Nej tak og ja tak og et farligt spring

Hos en bestemt del af min omgangskreds har der længe været tradition for at stille et shot Fernet foran mig, hvis festen trænger til et festligt indslag. Det afføder nemlig frembringelsen af det efterhånden legendariske Fernet-fjæs. Mine smagsløg har en alvorlig aversion mod de grumsede dråber, og jeg kan virkelig på ingen måder forstå, at man kan drikke det med velbehag. Fernet-fjæset udløser som regel sikker applaus. Det er blevet foto-dokumenteret adskillige gange, og mine kolleger lavede endda en slags billed-tegneserie af fænomenet, som prydede kontorets opslagstavle i flere måneder og dermed gav nye kolleger og arbejdsrelaterede gæster et ret karakteristisk førstehåndsindtryk af mig.

Hvorfor jeg selv bliver ved med at bunde glasset, selvom indholdet trække mundvigene nedad og truer med øjeblikkelig returnering, har jeg lidt svært ved at svare på. Måske er det fordi, jeg er en opmærksomhedskrævende type, der driver vold mod egen krop i kampen om at blive centrum i et par minutter. For Fernet-fjæs-opmærksomhed er vel bedre end ingen opmærksomhed. Men jeg tror egentlig mere, det er fordi, jeg har et helt grundlæggende problem med at sige nej tak til det, andre tilbyder mig. Ikke kun i shots-sammenhæng, men også sådan helt generelt. Derfor prøver jeg ofte at undgå at blive tilbudt noget som helst. Det løser ligesom problemet på forhånd, hvis nu det, jeg bliver tilbudt, viser sig at være noget, jeg egentlig ikke vil have.

Det resulterer så bare i et andet (og større) problem, fordi det samtidig betyder, at jeg uundgåeligt må gå glip af at blive tilbudt ting, som jeg slet ikke ved (eller måske netop godt ved), jeg gerne vil have. Kaninen sagde noget ret rammende til mig sidste weekend, som ikke helt er i Fernet-kategorien, men dog relaterer til problemet med at modtage. Vi talte om fyre og forholdet til dem både helt generelt og mere konkret. Det er ikke nogen hemmelighed, hverken her på bloggen eller i den virkelige verden, at det med forhold ikke ligefrem er en disciplin, jeg mestrer til perfektion. Det var kaninen også helt klar over, da hun spurgte mig, om jeg egentlig nogensinde har tænkt over, at det kan være lidt svært for en fyr at finde sin rolle sammen med mig, når jeg nu er så vant til at klare mig selv, at jeg insisterer på konstant at give udtryk for, at jeg altså ikke har brug for noget, andre kan give mig. For hvad er så meningen med at være to?

Det har jeg aldrig tænkt over før, men jeg er bange for, at hun har ret. Jeg har nok egentlig virkelig, virkelig svært ved at vise, at jeg ikke altid synes, det er så fedt at have nok i mig selv. Når man ikke er selvvalgt alene, er det selvfølgelig en meget fin egenskab at have, det der med at finde ud af, at man rent faktisk godt kan klare sig selv. Men den kan godt være lidt farlig, når man er delvist selvvalgt alene, men meget gerne vil prøve at være selvvalgt to. Det er bare så svært at give slip, før man er sikker på, at en anden tager over. For hvad er hønen, og hvad er ægget i den proces, og fik vi egentlig nogensinde slået fast, hvad der burde komme først?

Da jeg luftede problemet for guldfisken, sagde hun: ’Du kan bare ikke spille det der uskyldighedskort, der viser, at du har brug for en, som kan tage sig af dig. Det ligger ikke til dig’. Og nej, det gør det muligvis ikke. Delvist kan det være fordi, jeg mangler de store, ærbare øjne og det lange, lyse, naive hår, men jeg mangler nok også helt grundlæggende evnen til at signalere, hvad jeg gerne vil have, andre skal give mig. For helt ærligt tør jeg godt hviske meget stille, at-jeg-helt-vildt-gerne-vil-møde-en-som-kan-gennemskue-mig-og-tør-insistere-på-at-tage-lidt-over-selvom-jeg-insisterer-på-at-klare-mig-selv. Men det skal selvfølgelig være den rigtige. Jeg har prøvet at stå i en situation, hvor jeg ville ønske, at det var sket. Det skete bare ikke. Den chance vil jeg helst ikke misse igen, så næste gang vil jeg prøve at hviske bare en lille smule højere. Til gengæld skal jeg så også huske, at det er okay at sige nej, hvis jeg får tilbuddet fra den forkerte. At jeg ikke er noget dårligt menneske, fordi jeg siger ’nej tak’ i håbet om en dag at kunne sige ’ja tak’ til den rigtige.

I sådan en situation er ’ja tak’ desværre stadig en lille smule sværere for mig end ’nej tak’. I Fernet-situationen har det indtil nu været omvendt. Men forleden fik jeg taget mig sammen til at proklamere, at jeg har drukket min sidste Fernet. Det budskab blev faktisk modtaget med stor forståelse, og det gav mig mod til fremover at prøve at føle lidt mere efter og mærke, hvad min mave (og mit hoved og resten af mig) egentlig har lyst til. Det gav mig endda også en lille smule håb om, at jeg måske en dag bliver modig nok til at bryde mine egne regler, så jeg tør tage springet og råbe, hvad jeg gerne vil kunne sige ’ja tak’ til, når jeg bliver tilbudt lige præcis det, jeg har allermest brug for.

