendes råd (eller nærmere direkte advarsel). Jeg havde alt for travlt med at være skeptisk-skråstreg-skræmt. Men hun havde helt ret i det, hun sagde, og lige meget om hun så fik signalerne direkte fra ukendte højere magter eller bare var utroligt god til at gætte, så lærte jeg på den hårde måde, at det altså godt kan betale sig at lytte efter, når nogen forsøger på at give et skub i den rigtige retning.

I dag fik jeg så at vide, at jeg skulle forsøge at skubbe mig selv i en retning, hvor jeg forholder mig lidt mere skeptisk til folk omkring mig. For – som analyserende mandsperson i jakkesæt sagde: ’Du har så meget tiltro og tillid til dine medmennesker, at du risikerer at blive skuffet gang på gang på gang’. Det tsk’ede jeg lidt over, mens jeg gik tilbage til mit skrivebord. Og videre ud til køleskabet for at hente den cola, jeg havde lagt derud et par timer tidligere (så jeg vidste, den var helt perfekt og kold på det tidspunkt, hvor jeg havde sjusset mig frem til, at min personlighedsanalyse-nedsmeltning ville indtræffe).

Men colaen var væk. Ligesom den også var sidste gang, jeg havde lagt en derud. Og gangen før det. Nogen havde taget den, selvom de godt vidste, at den ikke var deres. Indrømmet, jeg er ud-over-det-sædvanlige-grådlabil for tiden (en tilstand, der allerede er blevet konstateret på kontoret, på stambaren og i den slags situationer, hvor gråd er allermest akavet og uvelkommen), men når man får lyst til at tude over en tabt cola, bør man nok høre nogle alarmklokker bimle et sted. Mine kolleger fik dog et fint grin ud af koblingen mellem den nyligt konstaterede naivitet efterfulgt af omgående skuffelse over fortsatte kontorkøleskabstyverier (men altså – hvem gør sådan noget? Igen og igen og igen? Hvad er det for en verden, vi lever i???)

Måske handlede det slet ikke om den cola. Måske handlede det ikke engang om den personlighedsanalyse. Måske handlede det i højere grad om det faktum, at jeg er gået ind i en uge, hvor mange ting sker. Mange gode ting. Men muligvis også lige præcis den uge, hvor min naivitet kan blive sat på en helt afgørende prøve. En af den slags, som kan ende ud i uvelkommen (fortsat) nedtur og medfølgende selv-udskældelse over indbildskhed og (den helt slemme) prætentiøsitet (er det overhovedet et rigtigt ord? Eller er det kun uudholdeligt prætentiøse typer, der kan finde på at skrive den slags?)

Dog kan jeg trøste mig med, at jeg stadig har fat i spidsen af det spinkle strå, som slår rødder ned i de allerstørste drømme. Dem, der endnu ikke har fået et definitivt nej. Og jeg synes faktisk, det er al naiviteten og alle de mulige skuffelser værd at beholde troen på, at det næsten-umulige kan ske, og at missioner muligvis kan blive til en slags virkelighed.

Optursdagen derpå

En helspekulerende nedsmeltningsekspert sagde engang, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke kan festes bedre. Den påstand holder ikke altid. Men det gjorde den i går. For lang tid siden – før mange ting skete – overbeviste jeg mig selv om, at det sagtens kan lade sig gøre at invitere 30-40 mennesker til debut-koncert med sejt drengeband i en toværelses lejlighed i et hus af guld. Så skete mange ting, og optimismen fik et hak. Heldigvis er jeg typen, der hellere vil forsøge på det måske umulige og få et rap over nallerne frem for at være bange for at skulle erkende mit nederlag.

Det er jeg glad for i dag, hvor jeg stadig kan smage sejrens sødme efter en aften/nat med uden-diskussion-fantastisk-koncert, gamle venner og nye bekendtskaber, udredninger og opklaringer, skrålende sang og svajende dans, tiltrængt tørstslukning og teenageflirt i trappeopgangen. Jeg er vågnet op helt uden den efterhånden lidt for velkendte Kaj-mund (et ord, kaninen bruger om det bævende ansigtsudtryk, der kan være klistret til mit ansigt i flere dage, når jeg har gjort noget frygteligt pinligt). For beruset, semi-vovet teenage-opførsel er vel helt legal engang imellem – specielt efter en tid i undtagelsestilstand. Og jeg kan garantere, at det ikke er sidste gang, jeg holder fest uden grund, selvom det åbenbart er et ret ualmindeligt fænomen (hvilket betød, at jeg modtog op til flere lykønskninger med fødselsdagen fra folk, som var til min fødselsdagsfest for et halvt år siden).

Dagen derpå kunne være et helvede. Specielt når man vågner op til en lejlighed, der aldrig bliver den samme igen. Men det gør jeg jo på den anden side heller ikke selv, og det hjælper lidt at acceptere tingenes tilstand og forsøge at rette op på kaos, hvor man kan. Yndlings-egernet hjalp med terapeutisk oprydning til tonerne af nostalgi-numre – det gjorde processen lettere og sjovere. Men det tog tid. Hver gang vi troede, vi havde fundet den sidste øldåse, dukkede der flere op på reolen, i brusekabinen eller uden for døren. Jeg udtrykte stor tilfredshed med, at det er sprut og ikke øl, der er i overskud, for flaskerne kan jeg bare tage med på arbejde og få tømt der (hvilket fik egernet til at spørge, hvad fanden det er for en arbejdsplads, jeg har. En god en, kunne jeg svare).

Nu sidder jeg tilbage i en tom lejlighed, som i går var fuld af liv. Det føles faktisk også godt, selvom lørdag aften muligvis burde bruges i byen. Men jeg har fået tanket så meget op på euforisk overskud, at jeg sagtens kan tåle at være lidt alene med mig selv. Bare lidt. Det er faktisk slet ikke så farligt, så længe jeg ved, at der også findes et alternativ, som jeg kan udforske inden længe …