Gajol-vejr når det er vejrst (og bedst)

Jeg har fået at vide, at humør er lidt ligesom vejret. Det burde ofte være meget bedre, end det er, men det ændrer sig ikke, selvom du råber ad det og insisterer på en øjeblikkelig forbedring. For du har ingen umiddelbar magt til at lave om på det, selvom det ikke giver mening for dig. Du kan derimod gøre tre ting: #1 Du kan slå røven i vandpytten og have ondt af dig selv. #2 Du kan snuppe den første charter sydpå og lulle dig ind i flugtens syntetiske sødme. #3 Du kan acceptere, at der muligvis er en mening med vejret, forsøge at forholde dig til det og i øvrigt vente på det forår, som altid venter derude et sted.

Jeg får allerede efterårs-stres i maj. Lige når solen rigtigt brænder igennem for første gang. For jeg ved, at den forsvinder igen, og derfor får jeg så travlt med at skulle nyde den, at jeg helt glemmer at nyde den. Jeg er vinterbarn, så jeg burde kunne klare det meste, men tanken om seks måneder i mørke bliver ikke budt hjerteligt velkommen. Jeg vil have lys. Jeg vil have sommer. Jeg vil have alt det, der gør tankerne lettere og sanserne levende. Mørke gør det bare svært at se. Og synsbesvær skaber spørgsmål. Og spørgsmål kræver svar. Og svar bør give mening. Omgående!

I min desperate higen efter at starte fra bunden og arbejde mig opad forsøgte jeg at opsøge mening i dag i håbet om, at det kunne skabe en form for opadgående domino-effekt, som ender ved lyset. Mening kan opsøges mange steder, men den trygge løsning er altid Gajol-pakker. Så jeg købte otte styks. De seks af dem sagde det samme, og det fik mig til at overveje, om der muligvis alligevel sidder en et sted deroppe og vinker til mig med en stang fra en vogn.

Ordsprog giver dog ikke altid mening, og de færreste er skabt for at give mening for alle. Engang troede jeg, at ordsprog var en form for endegyldig sandhed, som jeg burde trække ned over hovedet på mig selv, men da jeg oplevede andre gøre det samme, fandt jeg ud af, hvor mange begrænsninger det i virkeligheden kan sætte, hvis man følger de forkerte af slagsen. Hvor mange ben, de kan fælde på vejen, og hvor stor en portion potentiel magi de kan dræbe, hvis man vælger at lytte til ordsproget frem for først at lytte til sig selv. Altså lytte helt derinde, hvor fornuften er forment adgang. Alligevel var der noget ved netop det ordsprog, jeg blev bombarderet med i dag, som gav mening over hele linjen på trods af tydeligt klodset oversættelse.

Fejl er okay. Specielt i mørke. Så kan man bedre slippe af sted med dem, lære af dem og i bedste fald indrømme dem fuldt ud over for sig selv og andre den dag, det igen er muligt at løbe ind i de lysere tider.

Hvem er du (og hvem er jeg)?

Meget sker under en velkendt sky, der ligner et par sneakers. Her var der for eksempel en fremmed fyr i en stor Audi, som i morges svingede ind foran mig, rullede vinduet ned og spurgte, om jeg ville med. Rimelig friskt på en tirsdag. Og hvad svarer man egentlig til sådan et spørgsmål? I princippet kunne det jo være en direkte billet til det helt store eventyr, som faldt ned fra himlen. Måske var det meningen, jeg skulle lukke øjnene, smide solbrillerne, hoppe ind på passagersædet og bare vente og se, hvad verden havde af vilde planer med mig. Men det gjorde jeg ikke. Tværtimod rystede jeg voldsomt på hovedet og svarede noget i retningen af: ‘Nej, nej, jeg skal altså overhovedet ikke med’, mens jeg prøvede med et venligt afvisningssmil, som skulle signalere tommelfinger-opad for modigt forsøg. Så gik jeg videre og tænkte, at det da måtte køre ret godt for mig i dag, når nu jeg havde inkasseret et næsten-frieri allerede før klokken ni.

Det spirende selvtillids-boost blev dog slået ret hurtigt ned, da jeg mødte på arbejde og væltede ind gennem salgsafdelingen. Her blev jeg passet op af den fremmede Audi-fyr, som desværre ikke var så fremmed alligevel. Tilsyneladende har han siddet ti meter fra mig hver dag i halvandet år. Og der var ikke tale om et næsten-frieri. Tværtimod var der tale om et meget høfligt tilbud om et lift til arbejde, som han ikke rigtig kunne forstå, hvorfor jeg skulle afvise på den mærkelige måde. Og det kunne jeg sådan set heller ikke give ham nogen forklaring på. Ud over at det muligvis er fordi, jeg er syg.

Guldfisken har nemlig en form for forklaring på mit reaktionsmønster. Hun har engang læst en artikel om en kvinde, der er ramt af en lidelse i hjernen, som betyder, at det center, der gemmer på alle genkendelserne, alt for ofte brænder sammen. Jeg er uden tvivl ramt af det samme. Det fik jeg endnu engang bekræftet, da jeg lørdag aften/nat (okay, søndag morgen) blev stoppet af en fyr på en bar i Aarhus, som råbte mit (for- mellem- og efter)navn på en meget insisterende måde. Jeg vendte mig om, overbevist om at det var en eller anden type, mine veninder havde støvet op og forsøgte at smede mig sammen med. Så jeg fik ret hurtigt signaleret til ham, at jeg altså ikke var interesseret. Men han blev ved. Og ved. Lige indtil det gik op for mig, at det var en af mine barndomsvenner. Jeg kunne ikke genkende ham, selvom jeg slet ikke var i tvivl om, hvordan han så ud. Og desværre kunne jeg ikke engang give den alt for genkendelige promille-djævel skylden for min forvirring.

Jeg vil virkelig gerne forklare min manglende genkendelsesevne med, at jeg er en meget lidt overfladisk person og derfor slet ikke tænker over, hvordan folk ser ud. Desværre bliver problemet alt for ofte opfattet som en form for fornærmelse. Nogle tror, jeg er snobbet, fordi jeg ikke hilser, og selvom man højst sandsynligt kan sætte mange meget lidt flatterende adjektiver på mig som person, så tør jeg godt hævde, at snobbet ikke er et af dem.

Jeg gør meget for at undgå unødvendigt uheldige situationer grundet genkendelses-problemer. For eksempel prøver jeg altid at være en af de første, der dukker op til fester og arrangementer, så jeg er den, der bliver hilst på, og ikke den, der skal hilse på andre. Det er nemlig så pinligt at gå rundt og præsentere sig ved navn til folk, som man for eksempel har tilbragt en uge sydpå sammen med (og her taler jeg primært om sydpå i geografisk forstand). Problemet er dog ekstra problematisk, når nu jeg til hverdag skal forestille at være en form for journalist. Jeg er flere gange kommet til at stille den samme person det samme spørgsmål på den samme dag, fordi jeg ikke var klar over, at jeg allerede havde interviewet ham/hende/den/det.

Hvis ikke det var fordi, min læge allerede tror, jeg er retarderet, ville jeg ringe og spørge, om jeg kunne få en form for lægeerklæring, jeg kan bruge som dokumentation for lidelsen, når jeg skal forsøge at bevise, at jeg altså ikke er en afsindigt afstumpet person, som har nok i mig selv. Men det tør jeg ikke. Og så tør jeg i øvrigt heller ikke tænke for meget over, at sygdommen i værste konsekvens kan udvikle sig i en sådan grad, at man ikke længere kan genkende sig selv …

En søndag i ord og billeder

Jeg er slet ikke med. Efter en weekend, som på mange måder har stået i barndomsvenindernes tegn, er det nu slået fuldstændig fast. En Jyllandstur bød på glædeligt gensyn med kolibrien, egernet og tigeren. Den første barslede med baby og bolig, den anden med bryllup og bil og den tredje med bil og baby. En rimelig seriøs ring, som jeg slet ikke kan finde rundt i. Engang troede jeg, at det var dem, der var stukket af, men nu hvor de er i flertal, er jeg nærmere bange for, at det er mig, der er sat af (som vel på mange måder er det modsatte af afsat). Jeg blev endeligt overbevist, da jeg fik at vide, at torsken skal være (planlagt) far. Torsken! Min legepladskærlighed og det bedste bud på det mest seriøse forhold, jeg nogensinde har befundet mig i – en on-and-off-soap, der startede med en spirende børnehaveflirt i den hemmelige hule og efter mange begyndelser og break-ups sluttede endeligt i sådan cirka sjette klasse.

Nå, så det er altså in at købe parcelhus, investere i en firehjulet og formere sig. Og jeg kan pt ikke engang finde ud af at øve mig i nogle af delene. Til gengæld kan jeg konstatere, at jeg sammenlignet med alle de skønne mennesker, jeg har set i weekenden, muligvis har haft mest tilfælles med min 18-årige kusine. Vi var i hvert fald fælles om at være nogenlunde lige tømmermændsramte, da vi mødtes hos min mormor i dag. Og så er der selvfølgelig også kaninen, som gav mig husly i Aarhus. Hun er heldigvis et succesfuldt bevis på, at det stadig er ok at stå og råbe lidt til klokken seks om morgenen på bar nummer syv. De andre veninder er nu også nogle ret så succesfulde beviser, men det er bare på en lidt mere seriøs måde, som jeg på én gang er fascineret og skræmt af.

Jeg kan tydeligt huske, da tigeren ringede og fortalte, at hun var gravid. Det var første gang, jeg prøvede at blive ramt af alle følelser i hele verden samtidig. Jeg var ustyrligt lykkelig, begejstret, rørt, spændt, anspændt, nervøs, skuffet og ked af det. Og meget mere. På én gang. Tårerne pressede sig på, mens vi talte i telefon sammen, og da vi havde lagt på, hulkede jeg i en helt åndssvag dur. For jeg var jo først og fremmest vildt glad. På hendes vegne og på mine egne, fordi jeg vidste, at hun ville få en underskøn unge, som jeg ville få lov til at lære at kende. Men samtidig kunne jeg ikke undgå at føle mig en lille smule forrådt. For hvad ligner det at tage sådan et gigantspring og efterlade mig tilbage? Vi skulle jo alt muligt sammen. Rejse og drikke os fulde og fjollede og bo i samme by på samme tid, mens vi stadig havde tid til at te os tosset. Og det skulle vi så alligevel ikke, fordi hun skulle være mor, og med den titel følger også en overhængende risiko for at miste en stor del af den veninde, som jeg holder så meget af. Jeg skammede mig meget over de utroligt egoistiske følelser, og det har da heldigvis også vist sig, at nervøsiteten slet ikke var begrundet. Hun er den sejeste mor, der samtidig stadig er den sejeste veninde, og hendes datter er strøget direkte ind på toppen af listen over yndlingsbabyer. Det hele  er så rigtigt, at jeg nu slet ikke kan forstå, at jeg på et tidspunkt frygtede, at det kunne blive forkert. Når man pludselig synes, at en fis er fantastisk, bare fordi den bliver leveret af den helt rigtige tigerunge, så er forelskelsen total!

Jeg mødtes med hele den lille familie hos tigerens forældre i formiddag. Huset har jeg været i flere hundrede gange, men kun meget få gange de seneste ti år. Der duftede af teenagetanker, og jeg stank af sprut. Jeg kørte på to timers søvn og to cheeseburgere, og den skærende kontrast mellem mig og dem blev derfor trukket endnu voldsommere op. På en måde gjorde det ikke noget, for alt var jo, som det skulle være. Da jeg var 15, sagde tigerens mor til mig, at jeg var uforbederlig. Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg har siden gjort en ihærdig indsats for at leve op til den påstand. Så da jeg med min alt for hæse søndagsstemme spurgte, om jeg lugtede meget af sprut, vidste jeg derfor, at det sande svar ville være ja. Jeg var dog ikke helt forbredt på at få svaret leveret helt klart og uden indpakning. Men så er det godt, at der findes en tigerunge, som kan tilføje en helt anden lugt til lokalet og dermed dække lidt over mine medbragte procentdampe. På en sær måde blev vi en slags partners-in-crime, selvom forbrydelses-dampene var ret så forskellige.

Formiddagens bustur i barndomskvarteret var lige så mærkelig, som den skal være et årti post fraflytningens af-tilknytning. Alt ser anderledes ud, samtidig med at alt minder om alt for mange ting. Derfor er det altid en befrielse at komme ud til min mormor, hvor alt er, som det altid har været. Lige som det skal være. Undulaten var med, for min mormor er heldigvis også hendes mormor. Sjovt nok var det dog kun undulaten, der her blev præsenteret for en folder med billeder af bryllupskager. En hentydning så tyk, at den næsten kunne spises. Jeg tror da også, han-undulaten fangede opfordringen til knæfald. Jeg fangede mig til gengæld et tæppe og en plads i sofaens trygge krog, hvor jeg kunne sidde og tænke lidt over, hvorfor det nogle gange er lettest at føle sig helt alene, når man er sammen med andre. Og så tænkte jeg også over, at jeg faktisk er ret heldig, fordi jeg kender så mange dejlige mennesker, som muligvis overhaler mig indenom på voksenpoint, men som samtidig giver udtryk for, at de godt kan lide mig, selvom jeg lunter lidt rundt tilbage på den bane, hvor man hverken er fugl eller fisk.

Det var søndagen i (mange) ord. Her er den i (mange) billeder.

Lav sol over Aarhus

Morgenmad

En hyldest til den geniale kombination af softice og Snickers

Hest nummer et

En strand og en bro

Nostalgi-buslinjen

Skibe i sikker havn

Mit diskrete og knap så vellykkede forsøg på at tage et billede af hest nummer to

Tigerungen og hendes seje sengetøj (er stadig træt af, at mønstret ikke findes i passende størrelse til et barn, der er fanget i en voksen krop)

Hund nummer et

Tigerflokken på tur

Hund nummer to

Udpluksklip fra min mormors køleskab

Det er ikke grafitti-hjerter, men det er tæt på. Min mormor er med-revolutionær på den broderede måde!

Min søde mormor sørger for, at toiletrullen kan holde varme. Og så har hun i øvrigt også en and. Den passer på sæben …

 

 

 

 

 

 

 

Både den røde og den blå (men mest den røde)

Solen skinner. I hvert fald i Aarhus. Det er lørdag, jeg er tømmermændsfri og lige nu væsentligt lettere i hovedet end for en uge siden. Det kan hurtigt vende, så jeg vil skynde mig at markere situationen.

Jeg har tidligere opfordret til revolution mod de rene linjer og mere kærlighed i gadebilledet. Selvom jeg tvivler på, at de hjertelige gerningsmænd er flittige læsere af denne blog, er revolutionen tydeligvis i fuld gang hjemme på min ø. Her er et beskedent udvalg af bevismateriel kærlighed – både den røde og den blå (men mest den røde).

Forhåbentlig kan den bemalede beton en dag smitte af på både mig og dig (hvis du altså ikke allerede er typen, der står hjemme i køkkenet og tilbereder fyldte Karl Johan-svampe til din kæreste …)

Øresundsvej

Frankrigsgade

Bryggebroen

Noget om nostalgisk nervøsitet

Jeg er virkelig bange for, at 80’erne har indløst en tilbagetogbillet. Altså, nogle mener måske, det burde være sket for et-par-og-tyve-år siden, men vi er andre, der ihærdigt har forsøgt at holde fast i 80’er-stemningen. Det føles nemlig trygt. Og godt. Og fuld af nostalgi*. Men måske er det nu forbi.

Bekymringen opstod i morges, da jeg (for anden gang på tre måneder) bevægede mig ned i mit fitness-center. Eller måske skulle jeg nærmere sige motionsrum, for det navn passer lidt bedre til det sted, som den-63-årige-mand-inden-i-mig synes afsindigt godt om. Det er et direkte levn fra det trygge årti. Engang var der en hel kæde af samme slags. Folk flokkedes dertil for at prøve de seneste nye kondi-maskiner. Nu er der kun det ene sted tilbage, og det kan ikke undre mange, at det lige netop ligger på min ø, som ikke udelukkende er lavet af lort.

Der findes to andre top-tunede, hyper-moderne fitness-centre inden for en radius af hundrede meter fra mit hus af guld, men jeg kan bedst lide retro-centret. Fordi det er hyggeligt på den der gymnastiksals-agtige-måde, og fordi det ligger i forbindelse med svømmehallen, som var lige så 80’er-skøn. Når jeg skriver ‘var’, er det fordi, den netop nu gennemgår en gennemgribende renovering af den slags, som jeg ikke forstår. If it ain’t broke, don’t fix it! Svømmehallen var så fin før med de lange rækker af mange 20’er-slugende træskabe og dertilhørende gummibånds-nøgler. Det store bassin og de gamle vipper og pensionisterne, som padlede ti baner for blodomløbets skyld. Jeg frygter, at det bliver erstattet med noget Lalandia-lignende børne-mekka, og det er måske meget spændende, men det er altså slet ikke trygt og godt og nostalgisk. Spænding findes overalt og er på konstant udbygning, mens nostalgi-trygheden er på ubetryggende undergangstur.

Nå, men motionsrummet findes altså endnu. Så længe det varer. Det er nemlig ikke voldsomt velbesøgt. Da jeg kom derned, var der kun en enkelt anden motionist. Eller motionist er måske så meget sagt, for hun rørte sig ikke så meget. Hun stod nærmest bare helt stille med sådan en bred læder-ryste-rem om sig, der fik alt på hendes krop til at vibrere. Maskinen var cremefarvet og helt sikkert importeret direkte fra det bedste årti. Jeg giver en omgang til den, der kan fortælle mig, hvad rysteriet skal gøre godt for. Det er noget, jeg har undret mig over længe uden at turde spørge nogle af de rystede om det.

Som billedet så fint afspejler, har stedet eksisteret lige siden dengang, en barberskraber var en halv meter lang og havde et tandbørstehoved i den ene ende samt en art vinduesvisker i den anden …

Så forsvandt hun, og jeg var helt alene tilbage i et spøgelsesramt rum med håndvægte og romaskine og et par enkelte elektroniske løbebånd, der oplyste det ene hjørne af lokalet. Men efter et stykke tid fik jeg igen selskab. Af en herre, som var jævnaldrende med den 63-årige. Han var iført kåbøjder-tøj fra hals til tå og matchende kasket på issen. I den ene hånd havde han en krykke. I den anden en termokande. Den fyldte han op med vand til kaffen, inden han satte sig på en stol ved indgangen og kiggede. Her har jeg en fornemmelse af, at han har siddet hver morgen siden 80’erne, og det virker som om, at han heller ikke helt kan slippe ud af tryghedstromlen, selvom han ikke længere kan udnytte motionsrummets faciliteter.

Hvis man gør status over den gæsteliste, kan selv jeg (med min udfordrede økonomiske forstand) regne ud, at det center nok ikke overlever mange vintre. Det gør mig trist. Ikke kun på grund af selve centret, men også fordi, jeg frygter, at udviklingen afspejler en generel holdning til, at den definitive afsked med 80’erne er tiltrængt. Sådan en holdning vil jeg på ingen måder støtte. For 80’erne er jo så meget, som ingen andre tider nogensinde bliver. 80’erne er kernefamilie og campingferier. Det er vaniljeis i kopper med kakao. Det er to børn i et badekar, som er rødt. Det er fantasi og finurlige drømme om alt det, der aldrig kan lade sig gøre, men som alligevel er muligt. Det er stødhegn, som gør ondt, og kælkebakker, som gør godt. Det er grin helt ned i maven og gråd, som altid holder op igen og aldrig bliver ved med at ligge på lur et sted i øjets afkrog.

80’erne burde være kommet for at blive. Eller i hvert fald for at blive husket. Det vil jeg prøve at kæmpe lidt for. Om ikke andet så bare i form af neon. Masser af neon. For de kan muligvis tage 80’erne ud af folkets fortravlede hverdagsbevidsthed, men de kan aldrig tage neon-manifestationen ud af en sand fortidsforelsket 80’er-pige!

* En sikker andenplads på listen over yndlingsord. Hvis det altså overhovedet kan lade sig gøre at lave sådan en liste …

Har du talt med din Candy Prince i dag?

Jeg har lige impulsshoppet 700 gram bland-selv-slik. Uden egentlig at have rigtig lyst til det. Men altså – når nu jeg alligevel kom forbi Candy Prince …

Bagefter fik jeg en lille smule dårlig samvittighed. Så jeg gik i Netto for at få syndsforladelse. Startede i grøntafdelingen – kom ud med to frysepizzaer, to colaer og … en pose slik.

Købemanien kommer til mig i perioder. Ofte i forskellige temaer. På et tidspunkt var det salatpizzaer, men da min pizzamand begyndte at hilse på mig, når vi mødte hinanden på gaden, og pludselig sagde sætninger som ’Den 20’er kan du bare give mig næste gang’, tænkte jeg, at jeg måtte skifte spor.

En mandag udviste manien sig i form af alkohol. I alle afskygninger. Jeg havde ikke tænkt mig at drikke noget af det (sådan lige med det samme), men jeg syntes bare, at det var en meget god idé at få fyldt op. Så jeg købte øl. Og vin. Og bobler. Og tonic til min gin (kan tonic drikkes uden alkohol?). Der var også tilbud på specialøl. Og da jeg kom op til kassen, fangede mit øje en flaske discount-vodka, som kassedamen (servicemedarbejderen?) var flink nok til at række mig, da jeg bad om den. Først på det tidspunkt gik det op for mig, at mandag eftermiddag måske ikke er det helt rigtige tidspunkt at fylde op i barskabet, hvis man gerne vil undgå opmærksomhed i Netto. Folk kiggede på mig, som om jeg havde et problem. Det havde jeg muligvis også, men det var ikke helt, som de troede. Jeg blev pinligt bevidst om alt for klirrende poser, og det hjalp heller ikke på situationen, at jeg netop havde afleveret en flaskebon på et betydeligt beløb, så jeg skyndte mig ud. Og væk. Meget hurtigt. Lidt for hurtigt. For lige pludselig rendte en af kvarterets knægte i hælene på mig og råbte: ’ Hey daaaame. Du glemt’ din vodkaaa!’ Så skiftede jeg spor. Igen.

Jeg forsøgte kortvarigt at kaste mig over noget lidt mere harmløst. Hygiejnehylderne. Men da mit impuls-shoppe-gen ikke altid opfører sig rationelt, endte det også i en form for problemer, da jeg blev overrasket af et vennepar ved kassen, mens jeg stod med en pakke tamponer i den ene hånd og en to-pak-graviditetstest i den anden. De, der er sat bare nogenlunde ind i situationen omkring blomsten og bien, ved vel, at behovet for det ene burde udelukke behovet for det andet. Alligevel insisterede begge ting på at hoppe ned i min kurv. Supermarkederne kan jo også bare holde op med at lade sidstnævnte ligge og lokke på hylden ved kassen. Heldig-heldig-heldigvis var det førstnævnte, jeg havde brug for, men det var lidt svært at forklare vennepar, at jeg bare godt kunne lide at være på den sikre side.

Så jeg gik altså over til slik. Og frysepizzaer – for at undgå personkontakten med pizzamanden. (Har til gengæld erfaret, at dem fra Urtekram næsten er ligesom den ægte vare). Jeg ved ikke, hvorfor det altid dukker op, det der behov for at købe ting/mad/syntetsukker, jeg ikke rigtig har brug for. Slik kan nå at blive for gammelt i mit skab, og den sidste pose chips, jeg spiste, havde ligget urørt i mit køkken i over to måneder. Så det er ikke så meget forbruget af varen, der trækker. Det er mere det med at få det ud af butikken og hjem til mig selv.

Tror dog alligevel, jeg dykker en tur ned i de 700 gram igen, inden jeg lægger mig til at sove … helt alene. Var der nogen, der sagde substitut? Muligvis. I aften er det bare mig og min Candy Prince Charming!

Weekenden, hvor jeg …

Det har været en mærkelig weekend. Selvom den har været helt normal. Når jeg gør status over den, er der i hvert fald ikke så meget decideret mærkeligt ved den for de, der ser på den udefra, men den føltes mærkelig indeni mig. Det har nok noget at gøre med, at jeg brugte størstedelen af fredagen på at dyrke en skræmmende fornemmelse, der sagde mig, at noget vildt skulle ske. Det vildeste, der skete, var, at jeg fik det dårligt af al den spekulation og dermed for en gangs skyld prøvede at ligge i min seng inden midnat på en fredag. Endda i nogenlunde ædru tilstand.

Men derudover har det her været weekenden, hvor jeg:

– tog alene i Tivoli for at kigge lidt på en karussel, som den-11-prige-pige-indeni-mig godt kan lide

– lærte, at humøret ikke nødvendigvis stiger, fordi man får farvet hår og køber to par nye støvler på MasterCard

– indså, at det til gengæld hjælper på humøret at finde ud af, at der et sted i den anden ende af byen findes én, som kender det humør, jeg var ramt af

– fandt ud af, at der ved siden af hesten med det sorte hoved står en hest med et lyst hoved. Den holder det sjovt nok noget højere end førstnævnte

– igen kom til at grine over, at filmen ‘Girl, Interrupted’ på tysk hedder ‘Durchgeknallt’. Den står i min filmreol, og det er som regel lidt svært at overbevise folk om, at det ikke er en pornofilm

– blev skræmt over en handske

– prøvede at være ’en af drengene’ en hel aften. Eller som musen så fint sagde det: ’Måske var det os, der var tre af pigerne’. Note to self: Når man er ’en af drengene’, skal man passe på med at sige sætninger som: ’Jeg gik kun til spejder, fordi jeg helt vildt gerne ville ha’ dolken’

– som ene publikum overværede generalprøve-koncert med det soon-to-be-legendriske Jeppe N Band, der nu har skiftet navn til Tiramisu, fordi Jens Unmack syntes, det var en god idé

– formåede at være på Psykopaten uden at spille på klaveret. Det er aldrig sket for mig før, og det affødte da også så stærke spilleabstinenser, at jeg måtte sidde en halv times tid ved klaveret hos musen her til aften, mens han lavede mad. Igen blev jeg bekræftet i omfanget af mine egne begrænsninger, og jeg skøjtede 70-80 sange igennem, før jeg endelig nåede til ’Hvalen Hvalborg’, som jeg kunne spille en nogenlunde hæderlig version af. Syntes jeg selv. Musen mente nærmere, at mine musikalske forsøg lød som titelmelodien til Beverly Hills

– endnu engang formåede at koordinere gigant-brandert med hamsteren, selvom vi denne gang slet ikke befandt os til samme fest. Jeg var på Psykopaten, mens hun var et sted på Enghavevej hos en pige, jeg ikke kender, men som åbenbart kender mig godt nok til at kunne berette om, at jeg på min stambar går under navnet Sukker-Ulla. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor, men efter at have konsulteret store-bjørn er jeg nået frem til, at første del af navnet har noget at gøre med min evne til at indtage rollen som Sugar mamma over for tidligere drengebekendtskab

– vågnede op til et toiletbræt, der var slået op, og måtte bruge flere minutter på at regne ud, om det: A: Var fordi jeg havde kastet op, inden jeg gik i seng, eller B: Var fordi der havde været en fyr i min lejlighed (jeg nåede frem til, at det med 99 % sikkerhed var A)

– blev så dehydreret, at jeg nåede det laveste vægt-niveau i 10 år

– fik blomster af musen, lige som jeg var trist over, at undulatens blomster var døde (jeg er ret heldig)

– havde en plan om, at jeg skulle bruge søndagen på Statens Museum for Kunst med efterfølgende bif-tur, men endte med at ligge i tømmermænds-fosterstilling på sofaen og se ’Far laver sovsen’, mens jeg planlagde fremtidig fest i forbindelse med Tiramisus store debutkoncert (der på en eller anden måde skal foregå i min lejlighed)

– ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle sige til den unge, blonde kassedame i SuperBrugsen, at hun havde et klistermærke på skulderen, hvor der stod ’Reduceret pris pga. dato’. (Jeg gjorde det ikke. Ville ikke forhindre andre i at have det sjovt på hendes bekostning)

– endnu engang overspringshandlede ved at skrive navlepillerier i stedet for at komme i gang med det arbejde, der skal ligge færdigt i morgen tidlig. Det bliver en lang aften!

Et råb om hjælp

Jeg har aldrig prøvet at råbe. I hvert fald ikke med succes. Da jeg gik i gymnasiet, var jeg med til at skrive og instruere skolens årlige teaterstykke. Det fortrød jeg mange gange, at jeg havde sagt ja til. Mest fordi jeg egentlig slet ikke vidste, hvordan man gjorde. En del af øvelserne med skuespiller-holdet gik ud på, at de én efter én skulle svinge sig i et reb og råbe så højt, de overhovedet kunne. Jeg ved ikke, hvem der havde fundet på øvelsen, men eftersom det var mig, der skulle sætte dem i gang med det, var det også min opgave at instruere dem i, hvordan de skulle gøre. Først troede jeg, det ville være let, men da jeg løb hen mod rebet, fandt jeg ud af, at det var vildt angstprovokerende. Og så blev det ydmygende. For det viste sig, at jeg slet ikke kunne finde ud af at råbe ordentligt. Jeg turde i hvert fald ikke. Så det, der skulle have været et brøl, blev til en forkølet brægen, der ikke var særlig forbilledlig.

Jeg har det dårligt med råb. Aggressive råb i særdeleshed. Specielt når de er rettet mod mig. For nylig blev jeg overfuset af en sports-kendis – muligvis en smule berettiget, men det var så unødvendigt voldsomt, at jeg blev helt lille og ikke kunne andet end at sige undskyld, undskyld, undskyld, selvom jeg nok i virkeligheden burde bede ham om at slappe af. Han ødelagde mit humør i en sådan grad, at det tog mig sådan cirka 10 genstande at ryste oplevelsen af mig. De fleste andre havde nok bare vendt ryggen til og glemt det.

Heldigvis sker det ikke så tit for mig, det der med, at folk råber ad mig. Men de gange, det er sket, husker jeg tydeligt. Specielt fordi jeg har haft et ret uheldigt reaktionsmønster, når råbene har overrumplet mig. En af de værste episoder fandt sted, da jeg gik i 6. klasse. Jeg var på vej hjem fra skole, og da jeg skulle gå over skolegården, var der pludselig en håndværker-type, som råbte vildt og voldsomt efter mig. Jeg tror, det var noget med, at jeg var kommet til at gå under hans stige, og hvis det der med stige-uheld virkelig er rigtigt, var der ret kontant afregning hos mig. Jeg blev simpelthen så forskrækket, at jeg kom til at lække, og netop derfor giver udtrykket ’at tisse i bukserne af skræk’ så fin mening for mig. Og så skulle det selvfølgelig ske i skolegården. I pubertetsalderen. Heldigvis var det i den gode periode, hvor lag-på-lag-moden herskede, og det reddede min situation på daværende tidspunkt. Jeg var nemlig iført en form for syntetisk, sort underkjole, som gik ud over mine (lyse) kassebukser og dækkede for den uheldige situation, så jeg kunne skynde mig hjem og skifte, uden nogen opdagede, hvad der var sket.

Jeg skammede mig så meget over det og har faktisk aldrig fortalt nogen om episoden. Før i går. Her kunne hamsteren så berolige mig med, at hun har et tilsvarende uheldigt adfærdsmønster i forbindelse med uhæmmet råberi. I hendes tilfælde udviser det sig bare i form af højlydte prutter. Vi har heldigvis begge lært at kontrollere uønskede udslip forårsaget af voldsomme aggressionsanfald, og siden episoden i skolegården har jeg (u)heldigvis kun i sjældne tilfælde oplevet inkontinens – som reaktion på ustyrligt sjove oplevelser. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg stadig har utroligt svært ved at forstå, hvorfor nogle mennesker har så stort et behov for at råbe ad andre, mens jeg selv ikke engang tør prøve med et uskyldigt brøl i situationer, hvor jeg er tvunget til det. Ved lejlighed tror jeg lige, jeg skal finde mig et lydisoleret lokale, hvor jeg helt alene kan prøve at råbe igennem. Det kan jo være, jeg kunne trænge til det …

Ned af hesten

Den er ret indholdsrig, den der konfirmationsmappe, som bekræfter mig i, at underlighed ikke er noget, jeg er vokset mig til. Mappen minder mig blandt andet om, at jeg i en tidlig alder havde svært ved at erkende mine begrænsninger udi egne musikalske evner. For eksempel troede jeg tydeligvis stadig på, at jeg havde en form for singer/songwriter-talent, da jeg skrev følgende udkast til ’Ugens uundgåelige’:

Igen vil jeg være behjælpelig med en oversættelse fra barnsk til dansk:

Mine Sange

Jeg har altid interesseret mig for heste,
lige siden jeg var ganske lille.
Første gang jeg red,
var da jeg var to år.

Altså, motivationen for et gennembrud på scenen fejlede i hvert fald ikke noget, men jeg ville meget gerne have hørt 8-årige Skudamuda forsøge at få en decideret sang ud af det der. Det rimer ikke, og jeg er ked af at måtte skuffe mit barnlige jeg, men det er altså heller ikke videre poetisk. Til gengæld synes jeg, det er meget sjovt, at jeg referer til ’dengang jeg var ganske lille’, for det indikerer tydeligt, at jeg på daværende tidspunkt har haft en idé om, at jeg var fantastisk stor. Muligvis endda større, end jeg nogensinde vokser mig.

Selvom jeg ikke er imponeret over sangen i sig selv, fangede indholdet i teksten mig alligevel. Det der med hestene. Jeg elskede heste. Kunne slet ikke få nok af dem, og derfor plagede jeg min mor om at få lov til at gå til ridning, selvom vi ikke havde råd. Jeg fik lov, og i flere år travede jeg rundt på lige linje med alle de andre hestepiger og lavede volter og ottetaller og havde det så skønt, så skønt. Problemet var bare, at det havde jeg slet ikke. Jeg var bange og panisk nervøs, hver eneste gang jeg bevægede mig hen imod den rideskole. Det turde jeg bare ikke fortælle nogen, for det var mest normalt at elske at gå til ridning. Det gjorde alle de andre jo. Men jeg syntes, ridelærerne råbte for meget, jeg frygtede at være skyld i andres styrt, og alt det, der skete i hallen, faldt mig slet ikke naturligt. Det indøvede hesteshow føltes helt forkert.

En af de første gange, jeg var af sted, havde jeg glemt at spænde sadlen ordentlig fast, hvilket resulterede i, at jeg for hvert skridt, hesten tog, lige så stille gled længere og længere ned ad siden på den, indtil jeg ramte en 90-graders-vinkel, som fik tyngdekræften til at sejre. Det har helt sikkert set dybt åndssvagt ud, men ikke lige så åndssvagt, som dengang, jeg fik tildelt rideskolens mindste pony, Bamse, fordi jeg var den mindste elev. Den stak af med mig hver eneste uge. Stejlede og sparkede og spænede rundt, indtil mine korte ben måtte give op og slippe desperations-klamren til kræet. Konfrontationen med savsmuldet slog altid luften ud af mig, men alligevel hoppede jeg op på hesten igen.

Hvorfor jeg blev ved, er jeg ikke rigtig klar over. Jeg fik ondt i maven, hver eneste gang jeg skulle af sted, og jeg vidste, at de penge, der blev lagt på rideskolen, helt sikkert kunne bruges bedre et andet sted. Jeg ville bare så gerne være hende, som var den fødte hestepige og vandt alle de store stævner. Hende, som alle de andre drømte om at blive. Og jeg kunne faktisk rigtig godt lide hestene. De søde af dem i hvert fald. De havde bløde muler og gode øjne. I virkeligheden ville jeg have det meget bedre med bare at stå ude i stalden og strigle dem og ae deres muler. Men jeg var desværre godt klar over, at jeg i så fald ville være en barnlig version af ’hende med kattene’ (som jo ligger utroligt langt fra hende, jeg er i dag).

Den sidste hest, jeg stiftede bekendtskab med, var den bedste. Den var kæmpestor og brun og boede ikke på en rideskole, men i verdens mindste stald ude i skoven. Jeg fik lov til at passe den, og det gik mest ud på, at jeg skulle muge ud og strigle og alt det praktiske, der var så dejligt ufarligt. Men engang imellem skulle jeg også ride på den. Det foregik ovre på galopbanen, og det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på en form for ridelykke. Der var ingen sure lærere, ingen indoktrinerede rideskoleheste med oprørstrang og intet show. Der var bare fart. Det gik så fantastisk stærkt på den galopbane, og det handlede kun om at komme fremad. Det er den eneste bane, jeg aldrig er blevet smidt af på, og jeg er glad for, at jeg sluttede på den. I det hele taget er jeg bare glad for, at jeg sluttede. Interessen for heste blev skiftet ud med interessen for drenge, og jeg kunne drage så mange metaforiske paralleller mellem de to hobbyer, men det vælger jeg ikke at gøre. Jeg er bare lettet over, at jeg tog mig sammen til at komme ned af den hest og acceptere, at det er okay ikke at være som de andre. Og at det frem for alt er okay at nægte at hoppe op på hesten igen, selvom ordsproget siger, at man skal. Ordsprog har nemlig ikke altid ret. Heldigvis.